Mens endnu et regnskabs-år rinder ud i det lille firma, jeg kan konstatere har betalt min husleje i over 11 år, er det som sædvanlig på tide at sige tak til samarbejdspartnere, venner og fjender, samt forsigtigt at skue ind i det 2024, der lurer lige om hjørnet, halvt som desperat rasende tiger, halvt legesyg kat.
Der har været pænt med foredrag – og jeg tager gerne flere. Årets bedste har været om DIGITAL DANNELSE, 3 gange 25 minutter for en flok skoleledere og lærere og et om KUNSTIG INTELLIGENS for en VL-gruppe i København – jeg kan i den grad hyres til 2024. Jeg har også talt for Regionerne – om digitalisering – og det blev senere til denne guide til Hybrid Digitalisering: https://analogist.dk/guide-til-hybrid-digitalisering/
SNAK SNAK Jeg har endnu engang fået ekstreme mængder af taletid i medierne og vil trække et par ting frem. Den store boble, AI aka Kunstig Intelligens har tilsyneladede gjort hele landet bims, og jeg var måske med til at starte lidt af det selv, da jeg kommenterede på Geoffrey Hinton, manden bag LLM, store sprogmodeller, på TV2 News.
KONTANTER ER FRIHED Det projekt der har fyldt mest i 23 og som kommer til at fylde endnu mere i 2024, er ubetinget Bevar Kontanter! Med en pludselig udmeldning om afskaffelse af 1000 kr sedlen og en yderligere sænkelse af det beløb, vi små danskere får lov af banker og moder stat til at bruge af vores egne penge i form af ikke sporbare kontanter, var der lagt op til ballade. Jeg var til det famøse pressemøde, der blev dækket stedmoderligt og hyggeligt af mine kolleger i dagspressen, der var mest fikserede på motiver på de nye pengesedler og alt det der påstået kriminelle, som Finansdanmark og Dansk Erhverv mener følger med brugen af det eneste anonyme betalingsmiddel vi har tilbage i en rasende skrøbelig verden af kort, mobilpay og andre totalt sporbare digitale løsninger – hør det her: https://bevarkontanter.dk/podcast-danmarkshistoriens-stoerste-tyveri/ Jeg siger stort tak til Sikkerhedsbranchen og kontanthåndteringsfirmaerne Loomis og NOKAS, der har støttet kampen for at bevare kontanterne. Den kamp føres også i Folketinget ligenu, hvor Kasper Skov-Mikkelsen fra Sikkerhedsbranchen og jeg har mødtes med diverse medlemmer af folketinget og talt kontanternes sag.
Her hos Lars-Christian Brask, LA.
PÅ Museum
Og så er jeg, nogen vil sige ‘PÅ TIDE’, kommet på museum. Jeg blev filmet og lavet til en del af Museum ENIGMAs koldkrigsudstilling, hvor jeg talte om at vokse op med DEN RØDE KNAP, risikoen for atomkrig, der var permanent i min barndom.
MONTAGERNE Og så er jeg jo vanen tro faret i blækhuset en hel del gange. Værst var det, da jeg kom til at høre ‘Eliten fra Rosenørnsalle’, der angiveligt skulle fortælle historien om den montagegruppe, jeg selv var en del af gennem 11 år – og som hverken jeg eller alle de kvinder, der var med, kunne finde sig selv i. DET medførte et essay i Weekendavisen – det kan læses her.
KALVEBOD BRYGGE DEKLARATIONEN Et stykke arbejde jeg er meget stolt af at have deltaget i, er KALVEBOD BRYGGE DEKLARATIONEN, en meget direkte opfordring til bedre cybersikkerhed med analog redundans. MIT bidrag var lille, jeg var sammen med en masse kloge folk. Læs Deklarationen her: https://ida.dk/media/12782/kalvebod-brygge-deklarationen_110423.pdf
Her skal også lyde en stor tak til SEMAPHOR og Tobias for at lukke mig ind på kontoret – og for alle de dejlige mennesker i BORNHACK – vi ses igen i 2024!
MEN: Nytåret nærmer sig. Så hvis jeg skal nå det hele er det kun tilbage – igen – at sige TAK! Til alle dem, jeg har glemt i år – RING igen – det er overbelastning ikke uvilje der har medført manglende reaktion. Og husk: Mennesket er smukt!
PS: Den 8 januar kan jeg høres tale om digitalisering og cybersikkerhed i SUPERTANKER på p1.
25-årige Mette Filt fra Århus var gravid i 29de uge og bekymret for, om hun havde en blodprop i benet. Venstre lår var hævet og varmt, der var pletter på benet, og en rødlig og lilla farve bredte sig. Det fortalte hun vagtlægen, inden de tændte for video-kameraet på Mettes telefon, så lægen kunne se med. En såkaldt videokonsultation var i gang. ’Det ser sgu på ingen måde alarmerende ud, Mette’, konstaterede vagtlægen, og bad hende tage en panodil. Senere samme aften tog smerterne til, og Mette tog til afsnittet for gravide på Aarhus Universitetshospital, hvor de konstaterede at hun havde en blodprop i benet. P.t. kører der en klagesag. I en anden sag døde den 37-årige Johann Nielsen af blodforgiftning natten efter et videoopkald med vagtlægen, der havde vurderet, at hans symptomer lød som influenza, skriver Avisen Danmark, efter en række afsløringer fra Radio4. En seks-årig dreng blev indlagt akut efter en læge havde overset tegn på leversvigt efter en videokonsultation. Her er der også blevet klaget, og svaret har lydt at “billedkvaliteten og lyssammensætning kan gøre, at der sker en fejltolkning af farverne.”
I første halvår af 2023 har Region Midtjylland haft 47.000 videokonsultationer, svarende til cirka 10.000 flere videoopkald sammenlignet med samme periode året før. Den eneste undersøgelse af videokonsultationer jeg hidtil har hørt om er fra 2016 og handler om behandling af diabetespatienter med fodsår. Odense Universitetshospital undersøgte 374 patienter. Der var en overdødelig på 7 i video-gruppen, et resultat som er statistisk højsignifikant, ifølge fod- og ankelkirurgi Johnny Frøkjær, der var vejleder på ph.d.-projektet.
Måske bruger man det til noget andet nu. På en anden måde? Det håber jeg. For står det til regeringen, sundhedsministeren og ikke mindst ’robusthedskommisionen’, så kommer der endnu flere videokonsultationer i nærmeste fremtid.
Robusthedskommissionen har nemlig lige barslet med en rapport, en diger sag på 192 sider, hvor ordet ’digital’ optræder 135 gange og den er et spændende og udfordrende dokument, sådan rent retorisk og det er mest sådan jeg kommer til at tale om den i det følgende. 3 af de i alt otte mest centrale anbefalinger handler direkte om digital teknologi. ’Videokonsultationer’ er omtalt ni gange: ’i 2020 blev det estimeret, at ca. 40 pct. af alle konsultationer her kan omlægges til videokonsultation’, skriver kommissionen således kækt.
Kildelisten indeholder bla. den kontroversielle, Singularity-University-associerede tænketank, ’Dare Disrupt’, KLs yndlingsrådgiver og så i den grad ’IT-branchen’, to organisationer, der begge er svorne teknologioptimister. Det mest citerede kildemateriale kommer netop fra IT-branchens ’katalog over løsninger til sundhedssektoren’, hvor IT-branchen, der altså er hvad den siger den er, en BRANCHEORGANISATION, der har til formål at sælge mere IT, anviser ’gennemprøvet teknologi’ til det danske sundhedsvæsen. Samme brancheorganisation kendte i den grad sin besøgelsestid og gik allerede i pressen i juni med hurra-meldingen:’Vi kan frigive 3.000 medarbejdere i sundhedsvæsenet ved hjælp af digital teknologi’.
Jeg kan allerede nu garantere for, at fremtiden kommer till at byde på flere skærme, mere kunstig intelligens, flere kolde hænder og kortere ophold på hospitalerne. For, som de skriver: ’Der skal politisk vedtages et grundprincip om ”digitalt og teknologisk først”. Digitale løsninger og ny teknologi, herunder velfærdsteknologi, som har en dokumenteret effekt i forhold til at kunne frigive tid og ressourcer, skal være førstevalget til at løse opgaver i sundhedsvæsenet’, hedder det, og ordet ’SKAL’ indgår i alle de anbefalinger, der handler om det digitale.
Således lyder det:’Teknologi og digitale løsninger skal være en integreret del af retningslinjer og vejledninger både lokalt og nationalt. Det skal understøtte implementeringen af princippet om ”digitalt og teknologisk først” og bidrage til, at vurderinger foretaget ved hjælp af fx AI vægtes svarende til vurderinger foretaget af personale”. (Skrev de lige, at en Kunstig Intelligens skal have lige stor indflydelse som personalet?)
Men det der ”SKAL”, det skal i øvrigt ikke så meget. Det skal i hvert fald ikke bevise noget. Det skal bare overbevise personalet om, at det er forsvarligt, det som teknologerne anbefaler. For som den robuste kommission skriver: ’Det skal bidrage til, at sundhedspersonalet ser det som sundhedsfagligt anbefalet og fagligt legitimt at anvende teknologi og digitale løsninger’. Den tankegang svarer egentlig godt til, hvad nyreligiøse bevægelser mener, når de taler om ’suspending disbelief’….
Samme kommission henholder sig også til noget, der ikke er noget, men som alligevel er gangbar valuta år efter år, nemlig de såkaldte “POTENTIALER” i ny teknologi, altså, for at sige det på godt dansk: ’Noget vi TROR måske kan bruges til noget men vi ved det ikke og vi har ingen cases eller beviser’ – selvom altså man samtidig og hele tiden taler om gennemprøvet teknologi? ’Kommissionen vurderer, at det er afgørende for et bæredygtigt sundhedsvæsen på både kort og lang sigt, at teknologiens arbejdskraftbesparende potentiale indfries’ skriver de, og til det kan jeg kun sige som de unge: ’No Shit, Sherlock’, og samtidig minde om, at ’teknologiens arbejdskraftbesparende potentiale’ forhåbentligt og i den grad har været rullet ud over adskillige sygehuse gennem mange år, ikke mindst i region hovedstaden, hvor SUNDHEDSPLATFORMEN, der netop lovede at gøre den slags, men mig bekendt har været en forbandelse for læger, patienter og sygeplejersker, og for den region, der stædigt holder fast i, at platformen, der kostede 2,8 milliarder kroner, virker og er god.
Det mest underlige ved robusthedskommisionens rapport er, at den egentlig årsag til, at alt det her er nødvendigt, nemlig manglen på sygeplejersker, muligvis allerede er ved finde en løsning – i rapporten meldes om bedre rekruttering fremover og selvom man starter fra et skidt sted, så kan det måske gå op. Til gengæld så mangler der fortsat en 15-16.000 SOSU’er i den fremtid, hvor den berømte ældrebyrde virkelig begynder at veje til, mennesker, der kan og vil passe ældre, og her har jeg et interessant fix: Antallet af af ansatte i den statslige administration er nemlig steget til rekordhøje 100.000 mennesker, heraf 14.000, der har ’viden på højeste niveau’ og tilsvarende lønninger, og måske nogen af dem kunne overtales til at tage en tørn i kommunerne? Men måske de har for travlt med at skrive rapporter?
Og hvad angår Mette Filt og blodproppen i benet, og problemerne med kvaliteten af borgernes kameraer, ja, så må vi straks nedsætte endnu en kommission, der kan skrive 192 nye sider om evidens og dokumentation. Så løser det hele sig nemlig. Vi skal bare gentage mantraet: digitalt og teknologisk først, igen og igen og trykke enter. Og så må vi, borgerne tage os sammen, al denne robusthed kommer jo ikke af sig selv?
Robotter kommer til at udkonkurrere mennesker som art. Og når det sker, vil de nok mene at menneskets største fejltagelse lå dybt begravet i deres natur. Mennesket er konkurrence-mindet og vil dominere, og det er præsis de egenskaber, vi er i gang med at lære robotter at simulere. For øjeblikket, hvis man ser sig omkring på robotmarkedet, er der ikke rigtig noget farligt at se. Men der er en, der mener, at vi har problemer allerede i år 2050.
Det er professor i kybernetik Kewin Warwick fra Reading Universitet i England, og han mener at robotter vil overtage jorden om små 50 år. Warwick er en venlig, smilende, lidt kedelig 42-årig mand med en lang og flot karriere både bag og foran sig. Han forsker i kunstig intelligens, styring og robotter, og er manden bag en flok små legetøjsbiler som han kalder de syv små dværge. De syv små dværge kunne ses på Robotix festivalen i Glasgow(1997), og publikum der og undertegnede opfatter dem generelt som søde og harmløse. De drøner rundt i en lille cirkel og det ser sjovt, og en smule planløst ud. Men det er ikke planløst. Robotterne opfører sig lidt som fugle: De skiftes til at være ledere for resten af flokken. Når en af dværgene ser et stykke tomt rum foran sig, ved den den er leder, den tænder en lille lampe på toppen og sender et signal til de andre om, hvor den kører henad og hvad den ser. Den er leder sålænge, den ikke kan se andre robotter foran sig, hvorefter en anden robot overtager.
BEKYMRET Kevin Warwick bekymrer sig. Hans små dværge kan allerede programmere hinanden over telefonlinjerne, som de gjorde fornylig i et forsøg. De kan reagere og blive klogere. Og når robotter begynder at tænke selv, når de får masser af sanser, og man propper den smule tænkning, de allerede mestrer nu, ind i f.eks millitærets udstyr, bliver selv en sød lille dværg pludselig temmelig skræmmende. Tag et krydser missil eller en robot som SARGE, der arbejder for den amerikansk Marine. Den har fire hjul og ruller rundt udenfor de militære baser. Den har varmesyn, nattesyn og overvågningskameraer og den finder selv rundt i området. Dens storesøster Dixie kan navigere med triangulering og bruger et videokamera til at bestemme sin egen position. Begge robotter slår alarm, hvis der er uvedkommende i området, og som sagt kører begge robotter uden fjernstyring og militæret nøjes med at kigge med gennem deres kameraer. En af de syv små dværge er idag ligeså intelligent som et insekt. Om fem år vil der være robotter, der er ligeså kloge som katte, siger Warwick. Og om mellem 20 og 50 år vil de være klogere end mennesker.
UDEN FØLELSER Tilgengæld får robotter aldrig de samme følelser, som vi har. Og de begynder nok heller ikke at male billeder, eller skrive deres egen musik. For hvad skulle de det for? På alle de områder, vi i dag regner for særligt vigtige, er de nemlig allerede bedre end os. De kan beregne hvad som helst langt hurtigere end noget menneske, og selv om de ikke får slået Kasperov i skak helt så nemt som de burde, så kan de så mange andre ting. De behøver ikke at sove, og de kan med tiden få flere sanser end vi har. F.eks varmesyn, røngten og nattesyn. For slet ikke at tale om elektronisk lugtesans og hørelse på ultralydplan. Robotters billede af verden er simpelthen allerede mere nuanceret end vores. Og så er de som sagt så småt begyndt at tænke selv via neurale netværker, så de kan lære af deres erfaringer, og klare sig i forskellige miljøer. En af dem, der ‘tænker’ mest ubehageligt, er The Prowler. Prowler står for Programmerbar Robot Observatør med Logisk fjende reaktion, og den er såmænd en gammel ide fra 1950, hvor den amerikanske hær ville bygge en fjernstyret kampvogn. DEN blev aldrig til noget, men idag er man igang med en moderne version. Den vil blive udstyret med 105 millimeter kanoner, Stinger jord til luft missiler, et par m60 maskingeværer og en lille, men nådesløs hjerne. Med sine fine sanser kan den finde fjenden hvor som helst han gemmer sig i landskabet, regne sig frem til kortest mulige vej derhen og udslette ham totalt. Ingen af de her robotter er hemmelige. Men det kan vi være ret sikker på, at der er andre der er. Og de værste af dem, har ikke engang en krop, man kan få øje på. De bor i millitære netværk, og de kan ikke engang slukkes for.
MILTÆR OG FINANS Der er nemlig to områder af moderne robotforskning, ingen rigtig ved noget om, og det er millitæret og Finansverdenen. Militæret arbejder for tiden på såkaldte forsvarsnetværk, computersystemer, der hjælper generaler med at tage stilling til strategiske situationer, såsom hvornår det er smartest at bombe fjenden. Disse netværk er neurale, selvlærende, og de er blevet trænet i at være aggressive, ved at konkurrere mod andre netværk. For tiden har mennesker stadig det sidste ord før missilerne flyver, men Warwick frygter, at maskinerne kommer til at kontrollere de røde knapper. De er simpelthen bedre og hurtigere til den slags end mennesker, så hvorfor skulle de ikke det? I Finansverdenen har man i mange år benyttet sig af computere med neurale netværk, når mæglerne gik efter den største profit. De neurale netværk er hurtige, lider ikke af etiske hensyn og er programmerede til at optimere profitten for deres ejere. Det var sandsynligvis en række af de her netværk, der medførte den såkaldte ‘sorte mandag’ i børserne for nogen år siden. Netværkene gik i spin, og begyndte at købe og sælge i et væk, en opførsel, der medførte katastrofer hos mennesker, ikke hos maskinerne. De blev tværtimod udbygget og forbedret for at undgå den slags små fejltagelser i fremtiden. Men kan vi ikke bare lave nogen regler for dem?
ASIMOV En robot må ikke skade et menneske, den skal adlyde mennesket ordre og den skal beskytte sin egen eksitens, med mindre det er i konlikt med de to andre love. Sådan lyder de tre Berømte Robot-love fra Sciencefictionforfatteren Isaac Asimov, og man kan spørge sig selv, hvorfor vi ikke bare lægger det lovsæt ind i maskinerne. Men det er for sent. Vi er allerede begyndt at lave “onde” robotter, selv om det stadig kommer an på hvilken side af dem, man står på. Hvis det er ens eget lands hær, der har The Prowler, er det vel en god robot. Med mindre altså en flok Prowlere, pludselig en morgen bliver så smarte, at de finder ud af, at det måske er hele menneskeheden, der er et problem. Vi har allerede robotter, der kan skade mennesker, robotter, der er ligeglade med Asimovs love og dem har vi haft i mange år. Et menneske, der kommer i vejen for en industrirobot kan meget nemt komme til skade, ikke fordi, robotten har nogen ond vilje, men fordi den er hård og stærk. Og en finans-computer, der ruinerer et firma med sine spekulationer, tilføjer jo også mennesker skade.
MASKINER VIL SE OS SOM DYR Warwick bekymrer sig. Så meget, at han har skrevet en bog, Maskinernes Marchs. Undertitlen er “Hvorfor den nye race af robotter vil regere jorden”, og i bogen fortæller han detaljeret om, hvad robotter vil gøre ved os, når de engang når så langt: Maskiner vil behandle os, som vi behandler dyr idag, siger Kevin Warvick. Hvis de ikke vil have, vi får børn, så skærer de bare kønsorganerne af os. Skal der laves flere af os, bygger de menneskefarme, hvor kvinder kun har tilopgave at føde nye mennesker ved kunstig befrugtning. Når de ikke længere kan det, vil robottene slå dem ihjel. Warwicks robotsamfund, er et nyttesamfund og en logisk følge af benhård darwinisme. Det er en verden hvor alting har en logisk, fornuftig mening, hvor intet er tilfældigt, og hvor robotter kun lever for at blive endnu bedre robotter. De opgraderer sig selv, de reparerer sig selv og de udvikler nye arter. Vi mennesker vil stadig betyde noget for dem, sikkert som en slags robotter for robotterne, nogen der kan bygge fabrikker, hvor maskinerne kan bygge nye maskiner.
MASKININTELLIGENS Maskin-intelligens, kalder Warwick den bevidsthed, som han tror robotter kommer til at få med tiden. Maskinintelligens virker ond og kold for os, men vi finder aldrig ud af, hvordan den vil virke for maskiner. Det eneste vi kan være sikre på, er at den har gode kår i vores nuværende højteknologiske samfund, hvor vi bliver mere og mere afhængige af maskiner. Maskiner kan udvikle sig hurtigere end vi kan. Vi skal først gennem en masse genetiske mutationer før der sker noget, maskiner kan bare bygge sig selv om. De har altså alle fordelene, mener Kewin Warwick, der ovenikøbet ikke tror, det bliver så slemt endda, når maskinerne engang overtager verden. Køer ved jo sandsynligvis heller ikke noget om, at de skal slagtes, når de går der fredeligt og græsser på marken, siger Kevin Warwick. Ser man på Warwicks egne projekter, ligner ved første øjekast ikke noget, der kan overtage verden. Den klogeste robot han har ud over de syv små, hedder Elna, og kan lære sig selv at gå. Først krabler den fortvivlet rundt på bordet, med sine seks, hjælpeløse ben, helt overladt til sit grundprogram, der har fortalt den, at den HAR seks Ben, og at den skal gå. Mere uhyggeligt bliver det alligevel efter godt fem minutter, hvor ELNA faktisk går meget glimrende. Den ligner en edderkop, og er ganske hurtig. Og jeg får stadigt sværere ved at forstå, hvorfor han dog bliver ved med at lave frontforskning i noget, han ved, vil medføre en katastrofe.
CHOKOLADE MED GIFT Kewin Warwick er bekymret, men han siger, det minder om at spise chokolade med gift i. Og at ligenu, er det chokoladen, man kan smage, og den holder han meget af. Og så tror han, vi kan lave nogen regler for, hvor meget robotter kan få lov at betemme i fremtiden. Måske forme internationale komiteer, der holder robotterne nede. Men han er ikke sikker på, at det virker. Og han har stadig sine egne drømme, om den perfekte robot. Den perfekte robot er ikke kun en enkelt robot. Den er netop den skræmmevision som Warwick selv har lavet, en der fungerer i netværk med mange andre, og som kan tænke selv og som er klogere end ham selv. Og imens Warwick sidder smilende der på sin stol og føler sig lidt som salig Oppenheimer, ham der opfandt atombomben, har han lige en ekstra egenskab ved mennesker, som han er sikker på, robotterne ikke vil bryde sig om. Mennesker bekymrer sig og det er skidt for produktiviteten. Kewin Warwick skulle måske nok have en lille del af sin hjerne opereret ud af en robot, men da jeg læste hans bog, mærkede jeg alligevel en række hår rejse sig på mit hoved. Hans beskrivelser af det samfund vi allerede lever i nu, får et grimt og koldt skær over sig, og man får en uhyggelig fornemmelse af, at vi er i gang med at rulle den røde løber ud for de aggressive maskiner. Tænk bare på hvor afhængige vi er blevet af dem i dagligdagen, selv om de godt nok ikke ligner det, vi troede de ville ligne. De sniger sig ind i dankortudskrifter og kreditvurderinger og i husenes intelligente varmesystemer, de styrer vore biler og tog og de kommer forklædt som multimediecomputere og virtual-reality-indlæring og interaktivt fjernsyn til børn og voksne. Vi lever med dem og det er godt og hyggeligt, så længe de ikke begynder at tænke selv eller føle sig som en ny race, maskin-racen, menneskets perfekte spejlbillede. De er fri for vores distraherende mangel på logik, helt uden følelsesmæssige svagheder og skrøbelige kroppe, og frem for alt uden visheden om døden som det, der i sandhed gør os til de mennesker, vi nu engang er.
PS: Kevin Warwick blev senere kendt som verdens første CYBORG, da han fik en chip opereret ind i armen.
TETRA-radiokommunikation bruges overalt i Europa(men ikke i USA; hvor den ellers laves) hos brandvæsen, politi og forsvar. Og nu ved jeg godt, du siger hvad for noget, så det kræver en forklaring: TETRA er en forkortelse for Terrestrial Trunked Radio. I Danmark er der stillet et frekvensområde til rådighed, som kun Sikkerhedsnettet (SINE) må benytte til beredskabskommunikation. TETRA-standarden, som radionettet og SINE radioerne er bygget på, sikrer at radiosystemet selv finder ledige radiofrekvenser til beredskabernes samtaler. Det betyder blandt andet, at livsvigtige opkald automatisk bliver medgivet den korrekte prioritet med indsatslederens tryk på radiotasten, eller med en brugers tryk på nødknappen. OG så er alle meddelser krypterede. Eller, det var i hvert fald det, firmaerne bag, lovede os. Men i starten af denne uge kom WIRED så med en artikel under overskriften: ‘Code Kept Secret for Years Reveals Its Flaw—a Backdoor’ – og det der står i den er altså, at der er indbygget bagdør i TETRA, som kan give adgang til hvem som helst, der ved den er der, og har lidt tid og viden til at grave sig ind til den. TETRA systemet bruges verden over i industrien, brandvæsenet, forsvaret, hos politiet og rigtig mange af de steder, hvor vi har det, man kalder kritisk infrastruktur. Og med den bagdør, ja, så kan man lave rigtig mange ulykker, bla. selvfølgelig aflytte kommunikation, men også forvanske eller forfalske den. Og så er der, teoretisk, mulighed for at overtage kontrollen over systemer, der bruger TETRA: ‘It’s used to transmit encrypted data and commands in pipelines, railways, the electric grid, mass transit, and freight trains. It would allow someone to snoop on communications to learn how a system works, then potentially send commands to the radios that could trigger blackouts, halt gas pipeline flows, or re-route trains.’, som der skrives i artiklen.
Jeg har selvfølgelig spurgt dansk politi om, hvad planen er nu, og svaret lød: ’Rigspolitiet kan grundet det sikkerhedsmæssige aspektet hverken kommentere på spørgsmålene om hvilken betydning det har for politiet, den nationale sikkerhed eller hvilke tiltag, der er gjort. Derfor har Rigspolitiet ingen kommentarer’ Det er i øvrigt vigtigt at understrege, at myndighederne i Danmark ER orienterede om bagdøren via NCSC, det hollandske National Cyber Security Centre(svarer til vores Center for Cybersikkerhed – blot i civil) – ‘In a brief email, NCSC spokesperson Miral Scheffer called TETRA “a crucial foundation for mission-critical communication in the Netherlands and around the world” and emphasized the need for such communications to always be reliable and secure, “especially during crisis situations.” She confirmed the vulnerabilities would let an attacker in the vicinity of impacted radios “intercept, manipulate or disturb” communications and said the NCSC had informed various organizations and governments, including Germany, Denmark, Belgium, and England, advising them how to proceed. A spokesperson for DHS’s Cybersecurity and Infrastructure Security Agency said they are aware of the vulnerabilities but wouldn’t comment further.’ Aflyttet holder øje med udviklingen.
BORNHACK
I næste uge er der festival for teknologi-interesserede. Jeg taler naturligvis om BORNHACK, der finder sted fra den 2 til den 9de august på Fyn, hvor en bunke vildt søde mennesker med stor interesse i teknologi hører taler fra hinanden, går til workshops og i baren, mens de samtidig bor i telte og campingvogne og storhygger sig. AFLYTTET har været med på alle de syv tidligere udgaver af festivalen, og jeg har været i min arkiver og fundet lidt frem fra den allerførste i 2016 – lyt herover ↑ – og du kan købe en billet her: https://bornhack.dk/shop/ HUSK: jeg mangler stadig en sponsor, så skriv mig, hvis du er med på den – aflyttet@proton.me hedder adressen
MERE BORNHACK HER og HER og mange andre steder i Garagen.
DE SVAGE OG DE SYGE KLARER SIG NOK UDEN UDSIGT? Skt. Hans Hospitalet ved Roskilde Fjord ligger et dejligt sted, med kort til vandet, store haver og rolige omgivelser. Det er så dejligt, at det selvfølgelig skal sælges til ejerlejligheder. Ligesom Psykiatrisk Hospital i Århus og sidst Hornbæk Hospital, hvor patienter med rygmarvsskader gennem 70 år har kunnet få behandling med udsigt over Kattegat. Det blev i april solgt til nogen developers der vil lave badehotel med spa under stor jubel fra statens ejendomsselskab, Freja og borgmesteren fordi regionen kan samle det hele i Glostrup…det er sikkert billigere, og hey, trafikofre og den slags kan vel godt klare sig et andet sted, der ikke kan sælges? Freja har p.t. 26 ejendomme til salg, det er ikke hospitaler alle sammen, men når man sidder og bladrer dem igennem, får jeg altså følelsen af brandudsalg af en hel nation og alt det vores forfædre arbejdede på at bygge op? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vores medfølelse og omsorg for hinanden er blevet erstattet af iskold rationalisering og simpel kynisme for profit. Og at de mennesker, der i sin tid stod bag byggerierne og de smukke steder, var bedre mennesker, end dem vi er nu. Men det er nok bare mig, der synes det er logisk at ville give syge mennesker smukke omgivelser? For ingen spørger tilsyneladende ind til det men dyrker i stedet udsalgets beruselse…
En lille del af de 24 montager jeg engang har lavet ligger her…DR – aka Danmarks Radio – har ingen intentioner om at genudsende dem eller gøre dem til podcasts.
ADVARSEL: MEGET LANG TEKST MED MANGE LØSE POINTER:
Det kan være svært, ja næsten umuligt at fatte og forstå i dag, hvor DR ikke længere er Danmarks Radio, hvor man har afskaffet licensen og nu er ren statsradiofoni og hvor ledelsen gør alt for at få lyttere og seere til at smide deres dyrt erhvervede analoge tv- og radio-apparater ud og i stedet tænde deres computere og smartphones i et vanvittigt forsøg på at være med på resten af System-Danmarks digitale unoder, men engang lavede DR faktisk verdens bedste radio, Radio-Montager, der fik internationale priser år efter år. Disse udsendelser blev produceret af en flok meget ambitiøse og lidt sære mennesker på forfatterhonorarer, ja, montagerne regnedes for en slags noveller, de var tidløse, velproducerede og krævede enorm indsats af de, der lavede dem. Jeg ved det, for jeg var selv en af dem, der led mig igennem i alt 24 af slagsen.
Montagerne var en form og en tradition, der fik lov at eksistere fra ca. slut 70erne og frem til 2007, hvor DRs ledelse med et hug lukkede hele genren af hensyn til DR-byens kuldsejlede budget og ønsket om et fint, blåt, arkitekttegnet koncerthus der absolut skulle tegnes af styrvolten Jean Nouvel, der som bekendt gik 250 procent over budget og endte med at koste skatteyderne 1,6 milliarder kroner ekstra og 500 ansatte i DR jobbet. I starten af juli måned 2023 udkom så en af dem, der ikke blev fyret, lydtekniker og radiomand Torben Brandt, med en 13 afsnit lang podcast om den hedengangne montagegruppe, på ‘DRlyd’. Jeg var en af dem, der røg ud af statsradiofonien dengang i 2007, så jeg har selvfølgelig fyret op for computeren og klikket mig ind på den ynkelige erstatning for et godt FM vi har for tiden, ‘DRlyd’, for at lytte til alle afsnit, spændt som en fjeder på, hvordan lukningen ville blive beskrevet.
’Eliten fra Rosenørns Allé’ hedder serien, selvom Montage-Gruppen altså boede på H.C. Ørstedsvej ret meget af tiden, og den, altså serien, den har Torben Brandt arbejdet på i flere år. Jeg hørte første gang om projektet for et par år siden, hvor jeg mødte ham foran den forfærdelige og uforståelige DR-by og vi talte om gamle dage, og han lovede at tage fat i mig og nogen af alle de andre, der var med dengang. Det har han valgt ikke at gøre og i stedet koncentrere historien om sig selv, teknikere og lyddesignere og et par chefer fra dengang og om de produktioner han selv var tæt på og det er sådan set forståeligt nok og ikke mindst mere overskueligt, også rent dramaturgisk. Og så får man et spændende indblik i teknik-mestrene Clemens Johansen, Solveig Berger og Per Åkjærs verden og hvordan det så ud fra deres pulte, når vi store egoer skulle have flyttet vores produktioner fra hovedet og over på masterbånd. Alligevel blev jeg nok en lille smule ked af det, da jeg kunne se, at beskrivelsen af miljøet montagegruppen, endnu engang kun handler om den samme gruppe mennesker, der i forvejen er rigt beskrevet og repræsenteret, her især Peter Kristiansen, Ole Bornedal, Christian Steentoft, Per Brethvad og Torbens læremester Stephen Schwartz, garneret med kendisser i periferien som Poul Nesgaard og Mikael Bertelsen – al respekt for dem, kendisserne, men de har ikke lavet montager, eller rettere, Mikael Bertelsen har faktisk, udenfor gruppen, blandt andet da han lavede serien med den profetiske titel ’P1 på plejehjem’ og ‘Skjoldhøjarkivet’ med Mads Brügger, det hele klippet af den legendariske tekniker Kim G. Hansen, der, selvom han siger, han hader montager, klipper som om han aldrig havde lavet andet og faktisk genopførte genren hos radio24syv – under navnet Montager. Og så handler serien i den grad og selvfølgelig om Torben Brandt selv, der siden nedlæggelsen af genren i 2007 har holdt sin egen lille våge åben i det til-isede DR, med serien ’Radiofortællinger’ og som samtidig skabt sig en platform som ’Last-Man-Standing’ i montagetraditionen, han har sågar udgivet en bog om genren, ’At fortælle med lyd’, der beskrives således: ’Radiolegenden Torben Brandt er en del af den gyldne historie om danske radiomontager, der bogstavelig talt har skovlet internationale priser ind. Dette er hans bog til den næste generation af lydfortællere’.
’Eliten fra Rosenørns Allé’ beskæftiger sig ifølge Brandt med perioden fra 1976 og frem til ’midt 90erne’, og standser sin fortælling med en, efter min mening, noget vag og lidt for smart undskyldning til de mange kvinder, der fulgte efter de mange mænd, serien har valgt at fokusere på. Kvinderne bruger Brandt en, 1, sætning på, selvom der altså allerede var en hel del kvinder i gang i 90erne. De er så tydeligvis ikke en del af eliten, eller rettere, hvis de skal ind i historien, så må de lave deres egen udgave af den, som han siger mellem linjerne.
Problemet er, at der nok aldrig kommer nogen anden skildring af det miljø end den Torben Brandt netop har lavet. Danmarks Radio fyrede jo ikke kun de små 10 mand, der arbejdede med monteret radio, de lukkede simpelthen helt officielt genren, og i modsætning til Torben Brandt, der vist var på orlov og i øvrigt helt ude af gruppen dengang, stod jeg midt i den lukning, da det skete: Som skaber af 24 radiomontager og som afløsende chef for gruppen.
Lukningen af gruppen kom oppefra – og da det officielt blev meldt ud, at montagegruppen skulle lukke, troede jeg et naivt øjeblik, at det så betød, at man ville satse på de unge mennesker i ULTRALYD, men dem tog man med i faldet. Nu var man alligevel i gang. Det var slut med radio fra øverste hylde, det var for dyrt, sagde man, mens sandheden nok var, at vi manglede venner på de andre etager af glashuset i Ørestaden, at ledelsen betragtede os som sære og elitære og ikke mindst at vi simpelthen vandt for mange internationale priser for noget, de færreste dengang forstod værdien af. En god bekendt har engang kaldt generation 68 for generation græshoppe: ’De åd alt og efterlod ingenting’ og der var masser af hændervriden og kronikker fra Brandts 68-generation(han er 11 år ældre end jeg) – også fra den lidt yngre Ole Bornedal, der dog samtidig lige fik tilføjet at ’genren nok havde overlevet sig selv’, og sådan var stemningen faktisk blandt de, der bestemte, de havde lavet deres udsendelser og sat deres præg, vi har været der, så er der ikke mere at gøre der?
Torben Brandts serie er sympatisk. Fyldt med alle de gode klip fra alle klassikerne som mange kender og som Brandt og andre turnerer rundt med når de underviser i radio-podcast, javel, men selvom han siger montage som podcast som fremtid rigtig mange gange, har jeg personligt meget svært ved at se, hvor det er, genren montage lever videre i det format, og da slet ikke hos DR og dårligt nok hos Brandt selv, og nu bliver jeg fræk, for i serien forfalder han lidt for ofte til småsnak, aproposmusik(’Shine on you crazy Diamond’ med Pink Floyd bliver træls i længden – og vi har altså forstået, at det var os, eller rettere JER, der er med i udsendelsen, der var de der skøre, sære diamanter!) og bunker af ’apropos-klipning’(man hører nogen fortælle om noget, det gentages i klippet/musikken/lyden) af en art, der aldrig ville være blevet godtaget i montagegruppens tid og tre helt centrale kilder optræder i øvrigt uden nærmere begrundelse på en telefonforbindelse, selvom det burde være muligt at optage dem, face to face.
Men nu er det jo heller ikke en montage. Det er en podcast-serie, formet som en lang begravelse.
Under den her 13 afsnit lange gravsten ligger vi en hel del mennesker, som rådnende og bitre zombier og græder og prøver at få gravet os op af jorden, ind i det lys, der lige nu mest skinner på Torben Brandt. For det er ikke kun kvinderne, der forsvinder i Brandts univers.
I 1990 trådte jeg som 25-årig ind af døren i Danmarks Radios bygning på H.C.Ørstedsvej 49 på Frederiksberg for at holde et møde med Erling Kristensen, leder af Danmarks Radios montagegruppe. Sjovt nok var det indirekte Torben Brandts skyld, jeg stod der, men det var også en kulmination af mine egne ambitioner, ambitioner om at lave radiomontager, som jeg havde næret siden starten af 80erne hvor jeg havde hørt Ole Bornedals ’Knust kværn og Kvæstet’ i mine forældres rørradio i et sommerhus og havde stået helt stille foran apparatet i den time, det varede. At lave montager stod for mig som det ypperste, det højeste man kunne nå. Nu var jeg så på gangene, hvor jeg senere skulle komme til at møde både Christian Steentoft og en enkelt gang Viggo Clausen, begge møder var korte og anekdotiske og jeg tvivler på, jeg selv har gjort noget indtryk. Flere gange mødte jeg Torben Brandt, der dengang var netop ved at være færdig med sin sidste montage, ’Jagten på vogn 144’ – han har så vidt jeg hører serien lavet to i alt i eget navn. Jeg var netop færdiguddannet fra DJH, journalisthøjskolen i Aarhus og havde sammen med Bo Erhard Hansen lavet hovedopgave i radio – en udsendelse kaldet ’Den Syvende’, som havde modtaget radio-delen af DJHs første og eneste 13 tal til eksamen(ja, den gamle skala…og nej, den kan du heller ikke finde på DRlyd). Torben Brandt havde fået en kopi af udsendelsen af min lærer og givet den videre til Erling Kristensen, chef for montagegruppen, og nu sad jeg så der og skulle argumentere for, at den udsendelse var en radiomontage, og at Erling skulle sende den. Det ville han naturligvis ikke. Det var slet ikke nogen radiomontage, mente han, men når jeg nu havde lavet en udsendelse der hed ’Den syvende’, så kunne jeg vel godt levere syv gode ideer til ham, gerne i morgen?, sagde han. Jeg drønede hjem til Bo’s lejlighed, hvor jeg boede på en madras og skrev syv ideer ned og sendte dem med det kongelige danske postvæsen til Erling, der tog tre af dem og gav mig en kontrakt på to store radiomontager og et par mindre ting, hvilket betød, jeg kunne få løn i tre måneder. De tre måneders løn var vigtige: For så kunne man komme ind i A-kassen på høj takst, noget jeg ikke troede ville være nødvendigt, alle ville jo få øje på mit enorme talent og fastansætte mig, men det gjorde de selvfølgelig ikke og så stort var det rene talent måske heller ikke. Det var måske sågar selve meningen med hele kontrakten at løbe mig i gang og så se hvad der skete: Kunne jeg egentligt noget?
Jeg besad ungdommens arrogance og blev ved med at løbe hovedet ind i mure. Jeg klippede og skrev og lavede kladder, der blev afvist og jeg gik ud igen og igen og optog nye bånd, mens jeg prøvede at få nogen til at forklare mig, hvad det var, der skulle til for at lave en rigtig montage. Den forklaring kom aldrig, men jeg har næsten lært det selv, ved at lytte og ved at se andre arbejde, en viden, jeg engang troede, jeg ville kunne leve af, resten af mit liv. En radiomontage skal have mindst tre ’planer’, dvs. at historien skal handle om mere end det du hører, hvert klip består af én og kun én ’mening/handling’, hvert klip skal have ’substans’ og i sammensætningen af klippene går man efter kollision: At forskellige udsagn beriger hinanden med modsatrettet indhold og skaber ’en tredje mening’. Og allervigtigst: En montage er udenfor tid. Den handler om noget almenmenneskeligt. Og kan høres når som helst, igen og igen. Og jo, der er meget mere, men det må man nok læse Torben Brandts bog for at få ord på – hans podcastserie giver ikke megen forklaring.
Otte måneder efter mit møde med Erling Kristensen, en mand hvis hårdhed og domme over indhold var og er legendarisk, men som jeg sætter stor pris på og har lært uendeligt meget af, havde jeg kun fået sendt to radiomontager, den korte ’Pigen der Ikke ville være pæn’ og ’Kør stærkt, dø ung’, to udsendelser, der kun blev sendt én gang, som jeg ikke engang selv har en kopi af længere. Og som i den grad ikke findes på DRlyd. Jeg skyldte stadig en stor montage og den jeg arbejdede på, blev hele tiden sendt tilbage i hovedet på mig igen, det var aldrig godt nok, og jeg forstod ikke hvorfor og lå søvnløs om natten. Processen for at nå dertil, havde været hårdere end jeg, der var sølle 25 år, nogensinde havde oplevet, ikke mindst fordi, der ikke var nogen indtægter men til gengæld masser af arbejde. Og så var der ’triumf-viratet’, som vi kaldte det: De tre konsulenter, vi alle sammen skulle forbi og som skulle godkende vores ideer og vores programmer, noget der foregik ved standretlignende setups i lokaler med store højtalere, hvor man spillede en kladde for Erling Kristensen, Stephen Schwartz og Mads Baastrup, der sammen med tekniker Ulla Kristensen(heller ikke nævnt i Brandts udsendelsesrække) udgjorde montagegruppens eneste fastansatte flok.
Over for dem, var vi vel 20-25 internt ekstremt hårdt konkurrerende og pivfattige freelancere, der var helt afhængige af, at få antaget programmer, hvis vi skulle nå ud over understøttelsen, for hvor mesteren Christian Steentoft var købmand nok til at få en seriøs betaling for sine programmer, fik vi andre 40.000 kr per program. Det kan lyde som en enorm sum men i den periode nåede jeg aldrig at lave mere end to programmer om året og det var ikke fordi, jeg hvilede på laurbærrene – vi optog og klippede døgnet rundt, hvilket mine hårdtprøvede partnere fra den tid kan bevidne. Til gengæld blev vi lovet genudsendelser – hver af dem ville give os halvdelen af honoraret oveni og så ville en radiomontage nå op på at give over 80.000 kr, sagde ledelsen. Problemet var, at vi var mange om buddet og at de genudsendelser aldrig er kommet. Der skulle jo være plads til genudsendelser af de gamle store. Jeg fik lavet ’Spiser de Hunde’, ’Opkald til Kærlighed’, ’Bomben i Skamstrup sogn’ og ’Inspirationskurset’, de tre sidste er der ingen der kan huske, for de blev kun sendt én gang(og findes heller ikke på ‘DRlyd’) og jeg klarede fire år i gruppen som kreativt prekariat, det kostede mig to mavesår og et parforhold og det var måske relativt billigt sluppet. Andre omkring mig gik totalt i opløsning, og vågner stadig skrigende af raseri over spildt tid og ungdom og angst over hvad der skete i gangene på H.C. Ørstedsvej… De montager, de producerede under stort pres undervejs er væk. Sendt én gang. Og efter lukningen af montage-gruppen, har ’montageguldet’, som det kaldtes internt, været gemt og glemt, selvom det, om noget, ville kunne løfte DR ind i en fortællende podcast-fremtid – på den anden side, ville det også fortælle historien om, hvor fine programmer, der engang kunne laves for hvad der i dag er småpenge, og som det ser ud nu, hvor alle tilsyneladende kan lave radio, eller ihvertfald podcasts, bare de har en mikrofon, virker ingen interesserede i at få hævet barren igen?
Undervejs var jeg blevet venner med Torben Paaske og Peter Kristiansen, to hårdhudede selvlærte virkelighedsoptagere, der ligesom vi andre kæmpede fra hus til hus for at få noget på FM og overleve den brutale efterkritik man stod model til, når det endelig var lykkedes, en efterkritik, der på den ene side var lærerig og gjorde én klogere, men på den anden ofte fik karakter af avancerede karaktermord, karaktermord, som jeg selv deltog i: Hellere ham, end jeg. Det var et frit liv med kunstnerisk højt til loftet. Vi levede kun for radio, for det sublime. Men vi arbejdede også hele tiden, vi drak for meget kaffe og billig rødvin, røg smøger konstant og sov alt, alt for lidt. Jeg kom fra Jylland, jeg kendte ingen i København og havde ingen forbindelser, var provinspunker og yndede at møde op på gangene iført secondhand-jakkesæt, skjorte, slips og spidse sko, både på Rosenørns Allé, men især på H.C. Ørstedsvej, hvor montagegruppen som sagt boede i en sær cirkel af kontorer til konsulenterne og studier, vi kunne klippe vores lyd-kladder i(og hvor jeg ind imellem sov), alt sammen pakket ind i en kakofoni af klaprende ibm-kuglehovedskrivemaskiner, hvor kommende montører sad og skrev på version 200 af et eller andet manuskrift. ’Skal du til begravelse’, lød det mere eller mindre enstemmigt fra konsulenterne når jeg kom ind i mit provinspunklook. De var iført ens uniformer: Cowboyskjorter og bukser og Ecco/Jacoform sko.
Jeg var i gruppen samtidig med enormt dygtige kvinder som blandt andet Anne Røgilds, Anna Elisabeth Jessen, Hanne Fast-Nielsen, Karin Hegelund, Pia Friis Laneth, Rikke Houd, Johanne Mygind, Kirsten Laumann, Sabine Hviid, Lisbet Kjær Johansen og Anne Gyrithe Bonne og med jævnaldrende mænd som Søren ‘Charlie’ Jensen, Jens Christian Krøgholt, Kim Bøttcher, Georg Larsen, Ilan Schefelovitch, Lars Thomsen og Henrik Bidstrup – og der var flere – i ved hvem i er – det var mine bekendte og venner og konkurrenter og jeg synes de lavede gode montager, flere langt bedre end mine, men vi er åbenbart ikke store nok til at Torben Brandt kunne se os – dengang eller nu – og det er også helt i orden – vi laver alle sammen vores egen historie og vores aftryk her i livet er jo blot rystende fingre i et glas vand og som Brandt selv konstaterer, ja så var det et enormt konkurrencepræget miljø, med bunker af intriger og smædekampagner og talen bag hinandens ryg, en evig kamp om vinde priser og anerkendelse og blive anmeldt godt, for det gjorde aviserne dengang med montager, som var de bøger eller nye plader. Men her på det sidste, siden genren blev lukket, har det handlet om én ting: At være den, der skriver historien.
Omkring 1992 lavede Peter Kristiansen og Torben Paaske et udbrud fra gruppen og skabte deres eget i et lille, overfyldt studie overfor radiohuset i Julius Thomsens gade: ’Lydpotten’ var et stærkt eksperimenterende radio-collage program, hvor eneste faste element var lyden af meget træt bil, der prøver at starte, videreført under navnet ’Lydmuren’ og til sidst ’Ultralyd’, hvor mange af os fik plads til at eksperimentere, hvor stemningen var venligere, og hvor jeg personligt lærte at MIKSE programmer, at kunne kontrollere fire spolebåndoptagere, en pladespiller, en CD-spiller og en række effektmaskiner via en stor pult, samtidig, og sætte alle disse elementer sammen til en, stor lyd, noget der i dag er erstattet af et simpelt computerprogram. Jeg lærte det udelukkende ved at se på salig Peter i to år og til sidst få lov til at overtage helt, når mesteren selv trængte til en lur mens deadline nærmede sig. Vi har mange gange afleveret udsendelser et bånd af gangen – mens det første spillede, blev bånd to klippet færdig og jeg løb over i radiohuset for at få det på. I Lydpotten/Lydmuren/Ultralyds lokaler var der fristed for Kasper Søegaard, Rikke Houd, Pernille Bach og Julie Bang og mange andre og det var også stedet hvor folk som Tim Hinman og Krister Moltzen trådte deres store radiofoniske barnesko, og ja, deres Third Ear er måske montagens sidste holdeplads i dag, for selvom også de har sagt, de hader montager, har de dybest set ikke lavet andet. Udsendelserne fra Lydpotten, Lydmuren og Ultralyd findes nok i arkivet endnu. Men ikke på DRlyd.
I 1994 forlod jeg genren. Jeg kunne ikke klare mig økonomisk mere, men jeg kunne få et job med at starte ’Harddisken’ på P1, nu som studievært. Det var sjovt, anderledes og frit og helt mit eget, men montagen gnavede i mig, jeg ville stadig fortælle lange historier og lære fra mig og jeg vendte tilbage i 2000, denne gang som fastansat og en af de konsulenter, jeg selv havde frygtet i 90erne. Jeg fik syv år på den post og nåede op på at have lavet i alt 24 radiomontager(to kan måske findes – hvis man leder – på DR-lyd), hvor tre har været med til konkurrencer ved Prix Europa, ’Godnat og Sov Godt’, ’Lægens Hus’ og ’Når stemmen ikke stemmer’ – de vandt ikke, men blev pænt omtalt – ’hvis bare lige du havde gjort…’ lød det og jeg bøjede hovedet og gik rasende og skamfuld hjem. For det var som om, festen allerede var forbi i takt med, at ’de gamle’ – 68erne i cowboytøj og Christian Steentoft, forlod skuden, mens ledelsen gik bygge-amok. Først var det overdjøfferen Christian Nissen, hvis megalomani og politiske behagesyge fik DR til at sælge radiohus og TV-by for en slik og bygge et katastrofalt underfinancieret glaspalads i stedet. Danmarks Radio gik dermed fra at være en selvfinancierende institution i egne bygninger, hvor pengene kom ind på en palle en gang om året og blev brugt til programmer og vedligeholdelse, til at være en koncern med massiv gæld i bygninger, gæld optaget på markedsvilkår, der skulle afdrages. Kenneth Plummer skulle rydde op og budgetterne blev skåret ned år for år, det var også under ham, Danmarks Radio officielt blev koncernen DR(det var forbudt at sige Danmarks Radio både udenfor og indenfor glasset, fik vi at vide – og nej DR står ikke for noget!), vi faste skulle lave mere og mere, og det forslag til få et miljø som montagegruppen moderniseret og ind i fremtiden, som jeg og folkene bag Ultralyd havde skruet sammen i vores glasbure i de åbne lokaler i DR-byen, blev høfligt diskuteret ved mange møder og udsat lige til den dag, den længe planlagte lukning blev annonceret. Samme år, i 2007, vandt Torben Paaske Prix Italia for ’Bomben i Bagdad’ mens Montagegruppen og hele Danmarks Radio eksploderede om ørerne på os.
For én, der har tilbragt 11 meget formative år i Montagegruppen havde jeg glædet mig til den her serie: Ville man kunne mærke stemningen fra dengang? Ville Torben Brandt kunne mane den både meget kreative og samtidig farligt giftige ånd, der hang over H.C. Ørstedsvej frem – og ville han formå at gøre det på en måde, der pegede fremad, ikke tilbage? Ville der komme et bud på, hvad der skete, dengang i 2007? Efter at have lyttet til samtlige afsnit i en køre, er mit korte svar: Nej, ikke rigtigt. Det blev en gravsten. Den er ikke pænere, end de, der allerede er rejst. På den anden side kan jeg genkende den unge Brandts ambitioner. Han ville, ligesom jeg, også gerne være en betydende del af det hele – i montage-historien.
Nu er jeg selv en af de gamle. Og jeg har med alderen opnået selvindsigt nok, til at måtte indrømme, at alene det faktum, at jeg, der faktisk var der, og var venner med flere af de portrætterede, at jeg ikke er med i serien, det får mig til at føle mig ligeså forladt og fortabt, som jeg har gjort alle de gange, jeg fik nej til et nyt program, blev jordet i en efterkritik eller ikke vandt de Prix-Italiaer eller Prix Europaer, jeg dengang mente, jeg i den grad fortjente(det gør jeg ikke mere – jeg var alt for forfængelig). Og derfor skrev jeg så denne klumme, ikke kun på vegne af mig selv, men også fra de andre glemte, som nok har det som jeg, og så er den i øvrigt ikke specielt henvendt til Torben Brandt – men til DR.
For ’Eliten fra Rosensørnsalle’ er måske interessant radio, undskyld: En ’DRlyd’, for en helt ny generation. Det håber jeg. Men det er trist, at fokus stadig så intenst er på det, der allerede er væk, ikke på den fremtid, der blev lukket og på det, der blev sendt i mellem perioden, en periode hvor især kvinderne vandt, Prix Italiaer og Prix Europaer, mange flere priser end mændene fra podcast-serien nogensinde nåede i nærheden af. Indtil videre må jeg nøjes med at lykønske Torben Brandt med at have (gen)erobret, og nydeligt gravsat et stykke af fortiden. Og huske at sige tak for, at han i sin tid gav mit kassettebånd videre til montagegruppen, for jeg ville ikke have undværet de år og de mennesker, jeg mødte og sloges og drak og diskuterede og klippede og miksede med der, heller ikke Torben, selvom vi ikke så meget til ham dengang på gangene. Min eksamensopgave blev i øvrigt sendt igen på Danmarks Radio, nu som en ægte radiomontage efter nogen år, jeg var jo blevet fastansat og det kostede ikke noget.
Til sidst mit egentlige ærinde, den ting, der er at gøre: At opfordre til, ja KRÆVE at Danmarks Radio får åbnet arkiverne, så vi kan komme videre end til det, vi allerede elsker, men kender til bevidstløshed. Sæt montagerne fri! Dem alle sammen! NU! Og hvis juristerne, DRs nye herskere, er nervøse over, hvad det koster, så tag det roligt: I skylder, men vi finder ud af noget. Vi har faktisk ikke råd til andet.
PS: Salig Peter Kristiansen ‘takkede’ radiodirektøren for Kryger-Prisen i 2004 på bånd. Det er værd at lytte til igen – i hele sin varighed, ikke blot som den lille sentimentale stump Torben Brandt tager med: Peter Kristiansens krygertale
Pigen, der ikke ville være pæn Den Syvende Kør stærkt – dø ung Spiser de hunde Taxa til kærlighed Manden der gennembrød lydmuren(text) Bomben i Skamstrup sogn Den Røde Knap Det magiske øje Lægens hus TelsaBlues(text) Dobbeltsengen Inspirationskurset Når stemmen ikke stemmer Fejlstillinger Den heldige terrorist God nat og sov godt Peters Undervandsbåd CIA-airlines Prinsesse Daisy I Neverland Det magiske Øje Selvforsvar På fri fod – om en dreng, der vil ud Rummanden Intet at skjule – intet at frygte Det Tabloide Valg
(Montøren som ung selvoptaget hvalp FOTO: Les Kaner)
GARAGEN 