KH KJAERULV: Jeg er så glad for min cykel(skal staten vide hvor den er?)

Velkommen til mit nyhedsbrev, denne gang med lydintro af Gorm Bull, der har doneret sin gyldne stemme til projekt KH Kjaerulv – tak for det, og tak til alle de andre, der har sendt mails og skrevet pæne ting, ja nogen har sågar indsat penge på min PayPal-konto(ja, jeg har sådan een og jo, jeg ved det er pinligt…
I sidste uge skrev jeg i skyggen af covid – det er ved at lette nu, men der er andre skygger, der trænger sig på.
Jeg blev f.eks. seriøst uvenner med Klaus Bondam, direktør i Dansk Cyklistforbund på Twitter.
Det er ærgerligt, for jeg kan godt lide cykler og Bondam er også en rar mand, men han har fået en fiks ide, der ikke vil gå væk. Han mener nemlig, at stelnumre skal være digitale.

IT-NATIONEN DANMARK?
»Det er da mærkeligt, at en IT-nation som Danmark hænger fast i en så gammel, analog løsning, som er besværlig at benytte i praksis. En moderne IT-nation og et moderne cykelland, som på en eller anden måde ikke kan mødes, som det er i dag”, sagde Bondam senere til fagbladet ingeniøren, som jeg også har pippet op i – alt sammen efter den infight der var på twitter, hvor mange danske journalister tilsyneladende finder deres historier.
Når det hele blev lidt voldsomt der, hænger det nok sammen med, at jeg skrev følgende om Bondams forslag om digitale stelnumre: »Så kører idiotien med digitale stelnumre igen«.

Når jeg skrev IGEN, så hænger det sammen med, at det her forslag om digitale stelnumre var meget tæt på at blive vedtaget i 2016, hvor enhedslisten var bagmænd bag en tilsvarende tanke, som de heldigvis fortrød, for den var nemlig et strålende eksempel på en digitalistisk tankegang – det vil sige, at man digitalisere kun for at gøre det og på det man kalder solutionism: At man har en løsning – i det her tilfælde noget digitalt – der savner et problem.
Det mener jeg stadigvæk, og det har Bondam taget meget personligt og måske er jeg også kommet til at lyde for bombastisk, men nogen gange bliver jeg bare træt af, at alle tror ting løser sig, hvis bare man smider noget digitalt oveni og glemmer, at hver gang man digitaliserer noget, så skaber man også et megaproblem: DATA.

DATAGULD
Jeg ved godt, at du, kære læser og lytter, sikkert mener at DATA må være godt, ikke sandt? Blandt ingeniører og forskere hersker der en frådende appetit på netop data, man kan ikke få nok og det virker som om, det er lige meget hvorfor de indsamles, de betragtes som det rene guld alligevel og skulle de være helt uforståelige, ja så smider man nogen machine learning algoritmer oveni, der så finder en eller anden sammenhæng, man så kan klamre sig til bagefter mens man slår sig på brystet og siger, det i virkeligheden var netop den sammenhæng, man ledte efter.
Og hvad angår digitale stelnumre er de data der er interessante, bevægelsesmønstre. Den slags fungerer allerbedst, hvis man også kan se hvem der kører på hvilket køretøj og med et digitalt stelnummer har jeg svært ved at se, hvordan nogen kan nære sig for, at bygge ejerens navn og adresse ind i netop det.

ANONYME BEVÆGELSER
Hermed tager vi det allersidste køretøj vi har, hvor vi(hvis vi slukker vores mobiler – og det vender jeg tilbage til) kan bevæge os anonymt rundt uden at der gemmes data om hvert eneste sving vi har taget.
Ret skal være ret: Cykeltyverier er et problem. Der stjæles, iflg. Bondam, over 40.000 cykler om året her i landet og det er en slat, så det er et problem, men det bestemt ikke noget NYT problem, ligesom vold, røverier og mord heller ikke kan siges at være nye problemer, men snarere en slags naturkraft, som vi kan hælde al den digitalitet efter vi har lyst til, uden at det vil få problemet til at gå væk.
Hvis vi vender tilbage til det, problemet, cykeltyverier, så KAN cykler altså allerede identificeres. Der findes et register over stjålne cykler og hver eneste cykel i Danmark har et stelnummer, man kan tjekke i politiets registre via en ganske vist ikke særlig god hjemmeside.

EN APP?
Sjovt nok var der engang en velfungerende hjemmeside og app, men den var drevet af en privat person, og det kunne ordensmagten ikke lide, så den er væk igen. Politiet har en hjemmeside, men den er ikke helt nem at finde – her den mundrette adresse: https://politi.dk/cykler-og-koeretoejer/tjek-om-en-cykel-eller-et-koeretoej-er-efterlyst/tjek-om-en-cykel-er-efterlyst
Så her er den første ide til Cyklistforbundet: Måske I skulle lave en app i samarbejde med politiet, der var nem at bruge?
Og her kommer den anden ide, der tager udgangspunkt i det, det hele vist nok handler om: Behagelighed. Stelnummeret sidder nemlig typisk under krankboksen, der hvor pedalerne kører rundt, og kæden smider olie og det betyder, at cyklen skal vendes om, for at man kan se det, og der er ret beskidt dernede. Men på min Raleigh cykel, fra England, hvor de gør tingene på deres egen måde, der sidder stelnummeret på røret op til saddelpinden og kan aflæses uden at vende cyklen på hovedet.
Måske skulle man gøre det til et lovkrav – eller endnu bedre, indføre en QR-kode i stedet, så stelnummeret ikke ender som en slags meget lille nummerplade.

NUMMERPLADE-NUMRE
Nummerplader er nemlig et problem, hvis man bekymrer sig om privatliv. Bevares, det er smart på biler og motorcykler og kommet for at blive, men Rigspolitiet har de seneste år plastret veje og broer til med såkaldte ANPG-kameraer, automatisk nummerplade-genkendelse, hvor man kan fjern-aflæse, og registrere, alle biler, der passerer. Til at begynde med, sagde politiet, at man kun ville gemme registreringer af biler, der var efterlyst eller hvor man havde en sag på ejeren. Men det holdt ikke længe: Først blev alle registreringer gemt i 24 timer, senere en måned, og nu er man oppe på 2 måneder! Dvs. at hele dit kørselsmønster reelt findes hos politiet og de kan slå tilbage hvor du har været for to måneder siden. Og nej, du kan ikke længere bare køre udenom, de er overalt, nu, de kameraer.
Og det er faktisk værre endnu: Nu sælges den teknologi til os alle sammen som et stykke behagelighed: Køb din benzin – med nummerpladen, foreslår Cirkle K. Og når du krydser Storebælt, ja så kan du da også betale, næsten uden at betale – med din nummerplade, så du ikke skal holde stille og fumle med et kort eller din BroBizz – de to sidste foretrækkes således frem for kontant og kort, og der gives pænt store rabatter, hvis du vælger denne moderne, digitale løsning.



POLITIMANDEN MED BLOKKEN
Et billede på ANPG: Forestil dig, at der står en politimand ved siden af din bil hver gang du kører og skriver tidspunktet og den retning du tager op, at der står flere politimænd efterhånden som du kommer frem, og at de alle sammen skriver ned og at ham, du så, da du kørte afsted, først slutter dagen når du kommer hjem igen.
Lyder det hyggeligt? Nej vel. Men det er det, der allerede sker nu. Også selvom du er helt uskyldig. Og det er det, jeg frygter, det vil ende med, hvis der skal laves digitale stelnumre på vores analoge cykler.
Og for lige at blive mere teknisk: Hvis man sætter det, der hedder en NFC-Chip(near field communication) i en cykel, så kan den aflæses på afstand. NFC er såkaldt passiv transponder, hvor politiet – eller andre – kan sende et signal mod chips, der så svarer igen med et tal eller et navn eller hvad man nu har bedt den om, som man så igen kan sætte op imod en database: Stjålet eller ikke stjålet.
Men hvorfor nu nøjes med det? Man kan sætte passive sendere op, der spørger alle cykler der passere. Senderne ved man hvor er så vi får et mønster på en bestemt, måske stjålet cykel og så kan man vente på den og anholde tyven og levere den tilbage til rette ejermand – hvis altså man har tid til det?
Man kan også bare nøjes med at lave mønstre over alle bevægelser af cykler i en by – med ID og navn og det hele.
Men sådan ender det nok alligevel ikke. For jeg har en nemmere ide – der også er digital, så alle bliver glade:
Den sidste ide til de mange stakler, der mister deres dyre ladcykler og racere og el-cykler lyder nemlig sådan: Køb dig din egen GPSsender og monter den i stellet? Eller en AIR-tag fra Apple? Så kan du selv spore din cykel og prøve at ringe til politiet og fortælle dem hvor den er.
For hvorfor blande staten ind i den slags? Og hvad skal man med et fuldt register over alles cykler?
Om politiet så kommer og henter den hvis den er stjålet og fundet, er en anden sag, men her kunne Cyklistforbundet måske være behjælpelig, i stedet for at indføre meningsløs teknologi, der med al overvejende sandsynlighed ikke vil medføre færre tyverier, men mere overvågning og registrering af vores frie færden i det offentlige rum.

ROKADEN
Nok om det? Sikkert ikke, men jeg skal også lige nå at nævne minister-rokaden i denne uge: Tine Bramsen, der ellers har siddet på en brændende stol i den farceagtige håndtering af forholdet mellem FE og NSA, en rapport fra Tilsynet med EfterretningsTjenesterne(TET) og ikke mindst: Anholdelsen af den tidligere chef for FE Lars Findsen, hun skal nu være transportminister og så er det ikke hendes problem mere.
Måske hun kan nøjes med at digitalisere stelnumre? Det bliver ihvertfald hendes område.
Det med FENSA-skandalen, det er så tilgengæld blevet Morten Bødskovs, for nu er han forsvarsminister.
Før det var han skatteminister og der var i den grad også ild i hans stol. Flammerne kom fra den nye, digitale, kunstig intelligensdrevne ejendomsvurdering, et ‘brainchild’ fra Troels Lund Poulsen, V, i 2010, der har vist sig noget svært at få ud. Det har skullet være færdig siden 2017 men er siden er doblet i pris og det virker ikke. Og hvad værre er: Der skulle være færre ansatte til at få det til at virke. Det er ikke sket: NU er der dobbelt så mange som før. Og regningen vokser konstant.

https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/sau/spm/202/svar/1849471/2518450/index.htm


Og så var der sagen med det nye indrivelsesystem, der heller ikke virker og som hidtil har kostet over en milliard – bare i konsulentkroner.
Det virkelig smarte ved den her rokade er imidlertid ifht. SAMRÅD. Hverken Bødskov eller Bramsen kan nu indkaldes omkring det, der før var deres ansvar – det lå ellers lige til højrebenet at ville tale med Bødskov om SKAT massive deroute, men nu kan han ånde lettet op – nu er det en andens problem, og han tager plads i sikkerhedsudvalget, sammen med FE og PET.
Det sidste tror jeg han har det aldeles glimrende med: Jeg har engang deltaget i DRs debatten sammen med ham, hvor jeg blev hilst med et hånligt: ’Nå, der har vi Snowdens bedste ven’, før han drejede om på hælen og talte med nogen andre.
Men hov: Jeg glemte næsten det med mobiltelefonerne. At man ikke skal have dem med, når man cykler på sin analoge cykel. Det skal man som bekendt ikke, fordi Danmark, i modsætning til en masse andre lande, har masseovervågning af mobiler. Det hedder Logningsbekendtgørelsen og den er stadig aktiv, trods tre domme ved EU-domstolen, der har krævet vi holder op.
Justistminister Nick ’Overvågningerfrihed’ Hækkerup vil ikke give sig og han har stadig flertal for den nye udgave af loven, han prøver at få gennemført, så han tager al kritik roligt. Så roligt, at han i Berlingske Tidende tillod sig, at undre sig over, at Ingeniørforeningen også er imod den logning, der betyder, at hver gang du ringer til nogen eller sender en sms, så registreres der hvem du har fat i og hvor du er imens. Ministeren mente ikke, at medlemmerne i Ingeniørforeningen kunne stå bag deres egen fagforening, og opfordrede dem til at lave oprør, så de ikke medvirkede til, at gøre det nemmere for forbryderene, som han sagde.
Ingeniørforeningen har repliceret, at de har skrevet bunker af høringssvar og at de mener det samme som de har ment gennem længere tid.
Hækkerup har ikke svaret.
Og nu må det være nok for denne gang.

KH Kjaerulv

PS: Endnu engang tak til Zencurity for sponsorat

En cykel med stelnummer, der kan aflæses uden man vender den om – en Raleigh.




Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s