Jeg er ved at blive gammel. Og sur.
Og det bliver værre og værre.
Hele tiden.
Her er f.eks et billede fra Valby Langgade. Som er gravet op de næste tre måneder, fordi der skal ny asfalt på.
Ca 15 centimeter nede, ligger fortiden i form af forbavsende velbevarede skinner fra fordums sporvogne, de er en lille smule rustne men i fin, næsten brugbar stand, i hverfald ind til gravemaskinerne har haft fat i dem.
Nu skal de pine død rives helt op. Ligesom på Rådhuspladsen. Ellers ligger den nye asfalt angiveligt ikke ordentligt. Den er ikke glat, nok.
Jeg løber fem kilometer for at holde mit gamle, sure skrog i gang.
Drejer ind af Langgade. Og ser fortiden stikke op af asfalt-bunkerne.
Så går jeg hjem og skifter tøj og finder kameraet.
Jeg går en tur langs hele stålmassakren. Jeg møder en anden mand, der også tager billeder af det. Vi taler om gamle dage.
“Der lå en remise lige her”, fortalte manden og vi kiggede fortvivlet efter den, men der var kun huse og lejligheder, alle belånt til skorstenene.
Selv har jeg kun kørt sporvogn som meget, meget lille. Jeg er i virkeligheden generation bus.
Men jeg får en ide: Når man i sin tid, i 1972, bare smed asfalt ovenpå, var der måske en tanke med det, udover at det sikkert var det billigste.
Det kunne også være, at nogen simpelthen havde sagt til hinanden: Måske vil Danmark gerne have sporvogne igen, engang?
Skinnelegemet er tydeligvis lavet til at holde flere hundrede år endnu.
Og pludselig forestillede jeg mig, hvor smukt det ville være at genindføre sporvognene! Ikke mere pjat og kø med busser. Fremad på skinner og ding, ding!
Jaja, kan jeg høre nogen sige, vi har jo ikke nogen mere, vel?
Jamen så byg nogen! De kører fint i Helsinki og London og Linz og San Francisco og Lissabon og mange andre steder, og mon ikke innovative mennesker i DK kunne lave en ny og bedre sporvogn til de gamle skinner?
De kunne måske endda komme til at se ud som de her i Strasbourg?
Vi kunne også overveje at købe originalerne tilbage: 99 ledvogne, kaldet “Düsseldorfere”, blev solgt til Alexandria, (selskabet Alexandria Passengers Transport Authority (APTA)) i Egypten hvor de fleste stadig kører.
Men sådan bliver det ikke. Der skal være busser og benzinbiler her for evigt, i hvertfald indtil nogen amerikanere har opfundet nogen elbiler vi kan lease….
DSB synger på allersidste vers, politikerne har opgivet togfonden, færgeruter lukker og folketinget kan tydeligvis ikke tage selvstændige beslutninger om infrastruktur længere – det hænger i en eller anden EU-plan nu (En plan som selvfølgelig kræver opløsning af statslige jernbaner til fordel for et ‘single marked’ princip – og nej, det gider dine politikere ikke fortælle dig noget om…), og skinner, ja det er vist noget for kommissionen og i hvertfald noget der skal udliciteres, det må for Guds skyld ikke laves af os der bor her – det skal ende i velkendte, superlobbyistiske italienske hænder.
Danmark har givet op.
Mit lokale postkontor er blevet en genbrugsbutik, en logisk konsekvens af at udbringningen nu må tage seks dage, og at de røde postbude i øvrigt skal bære blåt fremover: Det Kongelige Danske Postvæsen er som bekendt solgt til svenskerne og de har tænkt sig at harmonisere uniformerne…
Vi har ikke længere nogen særlige kendetegn tilbage.
Men vi har genbrug.
Over det hele. Alle danske byer har i dag mindst en genbrugsbutik. Og bunker af loppemarkeder. Her sælger vi vores gamle ting til hinanden, ting, der er købt for dyrt og som tiden er løbet fra nu. Resten sker tilsyneladende på internettet, hvor vi køber flere ting, tiden kan løbe fra, og det, at tiden løber fra noget, sker i stadigt hastigere tempo, cirklerne bliver mindre og omløbstiden hurtigere.
Tilbage til mit posthus. Som ligger ud til den opgravede Valby Langgade, og ikke længere har noget med post at gøre, vil man have frimærker eller hente sine pakker foregår det det i Superbrugsen eller Menu.
Så jeg gik ind på post-posthuset – aka “genbrugsbazaren” – det HEDDER det.
Konceptet er nyt: Man kan leje en uge på bazaren for 200 kr per hylde, og så sælger andre ens ting for een. Der kan ikke pruttes om priserne. De tager Mobile-Pay.
Jeg så mig om. Tingene var de sædvanlige, bunker af tøj og Sneakers og cdere og gammelt køkkengrej.
Der lå en chillum, let brugt, i et læderetui. ‘Pibe – 170 kr’ stod der på prisskiltet.
Vi er jo også efterhånden ret få, der kan se forskel…
Selv går jeg kun efter hardware til Garagen.
Jeg købte en fin skydelære for 120 Kr. En iPod for 30. Og en Garmin GPS for 120 Kr.
Bazaren har symptomatisk kaldt skydelæren for skydelærred…og den var alt for dyr, kan jeg se nu, hvor jeg er på nettet igen.
Ipodden er fin. Men hvad skal jeg med den? Og der er GPS i min telefon.
Jeg ser mig rundt i genbrugsbutikken. Der er mange som jeg – sure gamle mænd på jagt efter noget, der ligner det, der var. Vi håber alle sammen på et gøre et kup. Købe noget meget billigt – eller sælge det, igen, alt for dyrt.
Det er nu engang blevet vores natur.
For vi lever i et land, hvor alt er til salg: Vores infrastruktur – DONG, TeleDanmark, KommuneData, Postvæsenet….og bygninger, der engang var skoler, sygehuse, kirker, menighedshuse, fabrikker…det hele er en stor ejerlejlighed nu, pengene er lånt i kapitalfonde og banker og vi betaler allesammen af til vi kreperer – everything must go!
Men ingen sælger sporvognsskinner. Og Düsseldorferne i Alexandria kan ikke være i en genbrugsbutik.
Så længe asfalten er glat og ny, tror vi, alle veje fører til Rom.
Det gør de ikke.
De fører ingen steder hen i dag.
Ikke engang tilbage.
Det dybe vemod, som driver henover indlægget, den sorg, som ses på de rustne sporvognsskinner må have en modvægt, selv om jeg ellers hellere vil begræde Postvæsenets bortgang og attentatet på Girokontoret, rase over salget af Dong, Københavns Havn, Tele, Statsbaner og -færger, og især brugen af IT.
Men der skal en modvægt til. Der er et problem med store offentlige sektorer, de bliver let til ineffektive størrelser. En offentlig økonomi på (vistnok) ca. 25% af bruttonationalproduktet og derover bliver nemt bytte for svindel.
Den anden “måske modvægt” (en lille trøst) er at nogle af tiltagene indenfor sundhedsvæsenet har forbedret produktiviteten. Men det er mere end 25 år siden og man kan ikke blive ved med “samme metode”, ventelister maxlængde og så’n. Åbenhed i administration og regering er det eneste middel, der vil kunne skabe mere effektivitet og fremgang i dag.
LikeLike