Det sublime er det, der ikke kan tænkes bedre.
Det er det ypperste, men som netop det, også noget, der midt i al glædens og optimismens lys destrueres, forsvinder i et brag som en mexicansk fyrværkerihammer, der lander på en jernplade, hvorefter alting mister retning og bliver et hylende hvidt punkt.
2019 blev året, hvor Radio24Syv fik den store (politiske) kniv i ryggen af flere omgange – for mit vedkommende blev det enden på syv års en-time-om-ugen på FM, et stort ur, med mig som alle visere, er stoppet.
Det føles både meget forkert og rigtigt – det var planen at programmet skulle have fortsat på den DAB-kanal, vi alligevel ikke fik, og jeg havde regnet med at ændre konceptet en hel del i den forbindelse uanset hvad – målet var at kombinere radio med at skrive den der BOG, det er det stadig – der kommer mere om det i 2020 om fingrene og ånden kan holde til det…kan godt mærke, der har været fuld tryk på alle kedler…
Programmet Aflyttet er i dvale – men der arbejdes på, at give det et nyt liv på internettet – jeg savner FM – det gør lytterne også, tak for alle mailsene – jeg kan i øvrigt høres i min (meget) gamle kollega Henrik Føhns ‘Techtopia’ på radio4 – som gæst – hvor jeg pipper om 2020 som året, hvor vi kommer til at se cyber-angreb, der virkelig batter noget og gør ondt, og hvor vi dropper illusionerne omkring digitaliseringens og den kunstige intelligens og algoritmernes velsignelser og kræver menneskelige løsninger på menneskelige problemer…det er den 2. januar – lyt med, jeg skal også tale ved Dansk ITs cybersikkerheds-konference og har allerede løftet sløret for noget af, hvad jeg vil sige der, den 22 januar:
For mit lille firma(ja, jeg er stadig selvstændig – på alle måder!) og mine mærkesager har det været et godt år med masser af foredrag og opmærksomhed – Bevar Kontanter-bevægelsen har om ikke vundet, men har i hvertfald heller ikke tabt og der er aldrig blevet talt SÅ meget om overvågning og privatliv, som der gør nu!
Jeg er også DR-Debatten relativt taknemmelig for at få lov at sige på landsdækkende TV, at: ‘Det er sjovt med debatten, hvor alle siger: “Hvad der er galt med de her kameraer? De generer os jo ikke”. Det er fordi vi har vænnet os til at leve i en fuldstændig grotesk verden, hvor vi hele tiden bliver gloet på‘ – link her: https://twitter.com/kjaerulv/status/1182678769531867136?s=20 – at man så ikke fik lov at sige ret meget mere, er en anden snak…
2019 blev også året, hvor jeg en enkelt gang fik lov at skrive i Weekend Avisen – et rigtigt ESSAY, som jeg er meget stolt over, håber der bliver et hul til mere en gang – desværre bag paywall – sådan er det, men det er den her – med en profetisk overskrift på flere måder: https://www.weekendavisen.dk/2019-35/samfund/den-doede-kanal
2019 blev også året hvor tænketanken ‘Analogiseringsstyrelsen’ virkelig har fået rystet træet, kulminerende med et møde med Digitaliseringsstyrelsen for nylig – vi ser store potentialer i fremtiden – vi har sågar optrådt på bogmessen uden at have skrevet en bog(endnu).
Og så er jeg stolt over, at Rasmus Malver og bestyrelsen har udnævnt mig til ‘Æremedlem af foreningen imod ulovlig logning‘ – må 2020 blive året, hvor denne demokratiske skamplet, masseovervågning af alle danskere uden lovligt grundlag, endelig går væk!
2019 blev også året, hvor jeg påbegyndte undervisning som Certificeret Etisk Hacker(CEH) på et kursus hos ARROW – der er lang vej endnu, og måske nøjes jeg med at være Etisk Hacker og dropper certificeringen? – jeg er blevet voldsomt klogere allerede, men vil på den anden side ikke risikere at ødelægge systemer ved at påstå, jeg kan mere end jeg kan – en ting er at forstå en motor, noget andet at have ansvar for den når den kører 280 km/t. Min respekt for sikkerhedsfolk i alle hjørner af cyberspace er, som det eneste i 2019, steget eksponentielt!
Imens hacker jeg mig selv…det er som bekendt ikke ulovligt, og prøver eksamen, når jeg er klar.
Årets Takkeliste: Tak PROSA, ikke mindst til Jakob Rugaard og den dedikerede flok hackere, der forsøger at finde en måde at holde mig og mit program i gang, til Sikkerhedsbranchen for tillid og samarbejde, til B-sides-folket, til Krogerup Højskole og ikke mindst Overvågningsministeriet, til mine højt elskede medtænkere i analogiseringsstyrelsen, til IT-politisk forening for at sparke røv, konstant! – Jesper Lund er en arbejdshest og klog, til den ultrakompetente ildsjæl Mette Nikander for gode råd og hjælp og snak, til Brit Ross Winthereik for at hive mig med til tillids-diskussioner på KU og for generelt at hive mig med, til Hanne Marie Motzfeldt for rants og raseri, til min ven Keld Norman(der fik mig på det CEH-kursus og sagde det bare var en slags udvidet pc-kørekort – SOMOM!) og til Rasmus Malver for at aldrig at give op og til medier i hele DK for at kime mig ned og give mig taletid om ting, jeg ved noget om – I ringer bare igen, jeg er stadig teknologikritiker – og ikke mindst til venner og kollegaer fra Radio24syv og udenfor, og til min familie for at holde mig ud og holde med mig – OG tak til mine fjender og benspændere og backstabbers og hvad-sagde-vi-og-det-kunne-jeg-selv-have-gjort-bedre-end-anders-typer og de helt generelle haters, I skal også være her, ellers skete der jo ingenting, så ville året netop ikke være det, jeg påstår det var: Sublimt!
Godt nytår!
Og som vi siger i Jylland: ‘Det bliver HYL!’
Kære Anders,
Tak for din uforlignelige ildhu, skarpsindighed og ikke mindst…velrettede systemkritik…som drengen i ” Kejserens klæder”, der tager bladet fra munden, når ingen andre tør. Du er afholdt og respekteret på et plan du måske ikke engang selv kender omfanget af. Lad dig ikke kue…fortsæt dit utrættelige arbejde. Vi behøver dig. Tak for 2019. De bedste ønsker om den fremtid, du kan være med til at skabe.
Godt nytår…
De bedste hilsner og dyb respekt.
Mette Nikander
LikeLike