Jeg har lige annonceret, at jeg holder en lille pause fra Facebook.
For anden gang. På Facebook.
Denne gang har jeg ikke lukket min profil helt ned, men blot skrevet, på Facebook, at jeg holder en lille pause og at det ikke er noget særligt. Men det er det. Faktisk.
Det er patetisk. Og en katastrofe.
Og ligesom andre, der har forladt Facebook, mener jeg naturligvis, det er mediets skyld, og det ER det også og det vender jeg tilbage til, og hvis du ikke orker at læse mere om folk, der har problemer med Facebook, så lad være.
For hvorfor kan jeg, en ekstremt voksen, rimeligt veluddannet, stærkt velformuleret mand ikke styre mit forhold til et medie, der på mange måder opfylder alle de behov, man på nogen måde kan have til det – det er gratis, det er hurtigt og det virker?
Da jeg kom på Facebook i 2007, var der ikke noget problem – det var faktisk hyggeligt. Ingen af os behøvede at bekymre os om privatliv dengang – det var ligesom indbygget i systemerne, vi havde ret få venner, Facebook jonglerede ikke hele tiden med algoritmen, de opslag vi delte var kun delt med de, vi var venner med og Zuckerberg var endnu ikke begyndt at bruge det hele som en stor markedsføringsmanipulationsmaskine. Og hey, Google havde stadig et slogan der hed ‘Dont Be Evil‘, og Facebook, ja det var jo bare en ny, smart måde at snakke i grupper med sine venner med, en slags Off The Record-chat uden reklamer, mente vi.
Dengang.
Men det var allerede ved at begynde at gå galt
Medierne havde fået øje på statusopdateringer fra politikerne.
Jeg har selv, som journalist på Ekstra Bladet Net, siddet og scrollet Facebook igennem for at finde opdateringer fra partiernes spydspidser, der til at begynde med, ligesom os andre, troede, at det, de skrev, kun var ment til dem, de var rigtige venner med. De troede, de talte i en lukket kreds, til et møde, til folk, der forstod, hvad de mente, og ikke hev det ud af kontekst. Men de var også venner med journalister, og vi, derimod, så det som en ny måde at komme om bag politikerne på, og så var det jo hurtigt og man behøvede ikke ringe til nogen, det var bare at kopiere og sætte ind – ‘skriver han på Facebook’.
I dag er det ikke kun politikerne – TV2 nyhederne har nu, efter vejret, en social-medie-oversigt over de mest delte og likede opslag fra hvem som helst, og der følges op og ringes til hr. og fru jensen og shit-storme opstår og skabes fra time til time.
Dengang, i 2007, var der små, forkølede protester, fra mennesker, der tillod sig at mene, at der var forskel på, at man udtalte sig til en journalist og skrev en målrettet opdatering til venner og bekendte, mest kendt var sagen om Lars Løkkes bror – Knud Løkke Rasmussen, der faktisk fik medhold i pressenævnet i, at det ikke var i orden, at Ekstra Bladet havde citeret ham for at han hellere ville ‘æde pigtråd og pisse glasskår end være venner med skrigeskinken Mette Frederiksen’.
Politikerne blev desværre klogere på meget, meget kort tid – faktisk har de vendt situationen på hovedet: Når de har noget de skal af med, ja så foregår det via Facebook – tilgengæld tager de stort set aldrig telefonen, når journalisterne ringer, men får deres spindoktorer til at sige, at man er velkommen til at citere dem – fra Facebook – noget der har rigtig mange fordele, ikke mindst i en tid, hvor de faktisk når flere mennesker der, end via medierne.
Det hedder et ‘reach’, hvor langt man når ud, og det kan udregnes og sættes på formler, og det bliver gjort flittigt.
Jeg har selv, som en, der lejlighedsvis er med i mediemøllerne på News og ikke mindst i eget program, mærket, hvad 2500 venner plus følgere kan gøre, hvis de kaster sig over en statusopdatering, der passer i deres kram.
Det giver endnu mere opmærksomhed og hed debat – en drømmesituation for en teknologikritiker og debattør som jeg.
Men der er et problem og det er næsten ligeså gammelt og uomgængeligt som den film, hvis titel jeg har parafraseret over i overskriften. I filmen er Dirch Passer en småsvindler, der er nød til at forklæde sig som alt mulig, for at få mulighed for at se en tatovering på ballen af fire forskellige piger. Det lyder fjolllet. Det er fjollet.
Og det minder om noget, nemlig alt det vi gør, for at få lov til at få opmærksomhed på Facebook. For at få det, er vi nød til at give en masse først. Opmærksomhed.
Problemet er at menneskelig opmærksomhed er en begrænset ressource.
Og derfor satte jeg min profil på standby for første gang.
Jeg var på arbejdsferie på Mallorca, men vågnede meget tidligt på anden-dagen med mentale tømmermænd: Det, jeg skrev i opdateringen i går, kunne det ikke misforståes? Og den kommentar, jeg skrev til den og den ven, den er da vist lige lovlig grov, ikke? Ind på Facebook via mobilen, rette, slette, bygge om.
Og i gang med at tænke på næste opdatering, for at holde det hele kogende. Så var der gået en time….Og udenfor skinnede solen, og jeg havde ikke fået skrevet en eneste fornuftig linie endnu.
To egentligt indlysende ting slog mig: Den første er, at vi alle sammen er blevet redaktører i vores egne små aviser, med meget få læsere og at de af os, der har et professionelt forhold til den slags ved, at man skal opdatere jævnligt, gerne flere gange om dagen, hvis du vil holde fast i og udvide din læserskare. Facebook som medie er hurtigt, nemt at bruge og giver respons med det samme. Men hvad giver det egentlig i en verden, hvor vi alle sammen er udgivere og hvor ingen bare er læsere?
Og så er der diskussionerne og like-kulturen.
Jeg er nysgerrig og stikker gerne næsen frem. Og så lider jeg af noget, der er ligeså udbredt som forkølelse – hvis jeg ved noget, der passer ind i en andens opdatering, så føler jeg mig kaldet til at skrive det ind. Lidt ligesom vildt irriterende mennesker, der går til fest og blander sig i alles samtaler, noget jeg sjovt nok ikke gør der, i virkeligheden. Men jeg stopper ikke med det: På Facebook tror jeg generelt, jeg ved bedre, og værre endnu, jeg tror at facts, MINE facts, betyder noget. Det sidste medfører, at jeg ikke kan lade en fejlagtig statusopdatering passere, jeg skal lige ind og påpege hvad der er galt.
Og det er i sandhed galt i sig selv. Det er bindegalt. For når man som jeg har små 2500 i øvrigt velvalgte venner, så er der meget, jeg skal følge med i. Det svarer til, at jeg på et hvilket som helst givent tidspunkt skal holde mig ajour med alle, der er på hele Rådhuspladsen, følge med i alt de siger, og kommentere om nødvendigt. Hvis jeg slår op offentligt er det endnu flere mennesker og jeg er pludselig vært for en større provinsby, der alle sammen skal have drinks og komme til orde og føle de er tilstede.
For jeg kan mærke dem, derude, indeni og de kan mærke mig, og hver gang vi anerkender det, kræver det et nyt opslag, et nyt like, en kommentar…
Det er en form for mental globalisering, og jeg tror simpelthen ikke vi er bygget til det. Jeg er i hverfald ikke, det gør mig rastløs og stresset.
Det vi kan, er at føre samtaler med vore nærmeste, i små, lukkede kredse, eller under ekstremt ritualiserede former til møder eller kongresser og seminarer. Det andet, at jeg skal kunne være mentalt tilstede hos hele verden på een gang, er ikke en mulighed, men alligevel forsøger jeg, gang på gang, dag efter dag. Og dengang, sidste, på Mallorca, kunne jeg altså ikke holde til det mere.
Jeg lukkede min profil ned. To minutter efter, begyndte jeg at få SMSere, fra folk, der spurgte hvad der var sket, folk, der ligesom jeg, har udstrakt deres intellekt til det yderste og deres empati til bristepunktet til ære for den globale samtale.
Men som jeg skrev i begyndelsen, så er det min egen skyld. Jeg er for svag. Jeg kan ikke styre det, og det er nok kun mig, og det her er heller ikke nogen løsning.
På den anden side har tre dages pause allerede muliggjort den her alt for lange artikel, som jeg nu kan koncentrere mig om at skrive, fordi jeg ikke er nød til at tjekke opdateringer og hvad nogen mon mener om noget, jeg har delt, og samtidig, naturligvis, er den båret frem af det faktum, at det hele selvfølgelig bliver delt. På Facebook. Om lidt.
I skulle jo nødig glemme, at jeg er her, vel? Og man kan kommentere herunder…rase ud?
Og har du kedet dig under læsningen, ja, så er der kun en ting, der hjælper – at se traileren til ‘Mig og Mafiaen’ fra 1973 herunder, og drage et lettelsens suk over, at vi trods alt har bevæget os, at det er blevet bedre, og at vi endegyldigt er forbi den tid, hvor Mafiaen i virkeligheden var en mørksværtet Poul Bundgård.
I dag er Mafiaen global og konkret, og den sidder i dine sociale medier og hæver overskuddet og prygler vores opmærksomhed med nye, smarte algoritmer år efter år mens vi råber og skriger over det – ikke til hinanden, men til de gamle, brændende medier – og den sidder inde i os selv, som en kynisk afpresser, der truer og skriger og hærger hele verden, på een gang, i tusindvis af forklædninger.
GARAGEN 