På Roskildevej fyrer de unge mænd deres kværne af
De vræler gennem sommernatten, og også jeg har engang været der, midt i hastighedens eksploderende ingenting, men nu er jeg gammel, og har bålvagten, og omfavnes af askegørelses sære, rastløse ro
Og bålet falder, vakt til live kun for langsomt, planlagt, at kunne dø ud igen, uden at have realiseret sin essens, ilden, dens raseri.
Og noget, nogen vil mig noget, glødende.
