GARAGEN

Anders Kjærulffs billedboble, ord- og lyd-strøm fra den lille garage i det store internet

    • ‘TILT’ – en boganmeldelse

      ‘TILT’ er som bekendt det, der sker, når man har tævet alt for hårdt på en flipper-maskine, når du har rykket i den og rystet den for meget og noget i den så låser sig fast og man mister en af de kugler man har betalt for, og det er netop det, der sker for bogen ‘TILT’s  hovedperson, der ikke bare mister bolden, men hele maskinen og spillet og virkeligheden.
      ‘TILT’ er Morten Vammens anden bog, den første hed ‘Efterfesten’ og udkom i 2003.
      TILT handler om Janus.
      ‘Janus’ er også den græske gud for begyndelser og overgange, han har to ansigter, et glad og et mørkt og har som figur hærget litteraturen gennem mange år, ikke mindst i Klaus Rifbjergs ‘Den Kroniske Uskyld’ og hvis man skal være polemisk, så kan man godt sige, at ‘TILT’ kunne have heddet ‘Den kroniske SKYLD’, for hovedpersonen Janus er i den grad skyldig, ja, han inkarnerer nærmest de syv dødssynder i sig: Griskhed, Utugt, Misundelse, Raseri, Vrede, Dovenskab og ikke mindst: Hovmod.
      Janus nægter nemlig at lære noget, han retter ikke ind, han bliver ikke klogere, eller rettere: Han mener hele tiden han er den klogeste, at alle andre er svage og idioter og slaver af mode og penge og forfængelighed, mens han i virkeligheden selv, som en flue i et edderkoppespind, sidder mere og mere fast i de mønstre, han bogen igennem beskylder alle andre for at leve i.

      Janus er kort sagt noget af en håndfuld, og jeg må indrømme, at jeg flere gange gennem bogen blev alvorligt træt af ham. Ihvertfald indtil det gik op for mig, at han simpelthen ikke kan være andet, at han, ligesom i flipper-spillet, er en kugle med en retning og en bevægelse, han ikke selv er herre over, og han bare hopper fra det ene hul til det andet, uden at vide hvorfor eller hvorhen.

      ‘Jeg erkender jeg systematisk bliver krænket konstant af kedsomhed,
      middelmådighed, forudsigelighed – latterlige underlødige produkter og medier,
      masserne så spejler og ekkoer hjernedødt. Den massive banalitet har
      radikaliseret mig, jeg hader oplevelsen af alle er kastrerede og smittet med
      universel usikkerhed, for så performer og forbruger vi bedre.’ (Janus i TILT)

      NEPOBABY og #Metoo
      I begyndelsen af romanen er Janus på toppen: Han bor med sin kæreste, en rigtig ’NEPO-baby’, der ikke arbejder men bare har en rig far, og deres lille datter i en dyr lejlighed, han har en smart bil og et højt betalt job hos Danmarks Radio, DR, hvor han er en del af en nyhedsmølle-maskine han tydeligvis foragter og føler sig højt hævet over.
      Da han møder ind på arbejde en mandag morgen, bevidst forsinket og arrogant over for alle kolleger, pligter og andre trivialiteter, bliver han kaldt til samtale med sin chef, der fortæller ham, at han er fyret og skal rydde sit skrivebord øjeblikkeligt.
      Janus er ramt af ’Metoo’ efter at have været sammen med en praktikant til en personalefest, noget han simpelthen ikke selv erindrer efter en aften med masser af alkohol og stoffer, men samtidig bestemt ikke kan afvise har fundet sted.
      Historien rammer medierne og herefter begynder Janus en massiv nedtur: Hjemme i lejligheden har kæresten læst om skandalen på nettet og smidt hans ting ud, klippet hans tøj i stykker, sat ild til hans ejendele og skiftet låsen.  Janus reagerer igen hovmodigt, nægter at forstå nederlaget og starter en månedlang fest, en grådig københavnsk ’Tour De Chambre’ fra den ene klub/reception/modemesse/kunst-event til den anden, det hele midt i en tyk hvid sky af kokain og champagne og mere eller mindre god vin og meget af tiden med sin ven, Nikolai, en falleret digter med forældrekøbslejlighed og naive ambitioner, som sin wingman. (Dialogerne mellem Nikolai og Janus er i øvrigt ret fantastiske, og jeg greb mig selv i at tænke, at der måske lå et muligt teaterstykke, lige der?)

      Janus forsøger at komme tilbage i den medieverden, han foragter inderligt, men  må konstatere, at han er for gammel og for socialt radioaktiv til at nogen vil hyre ham. Han mister al kontakt til sin datter, eks-kæresten finder sig hurtig en ny mand og da Janus ikke har nogen fast bopæl eller arbejde, er familien som helle og position endegyldigt slut for ham. 
      Han forsøger at melde sig arbejdsløs og få penge fra staten, kun for at blive mødt af et absurd og ondsindet system af selvoptagede sagsbehandlere pakket ind i et korps af aggressive vagter, et system der minder forbavsende meget om de jobcentre, der allerede findes nu, selvom TILT foregår i en ikke nærmere angivet fremtid. 

      ALLE BYENS NØGLER
      Da han har nået bunden, møder han en gammel gymnasiekæreste, der har slået sig på aktivisme og lever som en slags bypartisan med nøgler til alle lejligheder og en aldrig svigtende evne til at gå under radaren. Hun tilbyder ham et andet
      liv med en slags mening i, men heller ikke det er nogen løsning for den evigt ironisk analyserende Janus, der i stedet slår sig på handel med kokain sammen med Nikolai, da de begge har opbygget en solid narkogæld til farlige typer i
      byen.
      Janus bliver kort sagt aldrig klogere.
      Tilgengæld er han vred, edderspændt rasende, mere og mere vred over den verden, han lever i og som hele tiden straffer ham. 
      Den er forkert, den verden, og den skal ødelægges for at vække alle de andre, mener han, og så går han ellers i gang med at planlægge et gigantisk terrorangreb på København!
      Her skifter bogen gear og åbner for en slags Palle-alene-i-verden-apokalyptisk poesi: Angrebet inkluderer amerikanske droner og hærmyrer og LSD i vandpistoler og DET vil jeg ikke fortælle mere om her, det bør man selv læse, for der er raseri og renselse i det inferno, hovmodige Janus får skabt omkring sig, et inferno, jeg tror de fleste, der har haft en virkelig dårlig dag kan genkende som den ultimative ønskedrøm: Hvis bare alle de mennesker, jeg ikke kan lide forsvandt…. 
      Men også denne renselse, er kun tilsyneladende…

      TILT er stilistisk set i en genre for sig selv. Morten Vammen blander paranoia, agenter, overvågningsteknologi, burner-phones, kampdroner, kulturkritik, modelbyggesæt, revolutionsromantik,  poptekster, analyser af Hip-Hop-Fænomener og sociale medier med rasende udfald mod en verden, der er ved at gå i stykker, som skærmen på en iPhone i hænderne på en angstramt teenager. Medierne, som han kender indefra, beskrives særligt ætsende, de er et akvarium, fyldt med mennesker, der kun kigger ondt eller lystent på hinanden, publikum findes eller regnes ikke, nyheder er manipulation, sandheden er inderligt ligegyldig.

      FORTVIVLELSE
      Som bog er TILT krævende og interessant, krævende fordi hovedpersonen er så selvoptaget og har så uendeligt mange ord i lasten, der skal læsses af og interessant fordi Janus som person, også er et perfekt billede på den verden, forfatteren tydeligvis fortvivles over.
      Som tilflyttet jyde-tamp i kongens København, er jeg ikke nok inde i persongallerierne i indre by til at kunne komme med bud på, om TILT også er en nøgleroman med konkrete, virkelige personer ind i mellem, men mon ikke, der er en enkelt eller to, der tror de kan se sig selv, i det her møjsommeligt smadrede spejl af en bog?
      Ikke at det betyder noget som helst, i denne hyper-skærm-opdaterede udgave af et Dantes ’Inferno’, hvor hovedpersonen skal gennem den ene cirkel af helvede efter den anden og vi med ham.
      TILT er en bog, der ikke ligner noget, jeg har læst før.
      I bogverdenen, de traditionelle medier og blandt anmeldere har der været larmende tavst omkring udgivelsen, sandsynligvis fordi der er tale om en selvudgivelse uden et forlag bag. Ikke en eneste omtale af TILT, udover forfatterens egne citater på det Facebook, der mere og mere ligner et fængsel.

      Det er synd. For TILT kan faktisk et og andet i alt sit brændende, ja, krænkede raseri, den er en lutrende flamme, et bål omkring det falske i os mennesker og under de mediehuse og sociale medier, vi alle sammen burde have forladt for længst. 
      Lad os brænde det ned til grunden. 
      Og begynde forfra?

      TILT kan købes her: https://www.saxo.com/dk/tilt_bog_9788743000327

    • Når det handler om MIG…og jeg lige er stået op?

      Hvis nogen skulle have lyt til at lytte til mig, i 75 minutter om alt mulig og ingenting, så er der muligheden her….der er også en slags playliste i bunden, så man kan hoppe frem og tilbage. 75 minutter er lang tid….

      Forhistorien til den her videopodcast, lavet af Jakob Seierø, er, at vi talte en masse sammen først, lavede en aftale, flyttede den igen og aftalte at mødes i Vanløse i CYBERSUNDHEDS-STUDIET en tidlig morgen kl. 9.
      Et par uger før havde jeg fået en ny telefon, en Volla 22 de-googled android og jeg kunne ikke få min kalender overført og var faktisk, ja, naivt, igang med at skifte til en analog papirkalender.
      Resultatet var, at jeg vågnede en morgen ca. kl. 8 og tænkte, sikke en dejlig dag, jeg skal jo ingenting – kun for, en halv time senere at komme i tanke om, at jeg skulle være i Vanløse om 10 minutter…på det tidspunkt lå jeg stadig og læste i min seng, men sprang op, kastede mig ind i bilen og sendte en mail om, at jeg blev ret voldsomt forsinket…det blev jeg, ca. 45 minutter.
      Det blev så også udgangspunktet for den samtale vi fik – om det menneskelige vs. det digitale – at en computer aldrig ville være kommet for sent – det er kun mennesker, der kan finde ud af det.
      Jeg havde også glemt, at de ville optage video samtidig, så jeg lignede mig selv i form af et menneske, der lige var stået op….
      Samtalen var ret interessant – for mig – men også meget, meget lang.
      Der er noget med, det hele vist ender i en bog, engang?
      Nu må vi se.

      Man kan følge med her: https://www.cybersundhed.dk/

    • FØRST MED DET SIDSTE?

      Digitaliseringsministeren, Marie Bjerre, har været på rundtur i Sillicon Valley og er sidst set iført et VR-headset hos det tidligere Facebook, nu META.
      Ministeren ser begejstret ud og bag hende er der et skilt hvor der står ‘velcome minister Bjerre’.
      Men i virkeligheden er Marie Bjerre ikke særlig glad. For nylig udgav hun og hendes nye ministerium tryksagen ’Redegørelse om Danmarks Digitale Vækst’ – og her skriver hun: ’Det ser ud til, at Danmark har tabt fart i udviklingen – for redegørelsen viser også, at Danmark ikke længere er nummer et i Europa inden for digitalisering. Danmark er dog nummer ét i andre opgørelser.  Andre landes digitale udvikling accelererer, og derfor må vi ikke læne os tilbage’, skriver hun og fortsætter:
      ’Der er flere områder at tage fat på. Særligt skal vi se på digitale kompetencer. Adgang til kompetent arbejdskraft er afgørende for, at danske virksomheder kan lykkes med digital omstilling. Min ambition er, at vi som land gør alt hvad vi kan for at skabe værdi, når vi fremover fortsat investerer i den digitale omstilling. Til gavn for danske virksomheder, borgere, grøn omstilling og dansk økonomi. Vi skal lykkes og skabe nyt momentum.’
      Hvad vi SKAL med det digitale, udover de sædvanlige, udokumenterede grønne luftkasteller, det er uklart udover over altså et momentum, et ord, der er endnu et af den moderne verdens mange anglificeringer og som faktisk kunne oversættes til det fine danske ord: FREMDRIFT.
      Jeg har været på V2 Security-messen messe i Øksnehallen og talt med SIKKERHEDSFOLKET om hvor al denne fremdrift fører os hen.
      Og så har jeg været på DATAMUSEUM med Poul Henning Kamp, der fortæller om den danske teknologiske udvikling dengang hvor fremdriften kom af sig selv og ikke krævede undersøgelser fra Deloitte og Software fra Microsoft eller Apple, men samtidig den tid, hvor politikerne smed en spirende gruppe danske skoleelever i armene på IBM og Microsoft – for al det der programmering, hvad skulle vi bruge det til?

      NB: Søger stadig en sponsor – skriv mig på aflyttet@proton.me


    • #AIAIAI!

      #AIAIAI!

      I de seneste måneder har der hylet et kor så højt, at det næsten er stand til at overdøve min tinnitus.
      Koret synger en sang, vi har hørt før – dengang hed det nano-tech, robot-teknologi, web 2.0 og allerførst: Internettet. Men alting er helt anderledes nu, må vi forstå, intet af det vi vidste gælder mere og fremtiden sker for øjnene af os og den er både farlig og ekstremt indbringende og hvis vi vil deltage i den, så må vi stemme med i koret og synge omkvædet: AIAIAI!
      AI aka kunstig intelligens har med begejstret backup fra tons-tungt investerende techgiganter og villige klakører blandt mine ærede kolleger sprængt HYPE og Bullshit-måleren så eftertrykkeligt, at nålen roterer som en løbsk sekundviser i et ur, der ligesom påstandene om kunstig intelligens er helt og aldeles ude af kontrol.
      For os, der har fulgt med i den teknologiske udvikling, der i dag er lig med ordet DIGITALISERING, et PLACEHOLDER ord som alle kan bruge som det passer dem, så er der godt nok en helt del flashbacks i lanceringen af kunstig intelligens.
      Kan du f.eks. huske robotterne? Dem, der i løbet af nul komma fem ville tage vores arbejde? Og som ville gøre alle lastbilchauffører arbejdsløse, nærmest over night, eller de selvkørende biler, som nu har hærget ideen om offentlig og privat transport de sidste 15 år, uden rigtig at komme ud af stedet, undtagen som en fiktion, der endnu sitrer i vore beslutningstageres hjerner og forhindrer dem i at tænke klart, blændede som de, og vi andre bliver, når firmaer som Tesla, Uber, Microsoft og Amazon bestemmer sig for at tænde for den helt store reklamekanon, den der nu er ladet med AIAIAIA.
      Den store sang om kunstig intelligens er endnu mere besnærende fordi den indeholder et absurd og samtidig ateistisk, ja blasfemisk forjættende løfte, som Google og Open AI og Microsoft hele tiden lader sive mellem linjerne af de hyper-optimistiske pressemeddelelser:  At det de har lavet, ikke bare er en avanceret statistisk/stokastisk papegøje men en ny GUD, der kan tænke selv.
      DEN Gud har et navn, SINGULARITETEN, ideen om, at computerne vågner og får bevidsthed, og den religion som singulariteten er GUD i, hedder TRANSHUMANISME.
      Transhumanisterne mener, at vi mennesker ikke er gode nok som vi er, at der er noget mere derude, hvis bare vi forbedrer os selv med teknologi. De fremmeste diciple for Transhumanismen mener i ramme alvor, at de kommer til at leve evigt inde i en kunstig intelligens og det har de gjort længe, og NU, nu er det angiveligt alvor, og skulle det, som jeg forventer, alligevel ikke ske, så kan tanken om almægtig teknologi ihvertfald bruges til at sælge nogen services, hvor man er fri for at tage ansvar for hvad den gør – for Hey, den har jo sin egen vilje?
      i 2019 talte jeg med én, der mente, det var en farlig tankegang. Hun hedder Sarah Spiekermann og er en af forfatterne til det anti-transhuminanistiske manifest og det indslag, det blev bragt for fire år siden dengang Aflyttet blev sendt på FM, og nu synes jeg, det er på tide jeg bringer det igen, for det har aldrig været vigtigere.
      TRYK og LYT herover!
      NB: Det her er en gratis udgave af aflyttet – jeg søger stadig en sponsor       – du er velkommen til at maile mig et TILBUD: aflyttet@proton.me

    • Når luften er elektrisk

      Kaster jeg lange, lange skygger

      Og husene er gnedet ind i lys

      En kran synes at svæve i luften, et fly, en fugl i bevægelse

      Og på Toftegaards Plads, i skyggen, dirrer en sætning af Henrik Nordbrandt på en mosklædt sten.

    • KH @kjaerulv: Du er infrastruktur – skal vi gå i DATA-strejke?

      LYT TIL INDSLAGET

      I de sidste par uger har jeg lidt af en stadigt stigende utilfredshed med den måde borgernes data bliver behandlet på.  Det er nemlig efterhånden blevet sådan, at alt staten har fået at vide om os, det vi har været nød til at fortælle dem om for at få en ydelse, eller rådgivning eller en ny nummerplade til bilen eller køre en tur med toget, det er ikke længere noget i sig selv, nej, det er noget, der skal sælges eller i hvert fald UDNYTTES og bruges til optimering eller besparelser, også og i den grad selvom ingen har spurgt os om vi har lyst til det.

      Efter de sidste 15 års permanente og rasende angreb på borgernes privatliv og retten til at være i fred, tydeligst set gennem de der sociale medier, som har vænnet os til, at vi skal tale med hinanden og vores politikere i, mens vi er i et miljø, der minder om et forhørs lokale hos STASI, pakket med mikrofoner og kameraer og kunstige intelligenser, der træner sig selv på os, ja, så er det eneste danskerne efterhånden har ret til at sige: Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte.
      Det er som bekendt noget værre vrøvl, men vi må  da håbe, der er bare en lille smule sandhed i det, for det kommer til at gå stærkt nu, meget, meget stærkt.

      ENORMT POTENTIALE
      Således er der netop tiltrådt en ny chef for rigsarkivet, Rigsarkivar, Morten Ellegaard, en mand, der i løbet af de seneste tyve år har arbejdet med digitalisering i flere dele af centraladministrationen og som allerede nu har udtalt til DIGITECH hos Ingeniøren, at: »Rigsarkivet er hele Danmarks hukommelse, og det indeholder rigtig mange data, der rummer et enormt potentiale. Vi skal bruge data bedst muligt, og se på hvordan vi udnytter vores ressourcer bedst« siger altså Morten Ellegaard, hele  Danmarks nye Rigsarkivar, der tydeligvis fortsætter linien med at se alle data og dermed borgerne som råstoffer for optimering og mulig profit eller besparelse, mens det, der vel egentlig var meningen med arkivet, nemlig at bevare fortiden for fremtiden, i den grad træder i baggrunden.
      Men altså. Morten Ellegaard er jo bare en mand af og til tiden, og tiden kalder på data, optimering og effektivisering, så meget, at vi hele tiden glemmer, hvorfor vi egentlig er her og hvad vi egentlig skal?
      Men det er alt sammen ligemeget hvad jeg synes nu, for det handler kun om én ting, ÅBNE DATA. Åbne data og det var en ide, der egentlig startede rigtig godt: Staten skulle stille informationer til rådighed for offentligheden, ikke for effektivitet eller optimering, men for mere demokrati og åbenhed i forvaltningerne, så vi, borgerne kunne kigge dem efter i sømmene.

      MØRKLÆGNINGSLOV
      SÅDAN gik det som bekendt slet slet ikke – den nuværende offentlighedslov har p.t. medført, at journalister og borgere der kræver aktindsigt i sager, får udleveret dokumenter, der ligner kunstværker, med tykke lange sorte tuschstreger hen over alt det væsentlige, for det er åbenbart utrolig vigtigt at vores embedsmænd og politikere får al det privatliv, de helt uden at blinke tager fra os andre?
      Og nu nærmer vi os dagens egentlige konkrete emme, jeg beklager det tog så lang tid at komme derhen men sådan er det jo nogen gange, især når man skal rejse med tog, og det er ligepræsis det, vi skal nu.
      MEN: For at kunne gøre det, så skal man pine-død anvende enten kreditkort til at betale for billetten eller bruge sit REJSEKORT og begge dele afsætter som bekendt klare og tydelige spor om hvem vi er, og hvor vi er rejst hen og hvornår og heldigvis for data, så har Danmark en regnskabslov, der betyder at de oplysninger, de skal gemmes i mindst fem år og sådan har det været siden rejsekortet blev indført i 2008 efter at skandaløst forløb, der fordoblede prisen på systemet. DENGANG var vi nogen, der hylede op om, at de der LOKATIONS-DATA, altså viden om, hvor vi rejste hen og hvornår, at det var sensitive data, og at det var nyt, at de kunne gemmes – før rejsekortet havde vi klippekort og fysiske billetter, og de kunne hverken gemmes eller trackes.
      DSB og staten sagde dengang, at vi skulle tage sølvpapirshattene af, de data skulle jo ikke bruges til andet end at overholde regnskabsloven, så tag det roligt, hr. Paranoia! Det hele skulle højest være til statistik.
      Men det passede selvfølgelig ikke. For når der ligger data, og man ikke har en helt klar ide om hvad man IKKE må med dem, så bliver de selvfølgelig brugt. Og en rejse, der er registreret, er ikke en fri bevægelse. Den er jo overvåget!

      MISTÆNKELIGGØR OG STRAF
      Første måde at bruge rejsekort data på var naturligvis at mistænkeliggøre brugerne. Man begyndte simpelthen at smide noget overvågning henover kundernes rejsekort og registrere hvis man havde glemt at tjekke ud. Når det er sket tre gange, bliver rejsekortet lukket. Derudover er der noget gummiparagraf omkring, at man kan overvåge i tilfælde ‘mistanke om misbrug’. Der har været en historie om, at man registrerer folk, der pludselig skifter rejsemønstre, f.eks ved at stå af en station før de plejer (jeg kan ikke finde bekræftelser på nettet). Og så er der de, der har overtrådt DSBs ‘threestrike-law’ ved at glemme at tjekke ud tre gange i træk, de kommer i det, man så venligt kalder ‘kunderegistreret’ og der er p.t. ca 6000 mennesker, der er i karantæne i mindst et år, før de kan få et nyt rejsekort.
      Men – og nu nærmer vi os kernen – det var naturligvis ikke nok.
      I slutningen af februar 2023, kunne digitaliseringstyrelsen så erklære, at nu vil trafikstyrelsen forære det hele væk.
      ’Der indsamles dagligt over en million datapunkter, når danskere, som rejser med bus, tog eller metro, stempler ind og ud med deres rejsekort. Trafikstyrelsen er i gang med at planlægge, om data fra rejsekortet fremover skal gøres offentligt tilgængeligt i en anonymiseret form. Data vil da fx kunne bruges af virksomheder til at bygge tjenester til gavn for borgerne’, skriver styrelsen og inviterer interesserede firmaer til ‘dialogmøde’ den 7 marts.

      ANONYM?
      Men ANONYMISERET FORM, skriver de? Det lyder jo beroligende, men sporene skræmmer hvad den slags angår.
      Så jeg ringede til Jesper Lund, formand for IT-politisk forening og spurgte ham, hvad han mente om det hele – og hvis du vil høre alt hvad han siger, og det er klogt, så skal du klikke på og lytte til lydfilen i toppen af det her blogindlæg, men det han blandt andet siger er, at det er UMULIGT at lave anonyme data ud af rejsekortdata, da det tager et Machine Learning-system få sekunder, at regne ud, hvor du bor(det er der du starter dine rejser fra) og hvor du arbejder(der du ender) og, hvis man ‘beriger’ de data med lidt fra de sociale medier eller andre offentlige data, så har du navn og adresse lige midt på skærmen.
      Jesper Lund mener, at kunderne til de her data helt oplagt ville være f.eks. PET eller andre efterretningstjenester og selvfølgelig de sociale medier, der så kan berige deres data yderligere og naturligvis alle de, der gerne vil sælge os et eller andet ud fra hvor vi er henne i løbet af dagen.
      Han mener desværre også, at der ikke er ret meget at gøre ved det.
      Bedste bud er, at vi danskere på et tidspunkt bliver trætte af at være data-malkekøer i det ‘Facebook, vi ikke kan sige nej til’, som Jesper Lund kalder statens måde at plyndre os for data, og når vi bliver det, altså trætte af udnyttelsen, så begynder vi nok at producerer dårligere data med vilje, vi ‘OBFUSKERER‘ eller FORVANSKER os selv, så de data ikke kan bruges, en slags DATASTREJKE, og det kunne da være spændende at se, hvad den danske stats rullende HAL9000 maskiner, der alle står hos en række techgiganter, siger til at få lidt perlegrus i maskineriet?

      FORSKERBESKYTTELSE FARVEL
      Problemet er selvfølgelig, at hvis man vil have noget som helst fra staten, så skal man aflevere data og det har man i de facto og i den grad skullet siden Margrethe Vestager under parolen ’man skal give til fællesskabet’ og ’sådan er det jo’ afskaffede den såkaldte forskerbeskyttelse med et pennestrøg i 2014, pakket ind i en samlelov om nye cpr-numre til transkønnede.
      BANG, der røg den rettighed, en rettighed som over 800.000 danskere havde benyttet sig af, selvom staten af flere omgange havde forsøgt at gøre det sværere at bruge den, bla. ved at kræve man indsendte en separat ansøgning.
      Afskaffelsen af forskerbeskyttelsen har massive konsekvenser for det næste område, staten gerne vil sælge dig til erhvervslivet på, dine sundhedsdata.
      Men det er en endnu længere historie, og den handler, ligesom rejsekort historien, om, de der åbne data og den gode ide, der nu er blevet til brændstof for en international techindustri, der rykker længere og længere ind i vores samfunds infrastruktur og tættere og tættere på os.
      DET kan du høre meget mere om i den fremragende podcast Tech Wont Save Us af Richard Marx, der interviewer den engelske forsker Rosie Collington fra Institute for Innovation and Public Purpose var University College London.
      Hun står også bag bogen ‘The Big Con: How the Consulting Industry Weakens Our Businesses, Infantilizes our Governments and Warps our Economies’ – lidt kluntet oversat til: Det store Fupnummer: Hvordan konsulentfirmaer ødelægger vores forretninger, infantiliserer vores regeringer og smadrer vores økonomi, og du bør lytte til den, for skoleeksemplet på, hvad der kan gå galt, det er naturligvis DANMARK.

      DIGITALISERING ER IKKE NOGEN NATURLOV
      Og her til sidst er jeg nød til at minde om, at det altså ikke er nogen naturlov, at der skal laves data ud af os alle sammen, for at få et samfund til at fungere og slet ikke, at de partout skal deles med private aktører. Det gik faktisk udmærket før – måske endda lidt bedre, men det finder vi aldrig ud af, fordi der ikke er en eneste, der spørger om det dataridt vi har gang i nu egentlig gavner almindelige borgere, eller om vi bare er blevet benzin i TechGiganternes store, buldrende motor – i stedet flytter vi os, med den nye rigsarkivars ord, fra at være hver vores ’endestation for offentlige data til at blive en integreret del af den offentlige infrastruktur’.
      Staten ejer dig. Og du er til salg for alle, der kan få et eller andet med potentialer ud af dig, så de kan lave en eller anden app – der igen kan stjæle data fra dig, mens du bruger den.

      Og med de ord vil jeg trække min sølvpapirshat godt ned om ørene og slutte med et


      Kærlig Hilsen

      @kjaerulv

      PS: TRYK på links i det her – der er vigtig info!