Jeg har gennemgået hele mit følelsesregister i denne weekend.
Jeg har været i tvivl, panisk, opgivende, rasende på mig selv og dernæst sort deprimeret.
For dernæst af blive meget, meget lykkelig igen.
Det begyndte med en hyggelig, animeret fredag, et fyraftensarrangement med nogen rigtig gode drengevenner, som indeholdt en del øl, en aften jeg lige ville afslutte med en tur på McDonalds ved Nørreport St. kl. 1.00 – efter det gik jeg ned til S-toget og ventede og konstaterede at toget først kom om 30 minutter, gik op på gaden igen og prajede en taxa.
Efter at have kørt ca. 3 minutter slog det mig: Jeg mangler noget.
Jeg mangler min rygsæk!
Min rygsæk er en Haglöf og min arbejdsrygsæk, og normalt ville jeg have stillet den hjemme før jeg gik ud, men denne gang var der tale om et lille eftermiddagsarrangement, der var accelereret og jeg var ikke nået hjem først.
Rygsækken indeholdt det meste af mit professionelle og en stor del af mit private liv: En MacBook pro, fyldt med programmer og tekster, en NAGRA Ares digital båndoptager, mit pressekort og bunker af notesbøger og personlige papirer og ledninger og hvad ved jeg. Jeg er altid opmærksom på, om jeg har dem med, og hvor den står.
Eller det troede jeg, i hvertfald.
Og nu var den VÆK.
Jeg fik vendt Taxaen og tog tilbage på McDonalds. Ingen spor. Var i begge kiosker over stationen for at se om nogen havde indleveret noget. Ingen Spor. Kun en deprimerende melding fra en kioskejer: Hvis du har glemt den nede på stationen, så er der ikke de store chancer for, du får den igen.
Det værste var, at jeg ikke kunne komme i tanke om noget som helst sted, jeg havde stillet den rygsæk fra mig. Den plejer at være klistret til min ryg altid.
Men nu var den væk. Og jeg kunne ikke gøre mere, før dagen efter, hvor jeg igen besøgte McDonalds og stationen og hittegodskontoret på Hovedbanen og i øvrigt skyndte mig at lave en anmeldelse til politiet.
Men den var væk.
Jeg gennemgik en række scenarier, igen og igen: Kunne jeg have glemt den på McD hvor nogen så havde hugget den? Sandsynligt men på den anden side….Kunne jeg have stillet den fra mig på stationen? Usandsynligt, syntes jeg.
Som timerne gik, blev jeg mere og mere trist: En ting var data på computeren, den var krypteret(JUHU) og ingen ville kunne komme ind i den og hvis nogen tændte kræet, ville den dukke op på min ‘find-my-iphone’-overvågning. Men den stod off-line hele dagen….
Jeg ville kunne købe en ny og gendanne data fra backup. Det ville være træls og dyrt – men dog løsbart.
Båndtageren var en anden snak: Jeg har fundet den på Ebay efter måneders research, den er nærmest antik og ingen andre end jeg ville ane, hvad den kunne bruges til. Men jeg elsker den.
En evt. tyv ville sandsynligvis smide det hele, inklusive mine notebøger(fyldt med to års u-backuppede digte) i en skraldespand eller i havnen, tage computeren og få den slettet totalt før han sendte den ud af landet….
Jeg havde mistet mig selv. Og jeg kunne ikke gøre noget ved det.
Men lørdag kl. 22.10 ringede min telefon så.
Og det var Nordsjællands politi. Om jeg havde mistet en rygsæk med et pressekort og båndoptager og en computer? For den var blevet indleveret af ‘en borger’ og befandt sig nu i Hillerød, hvor jeg kunne hente den søndag(udenfor åbningstid – fusket igennem via Helsingør servicecenter og TAK også til dem og til Nordsjællands Politi, to søde betjente, der virkede ligeså glade som jeg selv)
Borgeren viste sig at hedde Angelo. Han havde fundet min taske på stationen – jeg må have stillet den fra mig – alligevel? Måske? Og hvor heldigt var det lige, at han ikke bare ringede til politiet, og de så kom med rullemarie, der så kunne have spærret det hele af og sprunget mine ejendele i luften for sikkerheds skyld?
Selv om Angelo sagde ‘det er ikke nødvendigt’ sendte jeg ham en massiv findeløn(ti procent af anslået værdi) via mobilepay.
På sit profilbillede på mobilepay ligner han ellers een af dem, jeg hele dagen havde raset rundt i byen og mistænkt for at være den type, der kunne have hugget min rygsæk, ung og ikke umiddelbart dansk.
Følelsen af svigt får mange grimme ting frem i een….nu sad jeg og skammede mig….! Og han var ikke den eneste, jeg nåede at mistænke: Nogen fattige hjemløse på McDonalds var også på min radar sammen med Taxachaufføren selv, var han måske til at stole på, har jeg tænkt, da det var allersortest.
Sidder nu og skriver dette blogindlæg på den maskine, jeg troede var tabt for evigt, mens jeg tænker på ting og identitet, og på, at hvor afhængige vi er af hinanden, af at kunne stole på hinanden.
Jeg er kisteglad over at den kom tilbage, rygsækken.
Og glad for at kunne fastslå, at mennesket generelt er godt og at vi finder ud af det, altsammen, også når en lettere beruset borger får en absence, og går fra sin rygsæk, uden at tænke over det og uden at se sig tilbage….
