Er kommet til at sige noget i medierne…Det er en gratis omgang, da jeg p.t. ikke arbejder emd radiodokumentar. ‘DR og P1 mødte skarp kritik, da de i 2007 nedlagde Dokumentarzonen, herunder Montage-afdelingen, og Ultralyd. Anders Kjærulff, der dengang var afløsende redaktør på Dokumentarzonen, ser prioriteringen som fatal for radiomontagetraditionen:
»I og med at DR fyrede hele montagegruppen og staben bag Ultralyd samtidigt, tog de livet af godt 55 års erfaring med radiodokumentarisme – i øvrigt for en besparelse, der svarede til et enkelt afsnit af X-factor,« siger Kjærulff. Verdensanerkendte Kirsten Laumann, der efter Montagens lukning kun har produceret en enkelt udsendelse via kunststøtte, tegner samme billede: »Først og fremmest er det trist. Vi har dannet skole i det meste af Europa, og her kan de ikke forstå, at man i Danmark ikke har haft råd til at fortsætte den tradition. Nu, som pensioneret, betyder det også, at jeg savner noget ordentligt at høre i radioen.«
P1’s kanalchef, Anders Kinch-Jensen, begrunder nedlæggelsen med de generelle nedskæringer i forbindelse med DR-byggeriet, men påpeger, at de i stedet opbyggede en væsentlig dokumentar-, feature- og reportageproduktion. »Den klassiske montage og den eksperimenterende lydkunst har vi fortsat ikke penge til, medmindre vi lukker flere andre redaktioner og hæver genudsendelsesprocenten yderligere – og så vil mange lyttere vælge P1 fra,« siger han og fortsætter: »P1’s udfordringer er langt større i dag – bl.a. med kun en halv FM-kanal til rådighed – så det vil være dumt at omprioritere kraftigt på kanalen til fordel for et hjørne med montage og lydkunst.«
Sådan står der i Informations netavis her: http://www.information.dk/315916.
Det er noget vrøvl det hele – det er ikke dyrt og elitært, det er håndører iforhold til hvad der ellers bruges på Danmarks Radio til underholdning – en fuld montagegruppe ville kunne køres for hvad et afsnit af x-factor koster!
Og genren har iøvrigt altid været i modvind. Hør bare her hvor salig Peter Kristiansen ‘takker’ radiodirektøren for Kryger-Prisen i 2004:
peter kristiansens krygertale
Og skulle nogen virkelig være interesserede, så læs hele det uskønne forløb fra 2007 her på bloggen montagen og fremtiden
GARAGEN
Anders Kjærulffs billedboble, ord- og lyd-strøm fra den lille garage i det store internet
-
-
FM skal afvikles per 2019, på betingelse af at over 50 procent af befolkningen er overgået til nye medier. DAB er muligvis ikke fremtiden – mange andre lande har opgivet formatet – og hvad med beredskabet? Skal alt hænge på internettet?
Se: http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/2012/oktober/ny-medieaftale-indgaet/ -
overvågningskamera fra banegård Engang i 70’erne talte man bekymret om overvågningssamfundet, om staten, der ønskede at gøre den enkelte borger til et viljeløst væsen i en hård, ond, politisk styret verden. Da fjendebillederne i øst blegnede, forsvandt også angsten for kontrol og registrering. Siden da har borgerne i Danmark, CPR-numrenes land, sat en ære i ikke at have noget at skjule. Hvordan kan man være nervøs for politiet, hvis man ikke har gjort noget galt? Hvorfor skulle det være et problem med samkøring af offentlige registre, når man ikke er social bedrager? Og hvad skulle jeg have imod lidt kameraovervågning på gader og stræder, og at amerikanerne læser min post, når jeg nu ikke er pædofil, tyv, voldsmand eller morder?
Vi sætter en ære i vores pletfri rygte. Vi danskere er så gode og retlinede borgere, der aldrig gør noget forkert eller uden for nummer, og det er vi så stolte af, at staten eller vores arbejdsgivere eller det lokale storcenter såmænd godt kunne få lov at proppe et rectal-kamera op i os, så de kunne sikre sig, at vi nu også spiser fedtfattigt, bse-frit og økologisk, mens vi danser stille rundt på vores nøje afmålte 18 genstande om ugen med en pjece fra Sundhedsstyrelsen i baglommen. Vi er lallende lykkelige forsøgspersoner i vores eget land, der som bekendt er verdens bedste.
Og skulle der være nogle få af os tilbage, der stadig tror, det er godt at være i fred, og bilder sig ind, at de kan nøjes med barberspejlet og et besøg hos fotografen, så har tv og internet nogle fine, dyre kurser i, hvor lidt personlig blufærdighed, integritet og privatliv betyder i den moderne verden. Kurserne hedder selvfølgelig Big Brother og Baren og youtube.com, og her kan enhver forvisse sig om, at det der med at have kameraer i hoved og bagdel fra morgen til aften ikke blot er bevis på ens gode borgersind, det er også sexet og moderne og ungt og fremtiden. Der er ikke noget at være bange for. Se og Hør vil trøste os. Det er jo bare fjernsyn fra dig og endnu en del af kurset i at være en gennemsigtig borger i verdens bedste land. En borger, der er så kedelig og mener så lidt om sit land og sit liv, at han ikke behøver et figenblad, selv om paradis tydeligvis er alt for langt herfra.Trykt i Ekstra Bladet 2001
-
Myren er sær. Den bygger myretuer. Hvis den var det eneste væsen på hele jorden, ville alt være én stor myretue, der rejste sig højt mod himlen. Det er myrernes natur, deres instinkt. Deres synlige budskab til universet. Nu kan myrerne ikke bare gøre, hvad de vil. Bliver tuen for høj, kommer der nogle mennesker og sparker den ned. Hvis vi altså lægger mærke til den. Vi har nemlig travlt med øjet mod skærmen. Skabningens sande herre. Hvad vil vi? Hvad er vi egentlig ude på?
Så man på os fra en anden planet med biologiske briller, ville man se en race, der blandt meget andet vanvid havde en totalt unødvendig hang til at skabe en stadigt accelererende strøm af elektroner, der omkranser hele jorden. Vi bygger netværker. Vi synger en sang, en elektrisk sang, der hedder internet . Hele jorden knitrer rytmisk af digital kommunikation. Den lyser og blinker og hyler som en sirene, hele tiden højere og højere. Det er vores hemmelige signal, det, vi har båret i os, som myrerne deres trang til tuer. Heller ikke vi ved, hvem vi signalerer til. Men mit gæt er, at vi gerne vil holde alle i hånden på én gang og aldrig mere dø. Sådan har jeg det tit.
I disse år skaber vi en omvendt verden derinde i maskinerne, et hul-spejl, et sted, der er hinsides alt timeligt, blafrende mellem et og nul. Inde i kablerne og det, man kalder æteren, sitrer det af mikrobølger og det breder sig og tiltager dag for dag i strømstyrke. Det er et ekstra magnetfelt af lyde og ord og billeder, et mumlende kor af stemmer i kode. Et felt, der en dag langt ude i fremtiden måske vil forrykke polerne og hæve vandstanden adskillige meter til tonerne af gamle radioudsendelser mikset med støjen fra en cracket udgave af windows me?
Lægger man det sammen til èn stor lyd, er jeg ganske sikker på, den siger et eller andet, gør noget, der er større end os selv. Noget, vi er for små til at forstå. Vi ville bare blinke til nogen. Kun skærmen blinker igen, mens den bøvser uendeligheden tilbage i ansigtet på os.Fra januar 2001 trykt i Ekstra Bladet
GARAGEN 