Velkommen til Copenhagen future crypto – det er første, men forhåbentlig ikke sidste gang vi har lavet den her konference om nogen af de vigtigste emmer i vor tid – sikkerhed og privatliv.
Jeg hedder Anders Kjærulff, jeg driver et radioprogram der hedder aflyttet, det har jeg gjort siden 2012 og dengang for fem år siden, regnedes det for paranoidt og sært og sølvpapirshattet at beskæftige sig med overvågning og sikkerhed og især kryptering, der jo kun er noget, som folk, der har noget at skjule, har et forhold til, og hvad skal det iøvrigt til for.
Det her bag mig, er et billede af mig. Jeg har lige fået en ny cykel, den består af dele fra tre andre cykler fra mine fætre, og min far har samlet den selv og malet den mørkeblå og min aktionsradius var pludselig udvidet med 20-30 kilometer om dagen og jeg var 10-12 år gammel og ingen ANEDE hvor jeg var, når jeg forlod matriklen.
Billedet var oprindeligt et lysbillede og den slags kunne man som bekendt kun se via et lysbillled apparat ved særlige magiske lejligheder, så jeg har taget et billede af lærredet med min smartphone ved en af dem og det billede, det er digitalt og det kan deles og gemmes og sendes rundt i hele verden nu, samtidig med, at alle ved hvor jeg er, hele tiden.
Dengang, i 70erne, var det at være privat ikke bare muligt, det var en betingelse for at være borger, man kunne ikke andet og de fleste var glade for det.
Vi danskere havde en klar bevidsthed om frihed fra stat og myndigheder og en indbygget modstand mod det, vi også kaldte Big Brother, dengang: En af de stærkeste bevægelser var balladen omkring Dankortet. Aviserne, altså dem på tryk, strømmede over med læserbreve og artikler om Big Brother, der kom ind i vores liv, nu hvor vi skulle betale for varer elektronisk: Banken ville jo kunne få indsigt i, hvad vi brugte vores penge til! Det var i det magiske år, 1984, men i dag ligger der såmænd et lovforslag fra Brian Mikkelsen til høring, Lov om Betalinger, hvor man vil gøre det friviligt om forretningerne vil modtage kontanter fra borgerne. Overhovedet.
Og det er kun begyndelsen – for Folketinget ved godt, at borgerne ikke vil af med kronerne, men det vil DE.
Planene er, at vi skal have e-kontanter, de der rede papir-penge skal væk, nogen kan røve dem, hedder det, og så er der ikke ordentlig styr på, hvordan vi bruger dem og hvorhenne.
Det er jo anonymt og svært at spore.
Nationalbanken meddelte sidste år at det ikke længere var rentabelt for danmark at trykke vores egne penge, så nu bliver danske kontanter, kongens mønt, trykt i Finland, indtil videre, til det stopper helt og alt bliver digitalt.
For det kan ikke betale sig, at trykke vores egne penge, hed det fra nationalbankdirektøren. Tænk lidt over det udtryk….i øvrigt.
Når kontanterne engang bliver afskaffet, vil vi være perfekt sporbare. Det er den sidste brik.
Tænk på mobile-pay: Alle transaktioner mellem os er tids- og stedbestemte på metadata og man kan slå tilbage og dele de data, banker og databrokere og forsikringsselskaber og hvem ved ellers og når SKAT engang, måske, kommer i omdrejninger, så er der hul igennem til overvågning af borgerne på et hidtil ukendt niveau – og vi vil ikke have nogen alternativer.
Og det er bare et enkelt eksempel på, hvordan vi er ved at indrette verden: Som en kontrolmaskine, et bærbart fængsel, bygget i glas.
Vi BURDE havde ret til at rulle gardinet for.
ret til at være fri for uinviterede gæster i vores digitale liv.
ret til at kunne være i fred
ret til at være anonym
Og ret til tillid – fra de systemer, vi giver vores.
Jeg mener ikke, vi reelt har de rettigheder længere, som det ser ud nu.
Nogen har hugget dem.
Vi ved godt hvem.
Jeg har ikke som sådan noget IMOD ny teknologi.
Jeg har til gengæld MEGET imod fantasiløs, desperat, grådig og farlig brug af ny teknologi.
Og det er den vi ser, nu.
Jeg mener, vi er i gang med at reducere og varegøre mennesker i Big Datas navn.
At vi skabes om fra borgere til dataleverandører, data vi ovenikøbet selv er ansvarlige for at få tastet korrekt ind på maskiner, vi selv skal vedligeholde og opdatere.
Ellers får vi en bøde.
Vi taler med hinanden, vi lægger ting ud til hinanden, mens nogen firmaer og myndigheder kigger på og tager noter.
Vi ser på de ting, vi lægger ud til hinanden, mens nogen firmaer kigger på.
Vi vurderer og deler hinanden – mens nogen firmaer kigger på.
Firmaerne gemmer data om det hele.
Vi ved det.
Men vi ved ikke hvad de gør med de data.
Vi ved, de sælger os og at det giver godt.
Og at de også deler med politi og efterretningtjenester…
Men vi vil ikke vide hvordan og hvad det medfører.
VI LEVER I EN BLACK BOX OMGIVET AF REGISTRANTER, DER SÆLGER OS
DET ER OS; DER ER INDE I FJERNSYNET, MEN VI KAN IKKE KOMME UD
…og det påvirker os…
Det gør os til dårligere mennesker. Det gør os ufrie.
Det gør os bange.
Jeg mener, vi skal KRYPTERER ALT.
Det hele.
Så vi får reel brevhemmelighed.
Så vi igen kan tale sammen, på nettet, med samme fortrolighed, som når jeg mødte en ven et sted i nabolaget, når jeg var på ture på min blå cykel som 12 årig og ingen vidste hvor jeg var.
Vi har ret til at være i fred! Vi må selv bestemme.
Vi har lov at tale med hinanden – uden nogen tager noter og optager.
HUSK i har ret til at rulle gardinet for, så ingen kigger ind.
I har ret til at være fri for uinviterede gæster i jeres digitale liv.
I har ret til at kunne være i fred
I har ret til at være anonyme
Og ret til tillid – fra de systemer, vi giver vores.
Spræng det bærbare fængsel!
HUSK, det er bare bygget i glas…
GARAGEN 