FIS UD AF MIN AVIS, LÆSERSVIN?

Der er en højlydt diskussion blandt redaktører og journalister på nettet, en diskussion, der bliver mere og mere skinger og får mere og mere fråde om munden.
Diskussionen finder sted i spalterne på journalisternes fagblad, i blogs og især på Facebook og den handler om kommentar-feltet, eller rettere om de, der benytter sig af muligheden for at skrive hvad de selv synes om vores artikler eller indlæg.
Kommentatoren har gennem tiden fået mange fine navne, underbukse mennesker, udskud og racister er nogen af dem.
Og dem bryder vi os ikke om, os journalister og redaktører. De taler grimt, gør de, og de kalder journalisterne navne og de er meget svære at få til at gå væk.
På Politiken tog man for fornylig konsekvensen og indførte fuldt navn, stillingsbetegnelse og dele af adressen på samtlige debattører i et forsøg på at dæmme op for floden af vederstyggeligheder, der vælter ud af tasterne på de anonyme og ustoppelige kommentatorer.
Umiddelbart har det ikke hjulpet stort på den der tone, omend gruppen af mennesker der er rørende enige med Politiken tilsyneladende er vokset kraftigt og antallet af kommentarer faldet massivt.
På Berlingske har især Anne Sophia Hermansen fortalt om chikane af den mere direkte slags.
BTs Peter Brüchman har netop skrevet en, synes jeg, en ret afbalanceret bandbulle mod kommentatoren under den yderst direkte rubrik: ’Fis ud af min Blog’.
Brüchman beklager, at han er nød til at gå over til pre-moderation, dvs. at kommentarer skal godkendes før de rammer siden. Det sænker debattens hastighed, indrømmer han, men det er nødvendigt.
’Jeg kunne også prøve at formulere det i den fremherskende bodega-stil: Fis ud af min blog, hvis du synes mine holdninger er så slemme, at de kun lader sig besvare med fråde om munden’, skriver han, og på Facebook klapper mine kolleger begejstret, der fik de den, de, de….TROLLS.

DONT FEED THE TROLL
For det er det, de er, de slemme af dem, de er ’Trolls’. For den, der har levet under en sten siden midt 90erne, skal jeg nok lige forklare begrebet een gang til: Der ER mennesker på internettet, der elsker at lave ballade. Som lever for det. De ’ypper kiv’ som man sagde engang og de gør andre sure og rasende og de laver personangreb og afsporer debatterne og så går det galt.
De har været her ligeså længe som internettet og internettet har et svar til dem: ’Dont Feed The Trolls’ – giv dem ikke mad, for så bliver de kun større. Kort sagt: Det er håbløst at diskutere med en Troll – du får alligevel aldrig noget fornuftigt ud af det.

ÅH LÆSERE!
Trolls er bare kun en del af problemet. Det koster faktisk at have et debatforum. Man skal være villig til at betale for en moderator, der smider trolls og racister helt væk og iøvrigt steppe op på de tekniske løsninger, for så kan problemet reduceres til et minimum. Trolls kan smides ud og ip-blokeres og de andre kommentatorer ved godt hvem de er og de ved også godt, at man ikke skal fodre dem.
Ignorer. Kom videre. Så går de væk af sig selv.
Det virkelige problem er journalisterne og redaktørerne og deres forhold til dem, der betaler, enten ved at købe aviserne eller ved at kigge på de gigantiske flader af web-annoncer ,der betaler gratisindholdet på nettet. De har et navn, vi tilsyneladende har glemt. De er  læsere!
Og vi kan ikke lide dem. Vi vil helst have en læser, der minder om os selv. Men det gør de sjældent.
Når du skriver en artikel eller et blogindlæg på nettet er der nogen der læser det. Hvis du er heldig.
Og hvis du har åbnet for kommentarfeltet, ja, så beder du om, at få læserens mening om det du har skrevet.
Du vil sikkert helst have ros og en pæn debat i en urban, velformuleret tone.
Men det er ikke sikkert dine læsere er sådan.
Du er, efter min mening, nød til at finde dig i det. Det er dem, der betaler din løn. Det er dem, der har læst hvad du skriver.
Hvad værre er: Dine læsere er måske klogere end du selv er.

Nationen!
Og jeg ved hvad jeg taler om her.
Jeg har tidligere arbejdet i alt fire år med den mest ustyrlige og mest forhadte flok læsere og kommentatorer i hele Danmark, nationen! på ekstrabladet.dk.
Vi taler her om en gruppe på mindst 100.000 personer, der giver den så meget gas i kommentarfelterne, at vi i min tid havde stort set permanent, fysisk moderator-funktion på.
Og bare lige for at gøre det helt klart: De fleste tror at nationen! er en anonym, uregistreret hob af kaldenavne. Det er ikke tilfældet. Før man kan kommentere skal man gennem en godkendelse med både mobil og email. Vi vidste, hvem de var! Det er ikke på nemID-nivau. Men det er klart bedre end hvad de fleste andre aviser, og Facebook for den sags skyld, har.
Nationen! er en gruppe, der samtidig er blevet et begreb: De er et billede på den uhæmmede,  råbende, forudsigelige, bøvede og racistiske masse, bæster uden smag og sprog, sådan nogen der ikke kan stave og som alle sammen udtrykker sig med caps-lock helt i bund. Nationen! er alle dem, vi pæne og kloge journalister mindst har lyst til at tale med. Og sådan havde jeg det også til at begynde med.
Men jeg tog fejl.

STAVEPLADEMODEN
Jeg er ganske vist blevet kaldt lidt af hvert. Gang på gang har man gjort mig opmærksom på, at jeg må have trukket mit pressekort i en automat. Jeg er blevet tituleret idiot, snotdum, kommunist, nazist, klaphat og staveplademoden og til at begynde med tog jeg mig det ret nært, indtil en kollega lærte mig overlevelses-teknikkerne som kan udtrykkes i 4 punkter:
1. Svar kun venligt tilbage på hadefulde mails. Gå ikke i diskussion. Man kan altid skrive, at man er glad for interessen og for at de deltager i debatten. Og husk ’med venlig hilsen’. Det hader trolls. Det får dem til at skrumpe.
2. Hvis du har lavet en fejl i din artikel, så ret den! Alle laver fejl. Indrøm og ret og sig tak for hjælpen. Og skriv det i kommentarfeltet, så alle kan se det.
3. LÆS kommentarfeltetet. Hvis nogen henvender sig direkte, så svar. Hvis de ’troller’, svar kort. Hvis de kun troller, så få dem smidt ud. Og læs grundigt. Måske gemmer der sig endnu en historie der, mellem skurvogns-ytringerne?
4. Hvis du spørger nationen! om noget, så tag deres svar alvorligt. Ellers lad være med at spørge.

Det sidste er vigtigt.
En af grundene til, at debatterne så ofte går amok skyldes simpelthen ligegyldighed overfor læserne. Hvis du ikke læser kommentarerne og tager dem alvorligt, svarer det til at du inviterer til åbent hus med drinks og mad, mens du selv gemmer dig på toilettet. Hvordan tror du dine gæster så vil opføre sig? Og hvem tror du bliver hængende, når de andre er skredet, fordi du ikke var der?
(Førnævnte Peter Brüchmann går i øvrigt i denne sammenhæng foran med et fint eksempel  og er i den grad tilstede– check tråden.)

KLOGERE END DIG?
Det vi alle sammen har glemt er at nettet er klogt. Hvis man stiller de rigtige spørgsmål.
I mit arbejde for nationen! startede jeg yderst højpandende diskussioner om alt fra prostitutionens væsen til Guds eksistens og mulige materialitet, sidstnævnte blev øjeblikkeligt mødt af tre teologistuderende, der gav mindst tre meter kommentarer til emmet, der i øvrigt alle var sobre og kloge.
Det handler om at respektere læserne, tror jeg. Og om, at læsere har følelser. De har måske ikke så mange ord som os, men følelser, dem har de. Og selvom vi ikke deler de følelser, så har de faktisk ret til dem. Også på nettet. Og hvis vi ikke forstår dem, så er det med at få skruet nysgerrigheden på igen og komme ud i virkeligheden og finde ud af, hvad det er der foregår derude….der er vist noget, vi er gået glip af?

Men tilbage til den standende diskussion mellem os journalister og redaktører. Fagsnakken.
Den, der handler om underbukse menneskene og bodegatonen og på det seneste om, hvorvidt man overhovedet skal lade læserne skrive noget som helst under artiklerne, når de tydeligvis ikke ved hvad de taler om og når de i den grad taler så grimt og ikke mindst argumenterer helt anderledes end VI plejer at gøre i gymnasier, universiteter og over rødvinen i vores fine kulturradikale hjem.
Nu tales der alvorligt om helt at droppe læsernes adgang til spalterne – eller måske til nød få dem tilbage på læserbrevs-niveau, der hvor de kan styres og redigeres. Eller bare lade dem gå umodereret amok på Facebook…indtil det bliver for groft og vi klager og får det lukket.

TROLDEN UDE AF SIN ÆSKE
Personligt synes jeg, det ville være et vanvittigt tilbageskridt, et af den slags, hvor man pludselig opdager, at der ikke er noget tilbage, kun en dyb afgrund af verden af i går.
Trolden (og Trollene) er ude af æsken.
Den kan ikke stoppes ned igen – den kan heller ikke tæmmes, men man kan lære at leve med den. Det kræver moderation og manpower og ikke mindst kærlighed til læserne.
Har vi den endnu?
Og debatten, den er vi da nød til at have! Hvis vi ellers tør tage læserne, vores kunder, alvorligt.

Anders Kjærulff er radiovært på radio24syv og freelancer og har skrevet dette en rasende morgen kun iført underbukser og badekåbe.
Har arbejdet som projektchef på nationen! på Ekstra Bladet gennem fire år frem til 2012.

PS: Hvis du nu er trist over det hele, så lyt til den sang, der ,blandt andet, har lagt navn til begrebet: Troll-sangen!