Hollandsk Universitet skriver bekymret brev til ledelsen: Forlad Big Techs systemer NU!
“First of all, there are significant security and privacy risks using such cloud based solutions. The authenticators that we rely on to get access to our digital environments depend on transatlantic connections, that may be cut. Microsoft may be forced to turn our virtual office off at any time — as is happening with the International Criminal Court in The Hague.3 In such a scenario, all research, all teaching, all mentoring would come to an immediate halt. We are also losing control over our data. Microsoft (and other companies whose services we depend on) can analyse all our communications, documents, inventions, and sensitive (personal) data and use this data to build elaborate profiles on all of us, without any public oversight. The fact that the data is stored on European servers offers no (legal) protection.4 Putting our sensitive data on someone else’s hard disk, under foreign jurisdiction, via vulnerable connections, was never an enticing proposition. While many Radboud colleagues opposed the move to Office 365 several years ago, recent geopolitical developments make it clear just how dangerous the current situation is, whereby we are at the mercy of a foreign government led by a whimsical leader, who can force a company like Microsoft to comply with executive orders, or fulfil governmental access requests to data.5 This puts the whole framework for data exchange between Europe and the US in legal jeopardy.”
FØRST laver Altman tech, der bryder al copyright mens den brænder energi af som en kontinent befolket af fulde sømænd, altsamme med det formål at kopiere menneskelig adfærd, så arbejdsgivere kan kan erstatte uddannede arbejdere med maskiner. Og så er man også nød til at lave ny tech, der tvinger mennesker til at scanne deres iris, så de kan bevise, de ikke er AI….og købe CRYPTOVALUTA, der er et stort fossilt bål af strømforbrug…🤬 ‘The new feature, a “mini app” accessible via the World App wallet, will offer special features to holders of World Network’s digital passport, which lets users scan their iris in exchange for an account that verifies their “proof-of-personhood.”
Dette er et aldrig bragt debatindlæg sendt til Weekend Avisen i 2021- fandt det tilfældigt og synes det var værd at læse – og gemme. NB: Det er så gammelt at det stadig hed Twitter – nu hedder det X og ligeom lidt sletter jeg min konto der, for jeg bruger den ikke, selvom jeg fik den igen, uden nogen forklaring – efter et tilsvarende debat-indlæg blev bragt i PROSA-bladet.
DEL 1: Covid19 Julemanden
Det var måske nisserne, der gjorde det. Mere præsist det her citat-tweet fra mig: ’Julemænd og nisser spreder covid på plejehjem i belgien…..#detbliveraldrigjul #mendetblivergodtigenikke’ skrev jeg over et retweet af videnskabsjournalisten Laurie Garreth, der delte en artikel fra The Independent om et belgisk plejehjem, hvor man havde inviteret en julemand og nogen nisser til at underholde de desperat ensomme gamle, og hvor Julemanden så til gengæld smittede 75 beboere med covid19. Det var den 14. december i det herrens, eller måske mere djævelens, år 2020 og med dette som mit sidste tweet siden dengang, mistede jeg med et slag en stor del af min værdighed, kontakter og journalistiske troværdighed. Måske læste twitters algoritmer det her som et antivaccinestatement fra en q-anon-tilhænger? Måske aktiverede det, deres ’fake-news’-filter, på trods af, at netop Laurie Garreth er bredt anerkendt som seriøs og troværdig videnskabsjournalist og forfatter? Jeg ved det ikke. Men nogen skete. Et eller andet sted baskede en krigerisk digital sommerfugl med jernvingen og fyrede en laserkanon af: Kort efter jeg havde sendt det tweet, blev min twitterkonto @kjaerulv nemlig ’midlertidigt supenderet’ og derefter låst og jeg begyndte en lang rejse ind i et totalt bimlet robotland for at få den åbnet igen.
Journalister og politikere bruger twitter. Meget. I dag, den 11 januar 2021 er jeg stadig lukket ned, og jeg aner ikke om det var det med nisserne, der gjorde det, for jeg har ikke fået nogen svar på hvad min brøde består i. Det der til gengæld står lysende klart tilbage er dette: Jeg har været på twitter siden 2008, jeg har, eller rettere havde, lidt over 5000 følgere og fulgte omkring 2000 personer og har vel tilbragt en times tid om dagen på mediet, der nu ikke vil lukke mig ind igen og ikke vil give mig en forklaring. Jeg har dermed mistet en mindre formue i opsparet troværdighedskapital, et kildenet og ikke mindst en mulighed for at gøre det, jeg gjorde mest på Twitter: Blande mig i og starte debatter om computersikkerhed, etik og privatliv. Jeg er i den grad medlem af Journalistforbundet, jeg er uddannet på DJH, jeg indrømmer gerne en fejl og jeg har en journalistisk erhvervserfaring på over 30 år hos medier som Danmarks Radio, Radio24syv og Ekstra Bladet hvor jeg har arbejdet derudaf uden klager eller pressenævnsager. Jeg har stadig mit pressekort og jeg er glad for det. Jeg er kendt af nogen som teknologikritiker – af andre som maskinstormer og rabiat anti-digitalist – det sidste på trods af, at jeg har arbejdet med ny teknologi stort set hele livet og har taget kurser i etisk hacking. Der en nogen der kan lide mig og nogen der synes jeg er en plage, men selv blandt fjender har jeg indtryk af at være respekteret. Men jeg kan naturligvis tage fejl. Via min rolle som som vært fra det tidligere radio24syv program AFLYTTET har jeg skullet udføre en yderst kompliceret linedans mellem oplysning om computersikkerhed, hacking og spionage med kilder blandt black- og white-hat-hackere og efterretningstjenester og computereksperter og aktivister samtidig med, at jeg har skullet holde sølvpapirshattene fra døren med en meget stor kæp. Jeg bildte mig ind, at jeg mestrede den linedans. Men når en techgigant som Twitter pludselig slår ned på en, uden at fortælle hvorfor, kan man godt komme alvorligt i tvivl: Har jeg sagt noget udokumenteret? Og værre endnu: Er der nogen, der er ude efter mig? Nogen, der kan tage en telefon eller sende en mail til rette vedkommende og få lukket kæften på mig?
Og hvis de kan få mig til at tie stille – så kan de også slukke for dig.
DEL 2: Robot-fucked
Men måske er det også min egen skyld. Eller rettere: Jeg og robotternes. Som journalist med informationssikkerhed som speciale, bruger jeg naturligvis to-faktor godkendelse på Twitter, jeg har et langt godt password, min maskine er opdateret og så bruger jeg VPN, et program, der krypterer min internettrafik, så min internetudbyder og hackere ikke kan følge med i, hvad jeg laver på nettet. Den var selvfølgelig på, da det gik galt, og da den 14 december sidste år også var dem dag. Googles servere gik ned og min egen internetudbyder også opførte sig ustabilt, kunne det selvfølgelig også have fået et eller andet system til at gå i alarm-mode og tilkaldt Twitters softwarerobotter. Samme robotter var da også venlige til at begynde med: Du skal bare bekræfte dit telefonnummer skrev de. Vi ringer dig op med en kode du skal taste ind, vent et øjeblik, hed det. Men opkaldet kom aldrig. Som i aldrig nogen sinde. Jeg gentog proceduren flere gange, så mange, at jeg til sidst fik at vide, at nu måtte jeg vente et døgn på at prøve igen. Det gjorde jeg så. Og de ringede stadig ikke. En klog mand i mit netværk mente, det kunne være fordi twitter ikke kan finde ud af +45 men vil have 0045 foran nummeret – men da jeg skrev det ind i sin tid, kom de selv op med +45. Det er også ligegyldigt nu, for jeg kan ikke ændre det. En anden klog mand foreslog mig, at skrive direkte til Twitter Supports presseafdeling. Det gjorde jeg. Den 15 december. Og har intet hørt. Jeg har siden da modtaget et enkelt, suspekt udseende opkald fra Michigan, USA, som jeg ikke kunne tage, fordi jeg sad i en bil. Der blev ikke lagt besked. Andre twitter-entusiaster hævder, at det opkald normalt kommer indenfor 3 sekunder. Men altså ingen opkald her. Jeg har også påklaget min ’suspendering’ via twitters helt officielle klageformular – her er der heller ikke noget svar. Så hvad kan der være sket? Kan jeg have raget uklar med nogen eller nogle andre, der så har masseanmeldt mig i et omfang, Twitters robotter ikke kan se overhørigt? Har min konto været hacket? Jeg ved det ikke. Og jeg kan ikke få nogen svar.
DEL 3: Trump og Jeg
Og hvad betyder det så for dig, at et privat firma har losset @kjaerulv ud af deres platform? Det har de vel ret til? Og hvis du ikke har gjort noget forkert, så finder de vel ud af det, ikke? Kan jeg ikke bare gå et andet sted hen? Og hvis jeg virkelig er så glad for Twitter, så kunne jeg vel bare lave en ny konto og begynde forfra? Og lad os starte fra begyndelsen: Nej, jeg vil ikke have en ny konto! Jeg vil have min gamle konto tilbage! Jeg har vitterligt ikke foretaget mig noget som helst forkert, og hvis Twitter først kan lukke ned for Donald Trump, og dernæst genåbne ham, igen og igen og så derefter, først da kongressen endegyldigt anerkendte at det var Biden, der var den nye præsident, lukke ham ned permanent, så skulle det vel også være muligt, at genåbne en uskyldig og lille bitte fisk som mig? Jeg tror bare ikke det kommer til at ske. Jeg sidder fast i robotternes greb og tandhjulene er låst og operatørerne er gået hjem. Der ER ikke nogen mennesker tilbage. I det moderne liv er vi blevet mere og mere afhængige af social medie platforme, der langsomt men sikkert er blevet en kritisk infrastruktur, der bærer alt fra fjollede memes til aktivisme, politiske udmeldinger og sågar COVID19 informationer fra Statsminister Mette Frederiksen, der mener, hun skal bruge – og betale til – Facebook for at oplyse danskerne om seneste tiltag mod virus. Ville Twitter eller Facebook kunne smide Mette Frederiksen ud? Og hvad ville Folketinget så kunne gøre? Egentlig? Fælles for alle de her platforme, Twitter, Facebook, Instagram og alle de andre er, at de er automater, at skaberne i den grad hader menneskelige vurderinger og at de fungerer uden for almindelig jura og lovgivning. Man er i hænderne på robotter og den moral og de tilfældige luner, der programmeres med i deres algoritmer. Det har jeg sådan set vist hele tiden, men det bliver først klart hvor uretfærdigt det er, når man selv falder i fangehullet og mister muligheden for at ytre sig. Hvordan skal vores demokratier klare den her i fremtiden? Hvordan skal Pressen, den presse, der bliver mere og mere afhængige af netop twitter, fordi det er der, vores politikere ytrer sig i stedet for at tage en telefon og svare på et spørgsmål fra en irriterende journalist, hvordan skal vi klare den, når vi har absolut nul kontrol over den platform, vi bruger? Jeg har endnu ikke opgivet kampen for @kjaerulv. Men det lakker mod enden. På positivsiden kan jeg nævne, at der er blevet mere roligt i mit hoved og at jeg har fået en time mere tilovers om dagen. Tid, jeg kan bruge på at skrive det her. Og tid, jeg kan bruge til at bekymre mig over skrøbeligheden i vores debatter, hvis det er normen, at det er Techfirmaerne, der skal bestemme, hvem der må deltage i den. Det burde være muligt at lave et simpelt ankesystem styret af folk udenfor platformene. Ellers kan vi ligeså godt overlade ytringsfriheden til nisserne og julemanden.
‘The Empire of Lies secures allies Like a spider ties up flies Those hand-picked parasites ruling the servile satellites Know who they dare not criticise A psychopathic superpower spies from the sky Transmitting viruses into the mind’s eye’ THE THE, 2024
Ovenstående sang fik mig lige til at fundere over hvor hurtigt vi glemmer og tilgiver – især ekstreme overgreb på os alle sammen – i det her tilfælde den amerikanske masseovervågning af hele verden, som i sin tid blev afsløret i al sin totalitet af Edward Snowden. Dengang troede vi, der ville ske noget, at noget ville ændre sig, at regeringer verden over ville sige fra. Men det gjorde der ikke og det gjorde de ikke. I stedet har vi fra Danmarks side lagt op til et endnu tættere samarbejde med USA på efterretnings- og militær siden. Og vi har alle sammen glemt, hvad FIndsen-sagen egentlig handlede om, og nej, det var ikke den tidligere FE chefs sexliv men det faktum at Danmarks siden regeringen Poul Nyrup simpelthen har givet NSA direkte adgang til vores egne kommunikations-kabler – uden nogen form for begrænsninger. Det har vi glemt nu. Eller rettere – vi ved det godt, men vi må konstatere, at vore politikere ikke vil gøre noget ved det. Så vi kysser Potus ring. Og håber stemningen bliver ved at være god.
VERS. 5.0 – 2024 ‘As I felt the sickening sweep of the descent, I had instinctively tightened my hold upon the barrel, and closed my eyes. For some seconds I dared not open them — while I expected instant destruction, and wondered that I was not already in my death-struggles with the water. But moment after moment elapsed. I still lived. The sense of falling had ceased ; and the motion of the vessel seemed much as it had been before, while in the belt of foam, with the exception that she now lay more along. I took courage, and looked once again upon the scene.’Edgar Allen Poe, A Descent Into The Maelstrom, 1845
Ligeom lidt starter det igen: Hilsenerne på Facebook. Jeg har 1900 såkaldte venner der, i realiteten er der nok 100 af dem, der er rigtige bekendte og måske 30 jeg vil kalde venner, men lad nu det ligge. Fakta er, at de der Facebookvenner den 11. september vil se på listen over fødselsdage og se mit navn og helt auto skrive et ‘tillykke’. Halvt fordi de bare gør det, fordi det er det mediet opfordrer dem til og fordi de tror, de SKAL for selv at få nogen, en slags quid pro quo, men også af en eller anden mystisk form for venlighed, menneskets dybe velvilje overfor hinanden, som maskinen Facebook har formået at udnytte til fulde. Jeg slår det fra hvert eneste år – min fødselsdag kan kun læses af mig, men den venlige maskine formår, sandsynligvis gennem en række fjernt annoncerede updates, jeg ikke har forstået, den til at være offentlige alligevel.
LYS TIL ANKLERNE Sådan har de været det sidste par år. Måske er det et trick, for at tvinge mig ud i det åbne. Som er det, jeg lidt tøvende gør nu, som en mand, der pludselig står i lys til anklerne. Jeg fik bunker af fødselsdagshilsner sidste år og forrige år og året før og jeg var nød til at gå til bekendelse, på Facebook, igen, og forklare, at den 11. september ikke er min fødselsdag. Det sker kort sagt hvert eneste år den 11. september, fordi det er den dato, jeg har fortalt det der sociale medie, jeg har fødselsdag på. Den spørger jo om den, maskinen Facebook – hvad jeg hedder og min mail og mit telefonnummer og min by og min hjemby og min alder og hvilket køn jeg vil tituleres som. Jeg har i øvrigt valgt ‘flydende kønsidentitet’, både fordi det faktisk er sandt (og alting flyder) og fordi jeg så troede jeg kunne slippe for venneanmodninger fra falske profiler med billeder af smukke kvinder, huggede fra andre profiler. Det virkede ikke men jeg er tilgengæld blevet vanekriminel med services på nettet ifht netop fødselsdato, adresse og den slags. Jeg lyver, fordi jeg bilder mig ind, det kan beskytte mig. Totalt bevidst, kriminel og skamløs løgn og det er det alligevel ikke, for først er jeg nød til at forklare, hvorfor jeg lyver for Facebook. Og endnu værre: Jeg lyver også for Google og Instagram og Twitter og YouTube og engang imellem er det som om deres små softwarerobotter får en snært af en ide om, at det er det jeg gør, altså lyver, og så er det som om nogen har stoppet maskinen lidt, som om den bøjer sig ned over een, og pludselig vil have alt mulig fra mig – billeder af pas eller kørekort, men det har jeg hidtil nægtet og indtil videre går det så godt, at jeg stadig har fødselsdag den 11. september på Facebook og nogen helt andre datoer hos Google og Twitter og nogen gange kan jeg faktisk ikke huske de andre datoer og det kan godt blive noget rod engang, men indtil videre; så går det altså fint.
CPR Det er i virkeligheden min mors skyld, at jeg lyver om min fødselsdag. Jeg er opdraget med, at ens CPR-nummer er hemmeligt og helt mit eget. Min mor lærte mig, at hvis nogen i det offentlige eller i banken spurgte mig om mit cpr-nummer, så skulle jeg højest give dem min fødselsdag. Det var datidens cybersikkerhed – og resten kunne de vel selv finde ud af hvis de virkelig gad, mente hun, de har jo også adressen og det var sådan set også rigtig nok, indtil bankerne så fik computere, der krævede at få de sidste fire cifre for at kunne gennemføre en transaktion. Pludselig kunne man ikke bare ringe til sin bank uden at skulle hoste op med hele nummeret og sådan er det som bekendt over hele linien nu, og i den grad, stadigvæk, så DET løb, det er kørt, men min fødselsdag, den er som bekendt de første seks cifre af 10, og jeg ved nok om computere til at at vide, at det ikke tager vanvittig lang tid at finde frem til de sidste fire cifre, hvis man gerne vil bruge det der CPR-nummer til et eller andet, der handler om mine, alt for få, penge eller nogen synes det kunne være sjovt at købe et par mobiler i mit navn eller hvad de der overkreative IT-kriminelle eller spioner ellers finder på. Og så er jeg faktisk ret privat anlagt. Det centrale af mit liv rager jo ikke folk, jeg ikke kender. Oplysninger bør ikke udveksles med hvem som helst, jeg står jo heller ikke, og deler fotokopier af mit kørekort ud på barerne, for at købe en drink?
Så jeg lyver. Men det er ikke den eneste grund. Jeg lyver også, ganske simpelt, fordi jeg ikke mener jeg skylder Facebook eller Google eller Instagram eller Twitter noget som helst – og det gør du i øvrigt heller ikke. Ja, vi bruger det. Ja, vi kan tale sammen. Ja, der sker gode ting også. Og vi kan ikke længere sige helt nej, uden at melde os ud af en stor klub og et stort forum for kommunikation. Vores politikere er der, jo. Det er faktisk mest der, de er, råbende mark-skrigere fra hver deres lille meta-blå tik-tok-snap-pap-kasse.
New Deal? Men aftalen mellem os og DEM har ændret sig. Vi er brugere og det er jo os, der leverer indholdet og underholdningen og likes og delinger og hysterisk debat, os, der piskes frem af algoritmer og ond dybdepsykologi og vi leverer også alle de dejlige forbindelser fra den ene til den anden, det menneskelige neurale kort over mennesker, der ser hinanden, og som har gjort hele den her ulækre spion-business til en millliard-forretning, der vokser år efter år og knopskyder ind i alt det, vi har omkring os: Vores (rigtige)venskaber, vores familieliv, kæledyr, hobbyer, politiske overbevisning, seksuelle orientering og en frygtelige masse andre små ting, dem samler de op, sælger videre eller udnytter selv – til at påvirke os til at købe noget eller til at ændre holdning til Mette Frederiksen og Lars Løkke og alle de andre politikere, der åbenbart i fuldt alvor mener, at foraer, hvis hovedbusiness er overvågning af brugerne, er det helt rigtige sted, at tale med vælgerne…jeg tror vitterligt ikke, at DDR kunne have gjort det bedre?
DERFOR lyver jeg. Og derfor synes jeg også du skal gøre det, hvis du ikke allerede gør det, for når alle de her data bliver samlet under din fødselsdato, den rigtige, så er det ulige meget nemmere at køre det hele sammen under en hat, og jeg kan love dig for, at den hat, den kommer til at stramme i fremtiden med mindre der sker noget helt usandsynligt: At vi alle sammen fortæller hinanden, at det er klamt at samle data og klamt at spionere på mennesker, man ikke kender! For SELV om jeg lyver, og selvom jeg ikke fortæller de sociale medier om min familie og ikke lægger studenterbillleder eller fødselsdagsfotos op nogen steder(og nej, det gør jeg ikke og nej, det er ikke for at udskamme dem, der gør), så er jeg bange for, at også det løb er kørt..,..og det er derfor, jeg alligevel, og også du, HAR fødselsdag den 11. september, for det var dengang, i 2001, at det hele gik fra noget vi legede og lod som om på internettet, hvor alle kunne være en hund, og alle var temmelig anonyme uden at det gjorde noget og der ikke fandtes fake news og ALLE løj hele tiden og det var helt ok til det ikke var mere for dengang, i 2001, blev det blodigt snærende alvor.
DØD DRØM Da flyene ramte World Trade Center, blev overvågningen global og altomsluttende, før 11. september puslede EU såmænd med ideen om at undervise børn i sikker kommunikation og indføre statskryptering, så USA ikke kunne lytte med og bruge det imod os, men da de bygninger faldt sammen, og tusinder døde i dem, slog vi samtidig drømmen om et frit, uovervåget samfund ihjel, nu blev det normen, at der skulle overvåges, herhjemme fik vi logningbekendtgørelsen, et monstrum af en lov, der siden dengang har pålagt teleskaberne at masseovervåge hele befoilkningen og gemme hvem vi ringer/smser til, hvem der ringer/smser til os og HVOR VI ER IMENS i et år. De data blev som bekendt gemt for at kunne forhindre terror, men er nu, ifølge vores tidligere justistminister, Nick ‘Overvågning er frihed’ Hækkerup og mange andre før ham, helt uundværlige for ganske almindeligt politiarbejde, noget der ellers, såvidt jeg husker, gik udmærket før! At det senere har vist sig, at det er et yderst problematisk værktøj at bruge, hvis man ikke gør det rigtigt, er en helt andet sag, eller rettere en frygtelig masse sager, for man har målt forkert i mange år pga. forkert fortolkede data.
KRYPTO Efter den 11. september var det slut med at tale om kryptering. Fagforeningen PROSA udgav en protest-cd med krypteringssoftware og blev kaldt uansvarlige og det der var værre af daværende justitsminister Lene Espersen.
I 1845 skrev Edgar Allen Poe novellen ‘Ned i malstrømmen’, der handler om en fisker, der ryger i en malstrøm med sin båd, men redder sig ved at tænke matematisk: Han binder sig til en tønde, der fører ham opad langs siderne på malstrømmen, ikke ned mod bunden, hvor skibet knuses. I dag er malstrømmen digital. Og den kværner os alle sammen til en stor datagrød. Vi mistede retten til privatliv, dengang. Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte, har det heddet – for alvor, lige siden og vi ved godt, det ikke er sandt, men vi klynger os til det udsagn, som en tønde på bunden af en Poesk malstrøm, og håber, tønden til sidst vil føre os mod overfladen igen. Min fødselsdag er min tønde, og jeg ved godt, at det er ligeså sandsynligt, at den er fyldt med bly, og den i stedet fører mig hurtigere mod bunden. For vi har måske ikke noget at skjule mere. Vi nærmer os fuldendt gennemsigtighed, bunden af malstrømmen, hvor vi slåes itu af algoritmer og kunstig intelligens, hvis hovedopgave bliver at dømme de levende og døde, in-appellable domme, noget med konsekvenser, hvis oprindelse alle nu kan undslå sig, det var ikke mig, der gjorde det, det var maskinen? Men hvad værre er: Der er ingen ende på det. Krigen, den mod terror, er uendelig nu. Den er en forretning, medierne svælger i det, de har altid levet af frygt, men terror er også rædsel, det uventede, en mand med et automatvåben på en pæn gade i paris, cafeborde, en dejlig aften, og vilde billeder og videoer og helt ukontrolleret rapporteren, og medierne og myndighederne gør det til en måde at leve på, en måde at tænke på, et sikkerhedsteater(i metaforisk forstand, forståes, ikke i Alex Jones!), det er velment, og måske fanger vi nogen dumme terrorister, men det er også et virkeligt teater, hvor vi allesammen spiller en rolle, et teater, der har fået indført et ekstra, særlig voldsomt element: Under Corona-epidemien kunne hverken skuespillere eller publikum forlade scenen af frygt for smitsomme sygdomme – vi skulle holde afstand, være kontaktløse, spritte af. Nu er Coronas stråleglans aftaget og en ny, rigtig krig i gang. Vi kommer til at kæmpe for hvert enkelt ønsket menneskeligt element i den praktiske og konkrete del af vores tilværelse, fra hus til hus og den, menneskeligheden, vil i stedet finde sted som ved en skygge, der har sit eget liv, vores, og handler på vores vegne, en copy-cat, en dobbeltgænger, der tilsidst bliver os, og vi, vi bliver til ingensomhelst, datapunkter i en uigennemskuelig række af automatiske beslutninger.
Men der er også, heldigvis, det håb, at vi kan gøre det bedre næste gang en flok rasende terrorister får en vanvittig ide: 911 var en slags Olsen Banden på stoffer som horrorshow. Tag flycertifikater til store jets, overmand besætningen og passagererne på tre forskellige fly, ca. samtidig, og bagefter kan i låse jer inde i cockpittet og styre hele baduljen som var det et missil, og ramme og lykkes med at slå alle – og jer selv – ihjel – mod alle odds, som var I navigeret af ånd, som om Guds hånd bar jer frem og I gled lydløst gennem allerede forladte poster, som var sporene allerede lagt for jer. Det var forfærdeligt. Men mennesket har altid været dygtigt til død, hævn og ødelæggelse, men også til omsorg, tilgivelse. Så jeg tilgiver. Og jeg lyver. Må man lyve for at beskytte sig selv? Det synes jeg, men jeg er ikke engang sikker på det hjælper. Ihvertfald kun så længe man ikke har noget at skjule. Og det har jeg. Selvom jeg lige har fortalt dg noget, der egentligt var hemmeligt, og nu ikke er det mere. Maskinen Facebook forstår mig tilsyneladende. Den ser min lille hvide løgn som en del af vores lille spil, for maskinen ved godt, den bliver større og større dag for dag og den ved også, at jo mere jeg lyver, des mere fortæller jeg sandheden. Om mig selv. Så nej. 11. september er ikke kun min fødselsdag. Det er vores alle sammens. Beklager. Men alligevel: Tillykke.
Et spøgelse hærger Europa og resten af planeten – spøgelset hedder Transhumanisme. Deres præster sidder på flere af vores universiteter, laboratorier, i de store firmaer og i politiske institutioner. Transhumanisme er det negative billede af menneskets natur, koblet med en teknologisk-videnskabelig vision om, hvordan mennesket kan gøres bedre. Præsterne kan genkendes ved deres blinde tro på, at videnskaben er vores frelser og på deres reserverede foragt for den menneskelige natur, vores skrøbelighed, dødelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af, HVEM vi er(i modsætning til HVAD vi er). Transhumanister forveksler følsomhed med irrationalitet, hvilende potentiale med dumhed og handicap med undværlighed. Som et resultat af denne forveksling, arbejder de for en fremtid der blindt hylder det teknisk forbundne, genetisk optimerede, computer-ledede samfund, hvor de påstået dårligt konstruerede mennesker, manipuleres og forbedres af en usynlig, robotdrevet maskine kaldet ‘det næste trin af uundgåelig udvikling for menneskeheden.’ Transhumanisternes vision for fremtiden bliver stort set ikke anfægtet, fordi deres tankegang ses som en del af det videnskabelige verdenssyn, der opstod af moderniteten. Derfor føler de sig berettigede til at diktere hvad fremskridt er, og hvad der bør ses som RATIONELT.
De udtaler sig skråsikkert om hvordan fremtiden vil se ud og er uimodtagelige for kritik, hvorved de selv viser symptomer på at tilhøre en ikke rationel ideologi.
Formålet med dette manifest er at udstille transhumanismens irrationalitet og farer. Den er baseret på forskellige forfejlede slutninger, og dem vi kritisere bygger deres tanker på følgende 3. påstande: 1. Virkeligheden er informationens totalitet. 2. Mennesker er ikke andet end objekter, der processerer information. 3. Kunstig intelligens er intelligens i menneskelig forstand. Ud fra disse tre påstande argumentere transhumanister at: Beslutninger skal baseres på informationer og på den kunstige intelligens, der bruger den, fordi det medfører bedre beslutninger. Og vi skal tage imod den fremtid, hvor mennesket kan forbedres, f.eks. med kunstig intelligens, der er klogere end os, med åbne arme,
OM TRANSHUMANISMENS FORKERTE ANTAGELSER:
Virkeligheden er ikke den samlede sum af information. Vi mener ikke, at tanken om information er dækkende for livet som sådan. Vi finder det naivt ukritisk at tro det er sådan. Information kan hverken måles eller defineres som et hele og at gå skridtet videre, og mene at information er hele virkeligheden, er forkert. Begrebet information kan være et nyttigt værktøj i videnskab og teknologi, men er ikke dækkende for alle aspekter af det menneskelige liv.
Det at bearbejde, at processere information er glimrende, hvis man vil diskutere simple, funktionelle dele af menneskelig opfattelse, tænkning og handlinger, men forbigår andre elementer som følelsesmæssig intelligens, praktiske dyder som visdom eller forudseenhed, ting der er afgørende for etiske bedømmelser og eksperimenterende og fænomenologiske dimensioner af vores verdenssyn. For at opsummere, så er er begrebet information brugt af transhumanister som et udtryk for kontrol gennem beregning. De reducerer verden til databaserede mønstre, der passer til mekanisk manipulation.
Så længe information er set som det samme som John Locke kalder en ‘primær kvalitet’ og ikke andet, mens man overser dens valør, den indre værdi og de aspekter af vores verden, der gør den meningsfuld og værd at leve i, er informationsteorien fuldkommen livløs. Hvis begrebet information derfor ikke er dækkende, hvis man vil beskrive livet og menneskeheden, så er hele ideen om, at virkeligheden er informationens samlede sum, ligeså forkert.
Mennesker er ikke objekter af information, vi er væsener af mening. Vi ser mening, som det vigtigste aspekt i menneskelivet, fordi det gør os istand til at forstå virkeligheden, at tænke dybere over den og til at handle i den. Mening opstår, når hele vores krop, inklusive hjernen, interagerer med verden som den er eller aktualisere nye virkeligheder. Teknologi og medier spiller en central rolle i denne opståen af mening. Men denne sammensmeltning bør ikke forveksles med transhumanisternes antagelser af, at mening er summen af informationer. Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer hvad der er meningsfuldt for os.
Informationsobjekter som maskiner, har forskellige grader af determinisme, fordi de hopper frem og tilbage mellem tilfældighed og nødvendighed. Men i vor søgen efter mening, undgår mennesker rutinemæssigt determinismen. Vi er alle sammen som ‘sorte svaner’, hvis eksistens med et slag tilbageviser den nemme, ikke-bevis-bare påstand, at alle svaner er hvide. Kunstig intelligens kan aldrig blive intelligent som mennesker. Intelligens vs information er som et søm og en hammer. Hvis man kun har en hammer, så så er alt ud som søm. Hvis man kun har information, så ser alt, der er istand til behandle information intelligent ud. Vi mener at begrebet intelligens, er blevet misbrugt. Derfor er vi nød til at redefinere det og udvide begrebet intelligens. Ordet intelligens kan bruges i videnskab og teknologi, men når vi taler om menneskelig tænkning er det bedre at bruge begreber som følelsesmæssig intelligens, som intellekt eller indføling. Vores indfølende tænkning og handlinger er vores unikke måde at være på, som mennesker. Den har kapacitet til at erfare ved opmærksomhed, og derved aktualisere og omskabe meningen med ting. Den menneskelige form for tænkning er ikke værdineutral. Følende tænkning og handling er afgørende for hverdags beslutningstagen og fanger de stiltiende og essentielle dele af virkeligheden. Hvis vi ofrer dette, for en kalkulerende, informationsbaseret tænkning, der påstår at være intelligent, vil vores evne til at tage etisk, moralske beslutninger lide skade. Vi ville skifte vores rodede, men meningsfyldte verden ud med en velordnet, men gennemført steril udgave.
For at opsummere: Kunstig Intelligens kan være intelligent indenfor informationsbehandling. Men AI har ikke hverken kapacitet eller de lag af eksistens, der betyder mest i lovet, især indføling, evnen til at møde, forstå og forhandle mening som mennesker gør.
Vores menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af hvem vi er. Det er evner, der gør os I stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse for vores egen dødelighed, og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde. Det er det, der gør vores eksistens helt anderledes end bots eller andre former for ikke-følene entiteter, fordi mennesker føler, for at være. Transhumanister benægter at denne afgørende kvalitet i mennesker findes, og gør os dermed ikke mere mere følende end en robot.
Derfor er det vigtigt at gøre dette helt klart: Vi mennesker, er dyr, der består af mening. Vi er fortryllede skabninger, der værdsætter vores eksistens, hvilket ikke er det samme som at være en hjerne i en krukke. I modsætning til maskiner, der kun simulerer bevidsthed, så er vi istand til at skelne mellem det at være bevidste og indholdet af vores bevidsthed. I maskintermer ville dette være umuligt og absurd. Vores samtidig tænkning og handlen, sikrer at vores liv ikke er bestemt ved formelle procedurer af rationalitet. Mange af vores mest vigtige færdigheder, afhænger og skabes af at vi er sammen med andre. Gennem fællesskaber påvirker vi vores omgivelser, hvorved vi er medskabere af alt der eksisterer. Sanserne skaber vore følelser som et basalt princip til selvkontrol og retning. Følelser er enten gode eller dårlig, enten lystfulde eller smertefulde. Følelser klargør for os, om noget er godt eller dårlig, og lærer os, hvad der er godt og ondt. Der findes ikke godt eller ondt udenfor sanserne.
GARAGEN 