Oprindelig bragt som KLUMME FRA AVISEN KOMMUNEN , læs den udgave her
Jeg kender én, der arbejder i en borgerservice.
Jeg kan afsløre at det er en veludannet kvinde og at hun normalt er glad for sit job i den provinskommune, hun arbejder i, men så kan jeg heller ikke komme det ret meget nærmere.
For hende jeg kender, vi kunne jo kalde hende for Tanja, ja, Tanja har haft en tilsyneladende uendelig række af hårde dage på arbejdet i kommunen på det sidste.
’Der er nogen der græder hver eneste dag’, fortalte hun mig, ’og det er voksne, velfungerende mennesker, både mænd og kvinder, ældre og unge og de sidder simpelt hen og græder ved mit skrivebord’, fortalte Tanja og jo, det havde stået på i månedsvis, nu.
Det som borgerne græder over, er MitID. Eller rettere, de ting som installation og brug af mitID tvinger dem til at gøre. Og jo, jeg ved godt, at DU kære læser, du har ikke haft nogen problemer, for DIT pas er opdateret med biometriske ansigtsdata, så du kan scannes i lufthavnen og med en lille rfid-chip, så du kan godkende MitID via din helt nye, og topsmarte telefon, for DU er med på noderne, du er moderne og du har helpdesk på dit arbejde og du ved hvad du gør med din arbejdsgiverbetalte telefon. Tillykke.
Men DU er ikke nødvendigvis den typiske dansker. 25 procent af os er helt stået af, de er digitalt udstødte og kan enten ikke finde ud af det, eller har ikke udstyret, der skal til. Og så er der et massivt mørketal af folk, der fusker sig igennem med hjælp fra venner og familie.
Det er dem, Tanja får besøg af nu, fordi de skal have aktiveret kodevisere, det egentlig udemærkede men lidt klodsede alternativ, der er til telefonerne.
Men selvom du kan få noget andet end en APP, så skal det stadig godkendes, at du er den, du er.
Den første store gruppe Tanja fik besøg af, var borgere, der ikke kunne finde ud af at installere MitID og som pludselig fandt ud af, at det krævede et nyt pas og en opdateret telefon, især hvis man skulle gøre det, som digitaliseringsstyrelsen helst ville have man gjorde: Installere en APP på den der smartphone som alle borgere i dag åbenbart forventes selv at købe for at kunne være en ubesværet del af samfundet. Hvis de ikke havde nyt pas og moderne telefon, så var det ned på borgerservice og få det fikset. Og så var der dem, der ikke havde en nemID-app i forvejen og skulle have aktiveret kodelæserne.
Det var en barsk omgang, sagde Tanja, og hun er ikke den eneste: HK konstaterer, at borgerne ikke kun græder, de bliver også vrede, og det går udover de ansatte på borgerservice, selvom det i den grad ikke er deres skyld! De er jo bare frontpersonalet, der skal stå på mål for det, som man har fundet ud af inde i digitaliseringsstyrelsen.
Men anden runde blev endnu værre: Hvis borgerne havde glemt deres passwords, og jo, det er der folk der gør og de er gode nok for det, så var de nemlig nød til at komme forbi borgerservice igen. Der er lange ventetider. Og når de endelig fik en tid, så skulle borgerne, som jeg forstår det, gennemgå hele forløbet en gang til.
Og hvad er det så for et forløb, der kan få granvoksne kvinder og mænd til at græde? Jo, det kan ende med sådan en identitets-eksamen, hvor man skal bevise at man er den man er. Og det skal man uanset om man har sygesikringsbevis og kørekort med, og nej jeg forstår heller ikke, hvorfor disse normalt hug- og stikfaste identitetspapirer nu ikke længere er noget værd eller i hvert fald ikke er nok, eller rettere, det gør jeg måske alligevel og måske vender jeg tilbage til det om lidt.
De spørgsmål borgerne skal svare på, for at bevise hvem de er og om de i elektroniske forstand har lov til at findes og betjene sig selv i en stat, der er blevet en computer og endnu værre, få adgang til deres egne penge den netbank, der nu er blevet den eneste bank, der er, de spørgsmål de er taget fra CPR-registreret og kunne f.eks. være, hvilket år, ens mor er eller far er født, hvad deres pigenavn var og den slags og, hånden på hjertet – kan DU huske det?
Og nej, det kan borgerne heller ikke, og så DUMPER de og så skal de have en ny tid og så skal de prøve igen
Og SÅ græder de, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det er en forfærdelig ting, hvis det samfund man bor i og er vokset op i og ser sig som en del af, officielt ikke vil godtage, at man er den man er. Det er IDENTITETSTYVERI; simpelthen. Det må føles som om, man var blev beskyldt for svindel, og det er altså mere eller mindre det, systemet, ikke Tanja jeg kender fra borgerservice, for hun er også ked af det, men systemet aka den store computer, den dømmer altså borgerne ude af samfundet, den tager deres identitet fra dem, og de kan først få den igen, når de kan svare på en quiz, der for at gøre det hele endnu værre udstiller os som glemsomme mennesker, der ikke engang kan huske sin egen families fødselsdage.
Jeg er dansker. Jeg er født og opvokset her og min mor og far og farfar og mormor og oldeforældre er også danskere og det at være det, er så meget mere end en kode på en computer, det er både en skæbne, ikke så få forpligtelser, det er dronningen og indtil flere rettigheder, rettigheder, der ganske vist langsomt er blevet mere og mere mystisk gennemsigtige i takt med, at vi harmoniseres længere ind i Unionen.
Når jeg ved, jeg er dansker er det fordi jeg døbt og har en dåbsattest, den har jeg endnu, faktisk, og den er underskrevet af den lokale præst, med fyldepen, det gør man ikke mere, for også det er blevet digitalt, og mit egentlige statsborgerskab lå allerede dengang et andet sted, nemlig i det personnummer, jeg fik, et nummer, der gav staten adgang til alt mulig om mig.
I dag er det banken, der har fuld adgang til mig, sammen med staten, i det såkaldte MitID-partnerskab, et partnerskab, der begynder at ligne et massivt, og organiseret identitetstyveri: Den aftale vi indgår med kongeriget Danmark, når vi fødes her, skal jo åbenbart konstant genforhandles, vi skal bekræftes og logge ind i os selv, igen og igen.
Det er efter min mening skidt for tilliden mellem borger og stat.
Ikke mindst fordi Digitaliseringsstyrelsen, blandt andet ved en anden Tanja, nemlig direktør Tanja Franch og hendes vicedirektør Adam Lebech, hele tiden påstår, det er ’frivilligt’ om man vil have MitID. SOMOM! Frivilligheden består i, om man vil være med i forretningen Danmark eller ej, og jeg gad godt se den borger, der reelt set kan fungere i et samfund, hvor vi ved lov skal have en bank-konto i en bank og hvor samme banker kræver MitID, for at vi kan få adgang til den?
Og hvad værre er: MitID er kun begyndelsen. Mon ikke, der skal endnu en quiz til, når mitID skal opdateres til eID fra EU?
Og mon ikke der kommer flere grædende mennesker på borgerservice?
Hvem trøster os?
Vi trænger.
GARAGEN 