‘The Empire of Lies secures allies Like a spider ties up flies Those hand-picked parasites ruling the servile satellites Know who they dare not criticise A psychopathic superpower spies from the sky Transmitting viruses into the mind’s eye’ THE THE, 2024
Ovenstående sang fik mig lige til at fundere over hvor hurtigt vi glemmer og tilgiver – især ekstreme overgreb på os alle sammen – i det her tilfælde den amerikanske masseovervågning af hele verden, som i sin tid blev afsløret i al sin totalitet af Edward Snowden. Dengang troede vi, der ville ske noget, at noget ville ændre sig, at regeringer verden over ville sige fra. Men det gjorde der ikke og det gjorde de ikke. I stedet har vi fra Danmarks side lagt op til et endnu tættere samarbejde med USA på efterretnings- og militær siden. Og vi har alle sammen glemt, hvad FIndsen-sagen egentlig handlede om, og nej, det var ikke den tidligere FE chefs sexliv men det faktum at Danmarks siden regeringen Poul Nyrup simpelthen har givet NSA direkte adgang til vores egne kommunikations-kabler – uden nogen form for begrænsninger. Det har vi glemt nu. Eller rettere – vi ved det godt, men vi må konstatere, at vore politikere ikke vil gøre noget ved det. Så vi kysser Potus ring. Og håber stemningen bliver ved at være god.
VERS. 5.0 – 2024 ‘As I felt the sickening sweep of the descent, I had instinctively tightened my hold upon the barrel, and closed my eyes. For some seconds I dared not open them — while I expected instant destruction, and wondered that I was not already in my death-struggles with the water. But moment after moment elapsed. I still lived. The sense of falling had ceased ; and the motion of the vessel seemed much as it had been before, while in the belt of foam, with the exception that she now lay more along. I took courage, and looked once again upon the scene.’Edgar Allen Poe, A Descent Into The Maelstrom, 1845
Ligeom lidt starter det igen: Hilsenerne på Facebook. Jeg har 1900 såkaldte venner der, i realiteten er der nok 100 af dem, der er rigtige bekendte og måske 30 jeg vil kalde venner, men lad nu det ligge. Fakta er, at de der Facebookvenner den 11. september vil se på listen over fødselsdage og se mit navn og helt auto skrive et ‘tillykke’. Halvt fordi de bare gør det, fordi det er det mediet opfordrer dem til og fordi de tror, de SKAL for selv at få nogen, en slags quid pro quo, men også af en eller anden mystisk form for venlighed, menneskets dybe velvilje overfor hinanden, som maskinen Facebook har formået at udnytte til fulde. Jeg slår det fra hvert eneste år – min fødselsdag kan kun læses af mig, men den venlige maskine formår, sandsynligvis gennem en række fjernt annoncerede updates, jeg ikke har forstået, den til at være offentlige alligevel.
LYS TIL ANKLERNE Sådan har de været det sidste par år. Måske er det et trick, for at tvinge mig ud i det åbne. Som er det, jeg lidt tøvende gør nu, som en mand, der pludselig står i lys til anklerne. Jeg fik bunker af fødselsdagshilsner sidste år og forrige år og året før og jeg var nød til at gå til bekendelse, på Facebook, igen, og forklare, at den 11. september ikke er min fødselsdag. Det sker kort sagt hvert eneste år den 11. september, fordi det er den dato, jeg har fortalt det der sociale medie, jeg har fødselsdag på. Den spørger jo om den, maskinen Facebook – hvad jeg hedder og min mail og mit telefonnummer og min by og min hjemby og min alder og hvilket køn jeg vil tituleres som. Jeg har i øvrigt valgt ‘flydende kønsidentitet’, både fordi det faktisk er sandt (og alting flyder) og fordi jeg så troede jeg kunne slippe for venneanmodninger fra falske profiler med billeder af smukke kvinder, huggede fra andre profiler. Det virkede ikke men jeg er tilgengæld blevet vanekriminel med services på nettet ifht netop fødselsdato, adresse og den slags. Jeg lyver, fordi jeg bilder mig ind, det kan beskytte mig. Totalt bevidst, kriminel og skamløs løgn og det er det alligevel ikke, for først er jeg nød til at forklare, hvorfor jeg lyver for Facebook. Og endnu værre: Jeg lyver også for Google og Instagram og Twitter og YouTube og engang imellem er det som om deres små softwarerobotter får en snært af en ide om, at det er det jeg gør, altså lyver, og så er det som om nogen har stoppet maskinen lidt, som om den bøjer sig ned over een, og pludselig vil have alt mulig fra mig – billeder af pas eller kørekort, men det har jeg hidtil nægtet og indtil videre går det så godt, at jeg stadig har fødselsdag den 11. september på Facebook og nogen helt andre datoer hos Google og Twitter og nogen gange kan jeg faktisk ikke huske de andre datoer og det kan godt blive noget rod engang, men indtil videre; så går det altså fint.
CPR Det er i virkeligheden min mors skyld, at jeg lyver om min fødselsdag. Jeg er opdraget med, at ens CPR-nummer er hemmeligt og helt mit eget. Min mor lærte mig, at hvis nogen i det offentlige eller i banken spurgte mig om mit cpr-nummer, så skulle jeg højest give dem min fødselsdag. Det var datidens cybersikkerhed – og resten kunne de vel selv finde ud af hvis de virkelig gad, mente hun, de har jo også adressen og det var sådan set også rigtig nok, indtil bankerne så fik computere, der krævede at få de sidste fire cifre for at kunne gennemføre en transaktion. Pludselig kunne man ikke bare ringe til sin bank uden at skulle hoste op med hele nummeret og sådan er det som bekendt over hele linien nu, og i den grad, stadigvæk, så DET løb, det er kørt, men min fødselsdag, den er som bekendt de første seks cifre af 10, og jeg ved nok om computere til at at vide, at det ikke tager vanvittig lang tid at finde frem til de sidste fire cifre, hvis man gerne vil bruge det der CPR-nummer til et eller andet, der handler om mine, alt for få, penge eller nogen synes det kunne være sjovt at købe et par mobiler i mit navn eller hvad de der overkreative IT-kriminelle eller spioner ellers finder på. Og så er jeg faktisk ret privat anlagt. Det centrale af mit liv rager jo ikke folk, jeg ikke kender. Oplysninger bør ikke udveksles med hvem som helst, jeg står jo heller ikke, og deler fotokopier af mit kørekort ud på barerne, for at købe en drink?
Så jeg lyver. Men det er ikke den eneste grund. Jeg lyver også, ganske simpelt, fordi jeg ikke mener jeg skylder Facebook eller Google eller Instagram eller Twitter noget som helst – og det gør du i øvrigt heller ikke. Ja, vi bruger det. Ja, vi kan tale sammen. Ja, der sker gode ting også. Og vi kan ikke længere sige helt nej, uden at melde os ud af en stor klub og et stort forum for kommunikation. Vores politikere er der, jo. Det er faktisk mest der, de er, råbende mark-skrigere fra hver deres lille meta-blå tik-tok-snap-pap-kasse.
New Deal? Men aftalen mellem os og DEM har ændret sig. Vi er brugere og det er jo os, der leverer indholdet og underholdningen og likes og delinger og hysterisk debat, os, der piskes frem af algoritmer og ond dybdepsykologi og vi leverer også alle de dejlige forbindelser fra den ene til den anden, det menneskelige neurale kort over mennesker, der ser hinanden, og som har gjort hele den her ulækre spion-business til en millliard-forretning, der vokser år efter år og knopskyder ind i alt det, vi har omkring os: Vores (rigtige)venskaber, vores familieliv, kæledyr, hobbyer, politiske overbevisning, seksuelle orientering og en frygtelige masse andre små ting, dem samler de op, sælger videre eller udnytter selv – til at påvirke os til at købe noget eller til at ændre holdning til Mette Frederiksen og Lars Løkke og alle de andre politikere, der åbenbart i fuldt alvor mener, at foraer, hvis hovedbusiness er overvågning af brugerne, er det helt rigtige sted, at tale med vælgerne…jeg tror vitterligt ikke, at DDR kunne have gjort det bedre?
DERFOR lyver jeg. Og derfor synes jeg også du skal gøre det, hvis du ikke allerede gør det, for når alle de her data bliver samlet under din fødselsdato, den rigtige, så er det ulige meget nemmere at køre det hele sammen under en hat, og jeg kan love dig for, at den hat, den kommer til at stramme i fremtiden med mindre der sker noget helt usandsynligt: At vi alle sammen fortæller hinanden, at det er klamt at samle data og klamt at spionere på mennesker, man ikke kender! For SELV om jeg lyver, og selvom jeg ikke fortæller de sociale medier om min familie og ikke lægger studenterbillleder eller fødselsdagsfotos op nogen steder(og nej, det gør jeg ikke og nej, det er ikke for at udskamme dem, der gør), så er jeg bange for, at også det løb er kørt..,..og det er derfor, jeg alligevel, og også du, HAR fødselsdag den 11. september, for det var dengang, i 2001, at det hele gik fra noget vi legede og lod som om på internettet, hvor alle kunne være en hund, og alle var temmelig anonyme uden at det gjorde noget og der ikke fandtes fake news og ALLE løj hele tiden og det var helt ok til det ikke var mere for dengang, i 2001, blev det blodigt snærende alvor.
DØD DRØM Da flyene ramte World Trade Center, blev overvågningen global og altomsluttende, før 11. september puslede EU såmænd med ideen om at undervise børn i sikker kommunikation og indføre statskryptering, så USA ikke kunne lytte med og bruge det imod os, men da de bygninger faldt sammen, og tusinder døde i dem, slog vi samtidig drømmen om et frit, uovervåget samfund ihjel, nu blev det normen, at der skulle overvåges, herhjemme fik vi logningbekendtgørelsen, et monstrum af en lov, der siden dengang har pålagt teleskaberne at masseovervåge hele befoilkningen og gemme hvem vi ringer/smser til, hvem der ringer/smser til os og HVOR VI ER IMENS i et år. De data blev som bekendt gemt for at kunne forhindre terror, men er nu, ifølge vores tidligere justistminister, Nick ‘Overvågning er frihed’ Hækkerup og mange andre før ham, helt uundværlige for ganske almindeligt politiarbejde, noget der ellers, såvidt jeg husker, gik udmærket før! At det senere har vist sig, at det er et yderst problematisk værktøj at bruge, hvis man ikke gør det rigtigt, er en helt andet sag, eller rettere en frygtelig masse sager, for man har målt forkert i mange år pga. forkert fortolkede data.
KRYPTO Efter den 11. september var det slut med at tale om kryptering. Fagforeningen PROSA udgav en protest-cd med krypteringssoftware og blev kaldt uansvarlige og det der var værre af daværende justitsminister Lene Espersen.
I 1845 skrev Edgar Allen Poe novellen ‘Ned i malstrømmen’, der handler om en fisker, der ryger i en malstrøm med sin båd, men redder sig ved at tænke matematisk: Han binder sig til en tønde, der fører ham opad langs siderne på malstrømmen, ikke ned mod bunden, hvor skibet knuses. I dag er malstrømmen digital. Og den kværner os alle sammen til en stor datagrød. Vi mistede retten til privatliv, dengang. Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte, har det heddet – for alvor, lige siden og vi ved godt, det ikke er sandt, men vi klynger os til det udsagn, som en tønde på bunden af en Poesk malstrøm, og håber, tønden til sidst vil føre os mod overfladen igen. Min fødselsdag er min tønde, og jeg ved godt, at det er ligeså sandsynligt, at den er fyldt med bly, og den i stedet fører mig hurtigere mod bunden. For vi har måske ikke noget at skjule mere. Vi nærmer os fuldendt gennemsigtighed, bunden af malstrømmen, hvor vi slåes itu af algoritmer og kunstig intelligens, hvis hovedopgave bliver at dømme de levende og døde, in-appellable domme, noget med konsekvenser, hvis oprindelse alle nu kan undslå sig, det var ikke mig, der gjorde det, det var maskinen? Men hvad værre er: Der er ingen ende på det. Krigen, den mod terror, er uendelig nu. Den er en forretning, medierne svælger i det, de har altid levet af frygt, men terror er også rædsel, det uventede, en mand med et automatvåben på en pæn gade i paris, cafeborde, en dejlig aften, og vilde billeder og videoer og helt ukontrolleret rapporteren, og medierne og myndighederne gør det til en måde at leve på, en måde at tænke på, et sikkerhedsteater(i metaforisk forstand, forståes, ikke i Alex Jones!), det er velment, og måske fanger vi nogen dumme terrorister, men det er også et virkeligt teater, hvor vi allesammen spiller en rolle, et teater, der har fået indført et ekstra, særlig voldsomt element: Under Corona-epidemien kunne hverken skuespillere eller publikum forlade scenen af frygt for smitsomme sygdomme – vi skulle holde afstand, være kontaktløse, spritte af. Nu er Coronas stråleglans aftaget og en ny, rigtig krig i gang. Vi kommer til at kæmpe for hvert enkelt ønsket menneskeligt element i den praktiske og konkrete del af vores tilværelse, fra hus til hus og den, menneskeligheden, vil i stedet finde sted som ved en skygge, der har sit eget liv, vores, og handler på vores vegne, en copy-cat, en dobbeltgænger, der tilsidst bliver os, og vi, vi bliver til ingensomhelst, datapunkter i en uigennemskuelig række af automatiske beslutninger.
Men der er også, heldigvis, det håb, at vi kan gøre det bedre næste gang en flok rasende terrorister får en vanvittig ide: 911 var en slags Olsen Banden på stoffer som horrorshow. Tag flycertifikater til store jets, overmand besætningen og passagererne på tre forskellige fly, ca. samtidig, og bagefter kan i låse jer inde i cockpittet og styre hele baduljen som var det et missil, og ramme og lykkes med at slå alle – og jer selv – ihjel – mod alle odds, som var I navigeret af ånd, som om Guds hånd bar jer frem og I gled lydløst gennem allerede forladte poster, som var sporene allerede lagt for jer. Det var forfærdeligt. Men mennesket har altid været dygtigt til død, hævn og ødelæggelse, men også til omsorg, tilgivelse. Så jeg tilgiver. Og jeg lyver. Må man lyve for at beskytte sig selv? Det synes jeg, men jeg er ikke engang sikker på det hjælper. Ihvertfald kun så længe man ikke har noget at skjule. Og det har jeg. Selvom jeg lige har fortalt dg noget, der egentligt var hemmeligt, og nu ikke er det mere. Maskinen Facebook forstår mig tilsyneladende. Den ser min lille hvide løgn som en del af vores lille spil, for maskinen ved godt, den bliver større og større dag for dag og den ved også, at jo mere jeg lyver, des mere fortæller jeg sandheden. Om mig selv. Så nej. 11. september er ikke kun min fødselsdag. Det er vores alle sammens. Beklager. Men alligevel: Tillykke.
Et spøgelse hærger Europa og resten af planeten – spøgelset hedder Transhumanisme. Deres præster sidder på flere af vores universiteter, laboratorier, i de store firmaer og i politiske institutioner. Transhumanisme er det negative billede af menneskets natur, koblet med en teknologisk-videnskabelig vision om, hvordan mennesket kan gøres bedre. Præsterne kan genkendes ved deres blinde tro på, at videnskaben er vores frelser og på deres reserverede foragt for den menneskelige natur, vores skrøbelighed, dødelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af, HVEM vi er(i modsætning til HVAD vi er). Transhumanister forveksler følsomhed med irrationalitet, hvilende potentiale med dumhed og handicap med undværlighed. Som et resultat af denne forveksling, arbejder de for en fremtid der blindt hylder det teknisk forbundne, genetisk optimerede, computer-ledede samfund, hvor de påstået dårligt konstruerede mennesker, manipuleres og forbedres af en usynlig, robotdrevet maskine kaldet ‘det næste trin af uundgåelig udvikling for menneskeheden.’ Transhumanisternes vision for fremtiden bliver stort set ikke anfægtet, fordi deres tankegang ses som en del af det videnskabelige verdenssyn, der opstod af moderniteten. Derfor føler de sig berettigede til at diktere hvad fremskridt er, og hvad der bør ses som RATIONELT.
De udtaler sig skråsikkert om hvordan fremtiden vil se ud og er uimodtagelige for kritik, hvorved de selv viser symptomer på at tilhøre en ikke rationel ideologi.
Formålet med dette manifest er at udstille transhumanismens irrationalitet og farer. Den er baseret på forskellige forfejlede slutninger, og dem vi kritisere bygger deres tanker på følgende 3. påstande: 1. Virkeligheden er informationens totalitet. 2. Mennesker er ikke andet end objekter, der processerer information. 3. Kunstig intelligens er intelligens i menneskelig forstand. Ud fra disse tre påstande argumentere transhumanister at: Beslutninger skal baseres på informationer og på den kunstige intelligens, der bruger den, fordi det medfører bedre beslutninger. Og vi skal tage imod den fremtid, hvor mennesket kan forbedres, f.eks. med kunstig intelligens, der er klogere end os, med åbne arme,
OM TRANSHUMANISMENS FORKERTE ANTAGELSER:
Virkeligheden er ikke den samlede sum af information. Vi mener ikke, at tanken om information er dækkende for livet som sådan. Vi finder det naivt ukritisk at tro det er sådan. Information kan hverken måles eller defineres som et hele og at gå skridtet videre, og mene at information er hele virkeligheden, er forkert. Begrebet information kan være et nyttigt værktøj i videnskab og teknologi, men er ikke dækkende for alle aspekter af det menneskelige liv.
Det at bearbejde, at processere information er glimrende, hvis man vil diskutere simple, funktionelle dele af menneskelig opfattelse, tænkning og handlinger, men forbigår andre elementer som følelsesmæssig intelligens, praktiske dyder som visdom eller forudseenhed, ting der er afgørende for etiske bedømmelser og eksperimenterende og fænomenologiske dimensioner af vores verdenssyn. For at opsummere, så er er begrebet information brugt af transhumanister som et udtryk for kontrol gennem beregning. De reducerer verden til databaserede mønstre, der passer til mekanisk manipulation.
Så længe information er set som det samme som John Locke kalder en ‘primær kvalitet’ og ikke andet, mens man overser dens valør, den indre værdi og de aspekter af vores verden, der gør den meningsfuld og værd at leve i, er informationsteorien fuldkommen livløs. Hvis begrebet information derfor ikke er dækkende, hvis man vil beskrive livet og menneskeheden, så er hele ideen om, at virkeligheden er informationens samlede sum, ligeså forkert.
Mennesker er ikke objekter af information, vi er væsener af mening. Vi ser mening, som det vigtigste aspekt i menneskelivet, fordi det gør os istand til at forstå virkeligheden, at tænke dybere over den og til at handle i den. Mening opstår, når hele vores krop, inklusive hjernen, interagerer med verden som den er eller aktualisere nye virkeligheder. Teknologi og medier spiller en central rolle i denne opståen af mening. Men denne sammensmeltning bør ikke forveksles med transhumanisternes antagelser af, at mening er summen af informationer. Teknologi kan forme, men ikke erstatte vores sociale forhold til hinanden, for det er dem, der definerer hvad der er meningsfuldt for os.
Informationsobjekter som maskiner, har forskellige grader af determinisme, fordi de hopper frem og tilbage mellem tilfældighed og nødvendighed. Men i vor søgen efter mening, undgår mennesker rutinemæssigt determinismen. Vi er alle sammen som ‘sorte svaner’, hvis eksistens med et slag tilbageviser den nemme, ikke-bevis-bare påstand, at alle svaner er hvide. Kunstig intelligens kan aldrig blive intelligent som mennesker. Intelligens vs information er som et søm og en hammer. Hvis man kun har en hammer, så så er alt ud som søm. Hvis man kun har information, så ser alt, der er istand til behandle information intelligent ud. Vi mener at begrebet intelligens, er blevet misbrugt. Derfor er vi nød til at redefinere det og udvide begrebet intelligens. Ordet intelligens kan bruges i videnskab og teknologi, men når vi taler om menneskelig tænkning er det bedre at bruge begreber som følelsesmæssig intelligens, som intellekt eller indføling. Vores indfølende tænkning og handlinger er vores unikke måde at være på, som mennesker. Den har kapacitet til at erfare ved opmærksomhed, og derved aktualisere og omskabe meningen med ting. Den menneskelige form for tænkning er ikke værdineutral. Følende tænkning og handling er afgørende for hverdags beslutningstagen og fanger de stiltiende og essentielle dele af virkeligheden. Hvis vi ofrer dette, for en kalkulerende, informationsbaseret tænkning, der påstår at være intelligent, vil vores evne til at tage etisk, moralske beslutninger lide skade. Vi ville skifte vores rodede, men meningsfyldte verden ud med en velordnet, men gennemført steril udgave.
For at opsummere: Kunstig Intelligens kan være intelligent indenfor informationsbehandling. Men AI har ikke hverken kapacitet eller de lag af eksistens, der betyder mest i lovet, især indføling, evnen til at møde, forstå og forhandle mening som mennesker gør.
Vores menneskelige natur er kendetegnet ved vores skrøbelighed, følsomhed, selvbevidsthed og vores indbyggede fornemmelse af hvem vi er. Det er evner, der gør os I stand til at reagere på vores omgivelser, til at udvikle en fornemmelse for vores egen dødelighed, og til at indse, at hvert eneste øjeblik har en unik fortid, der viser sig for os, som en fremtid uden fortilfælde. Det er det, der gør vores eksistens helt anderledes end bots eller andre former for ikke-følene entiteter, fordi mennesker føler, for at være. Transhumanister benægter at denne afgørende kvalitet i mennesker findes, og gør os dermed ikke mere mere følende end en robot.
Derfor er det vigtigt at gøre dette helt klart: Vi mennesker, er dyr, der består af mening. Vi er fortryllede skabninger, der værdsætter vores eksistens, hvilket ikke er det samme som at være en hjerne i en krukke. I modsætning til maskiner, der kun simulerer bevidsthed, så er vi istand til at skelne mellem det at være bevidste og indholdet af vores bevidsthed. I maskintermer ville dette være umuligt og absurd. Vores samtidig tænkning og handlen, sikrer at vores liv ikke er bestemt ved formelle procedurer af rationalitet. Mange af vores mest vigtige færdigheder, afhænger og skabes af at vi er sammen med andre. Gennem fællesskaber påvirker vi vores omgivelser, hvorved vi er medskabere af alt der eksisterer. Sanserne skaber vore følelser som et basalt princip til selvkontrol og retning. Følelser er enten gode eller dårlig, enten lystfulde eller smertefulde. Følelser klargør for os, om noget er godt eller dårlig, og lærer os, hvad der er godt og ondt. Der findes ikke godt eller ondt udenfor sanserne.
Mens endnu et regnskabs-år rinder ud i det lille firma, jeg kan konstatere har betalt min husleje i over 11 år, er det som sædvanlig på tide at sige tak til samarbejdspartnere, venner og fjender, samt forsigtigt at skue ind i det 2024, der lurer lige om hjørnet, halvt som desperat rasende tiger, halvt legesyg kat.
Der har været pænt med foredrag – og jeg tager gerne flere. Årets bedste har været om DIGITAL DANNELSE, 3 gange 25 minutter for en flok skoleledere og lærere og et om KUNSTIG INTELLIGENS for en VL-gruppe i København – jeg kan i den grad hyres til 2024. Jeg har også talt for Regionerne – om digitalisering – og det blev senere til denne guide til Hybrid Digitalisering: https://analogist.dk/guide-til-hybrid-digitalisering/
SNAK SNAK Jeg har endnu engang fået ekstreme mængder af taletid i medierne og vil trække et par ting frem. Den store boble, AI aka Kunstig Intelligens har tilsyneladede gjort hele landet bims, og jeg var måske med til at starte lidt af det selv, da jeg kommenterede på Geoffrey Hinton, manden bag LLM, store sprogmodeller, på TV2 News.
KONTANTER ER FRIHED Det projekt der har fyldt mest i 23 og som kommer til at fylde endnu mere i 2024, er ubetinget Bevar Kontanter! Med en pludselig udmeldning om afskaffelse af 1000 kr sedlen og en yderligere sænkelse af det beløb, vi små danskere får lov af banker og moder stat til at bruge af vores egne penge i form af ikke sporbare kontanter, var der lagt op til ballade. Jeg var til det famøse pressemøde, der blev dækket stedmoderligt og hyggeligt af mine kolleger i dagspressen, der var mest fikserede på motiver på de nye pengesedler og alt det der påstået kriminelle, som Finansdanmark og Dansk Erhverv mener følger med brugen af det eneste anonyme betalingsmiddel vi har tilbage i en rasende skrøbelig verden af kort, mobilpay og andre totalt sporbare digitale løsninger – hør det her: https://bevarkontanter.dk/podcast-danmarkshistoriens-stoerste-tyveri/ Jeg siger stort tak til Sikkerhedsbranchen og kontanthåndteringsfirmaerne Loomis og NOKAS, der har støttet kampen for at bevare kontanterne. Den kamp føres også i Folketinget ligenu, hvor Kasper Skov-Mikkelsen fra Sikkerhedsbranchen og jeg har mødtes med diverse medlemmer af folketinget og talt kontanternes sag.
Her hos Lars-Christian Brask, LA.
PÅ Museum
Og så er jeg, nogen vil sige ‘PÅ TIDE’, kommet på museum. Jeg blev filmet og lavet til en del af Museum ENIGMAs koldkrigsudstilling, hvor jeg talte om at vokse op med DEN RØDE KNAP, risikoen for atomkrig, der var permanent i min barndom.
MONTAGERNE Og så er jeg jo vanen tro faret i blækhuset en hel del gange. Værst var det, da jeg kom til at høre ‘Eliten fra Rosenørnsalle’, der angiveligt skulle fortælle historien om den montagegruppe, jeg selv var en del af gennem 11 år – og som hverken jeg eller alle de kvinder, der var med, kunne finde sig selv i. DET medførte et essay i Weekendavisen – det kan læses her.
KALVEBOD BRYGGE DEKLARATIONEN Et stykke arbejde jeg er meget stolt af at have deltaget i, er KALVEBOD BRYGGE DEKLARATIONEN, en meget direkte opfordring til bedre cybersikkerhed med analog redundans. MIT bidrag var lille, jeg var sammen med en masse kloge folk. Læs Deklarationen her: https://ida.dk/media/12782/kalvebod-brygge-deklarationen_110423.pdf
Her skal også lyde en stor tak til SEMAPHOR og Tobias for at lukke mig ind på kontoret – og for alle de dejlige mennesker i BORNHACK – vi ses igen i 2024!
MEN: Nytåret nærmer sig. Så hvis jeg skal nå det hele er det kun tilbage – igen – at sige TAK! Til alle dem, jeg har glemt i år – RING igen – det er overbelastning ikke uvilje der har medført manglende reaktion. Og husk: Mennesket er smukt!
PS: Den 8 januar kan jeg høres tale om digitalisering og cybersikkerhed i SUPERTANKER på p1.
25-årige Mette Filt fra Århus var gravid i 29de uge og bekymret for, om hun havde en blodprop i benet. Venstre lår var hævet og varmt, der var pletter på benet, og en rødlig og lilla farve bredte sig. Det fortalte hun vagtlægen, inden de tændte for video-kameraet på Mettes telefon, så lægen kunne se med. En såkaldt videokonsultation var i gang. ’Det ser sgu på ingen måde alarmerende ud, Mette’, konstaterede vagtlægen, og bad hende tage en panodil. Senere samme aften tog smerterne til, og Mette tog til afsnittet for gravide på Aarhus Universitetshospital, hvor de konstaterede at hun havde en blodprop i benet. P.t. kører der en klagesag. I en anden sag døde den 37-årige Johann Nielsen af blodforgiftning natten efter et videoopkald med vagtlægen, der havde vurderet, at hans symptomer lød som influenza, skriver Avisen Danmark, efter en række afsløringer fra Radio4. En seks-årig dreng blev indlagt akut efter en læge havde overset tegn på leversvigt efter en videokonsultation. Her er der også blevet klaget, og svaret har lydt at “billedkvaliteten og lyssammensætning kan gøre, at der sker en fejltolkning af farverne.”
I første halvår af 2023 har Region Midtjylland haft 47.000 videokonsultationer, svarende til cirka 10.000 flere videoopkald sammenlignet med samme periode året før. Den eneste undersøgelse af videokonsultationer jeg hidtil har hørt om er fra 2016 og handler om behandling af diabetespatienter med fodsår. Odense Universitetshospital undersøgte 374 patienter. Der var en overdødelig på 7 i video-gruppen, et resultat som er statistisk højsignifikant, ifølge fod- og ankelkirurgi Johnny Frøkjær, der var vejleder på ph.d.-projektet.
Måske bruger man det til noget andet nu. På en anden måde? Det håber jeg. For står det til regeringen, sundhedsministeren og ikke mindst ’robusthedskommisionen’, så kommer der endnu flere videokonsultationer i nærmeste fremtid.
Robusthedskommissionen har nemlig lige barslet med en rapport, en diger sag på 192 sider, hvor ordet ’digital’ optræder 135 gange og den er et spændende og udfordrende dokument, sådan rent retorisk og det er mest sådan jeg kommer til at tale om den i det følgende. 3 af de i alt otte mest centrale anbefalinger handler direkte om digital teknologi. ’Videokonsultationer’ er omtalt ni gange: ’i 2020 blev det estimeret, at ca. 40 pct. af alle konsultationer her kan omlægges til videokonsultation’, skriver kommissionen således kækt.
Kildelisten indeholder bla. den kontroversielle, Singularity-University-associerede tænketank, ’Dare Disrupt’, KLs yndlingsrådgiver og så i den grad ’IT-branchen’, to organisationer, der begge er svorne teknologioptimister. Det mest citerede kildemateriale kommer netop fra IT-branchens ’katalog over løsninger til sundhedssektoren’, hvor IT-branchen, der altså er hvad den siger den er, en BRANCHEORGANISATION, der har til formål at sælge mere IT, anviser ’gennemprøvet teknologi’ til det danske sundhedsvæsen. Samme brancheorganisation kendte i den grad sin besøgelsestid og gik allerede i pressen i juni med hurra-meldingen:’Vi kan frigive 3.000 medarbejdere i sundhedsvæsenet ved hjælp af digital teknologi’.
Jeg kan allerede nu garantere for, at fremtiden kommer till at byde på flere skærme, mere kunstig intelligens, flere kolde hænder og kortere ophold på hospitalerne. For, som de skriver: ’Der skal politisk vedtages et grundprincip om ”digitalt og teknologisk først”. Digitale løsninger og ny teknologi, herunder velfærdsteknologi, som har en dokumenteret effekt i forhold til at kunne frigive tid og ressourcer, skal være førstevalget til at løse opgaver i sundhedsvæsenet’, hedder det, og ordet ’SKAL’ indgår i alle de anbefalinger, der handler om det digitale.
Således lyder det:’Teknologi og digitale løsninger skal være en integreret del af retningslinjer og vejledninger både lokalt og nationalt. Det skal understøtte implementeringen af princippet om ”digitalt og teknologisk først” og bidrage til, at vurderinger foretaget ved hjælp af fx AI vægtes svarende til vurderinger foretaget af personale”. (Skrev de lige, at en Kunstig Intelligens skal have lige stor indflydelse som personalet?)
Men det der ”SKAL”, det skal i øvrigt ikke så meget. Det skal i hvert fald ikke bevise noget. Det skal bare overbevise personalet om, at det er forsvarligt, det som teknologerne anbefaler. For som den robuste kommission skriver: ’Det skal bidrage til, at sundhedspersonalet ser det som sundhedsfagligt anbefalet og fagligt legitimt at anvende teknologi og digitale løsninger’. Den tankegang svarer egentlig godt til, hvad nyreligiøse bevægelser mener, når de taler om ’suspending disbelief’….
Samme kommission henholder sig også til noget, der ikke er noget, men som alligevel er gangbar valuta år efter år, nemlig de såkaldte “POTENTIALER” i ny teknologi, altså, for at sige det på godt dansk: ’Noget vi TROR måske kan bruges til noget men vi ved det ikke og vi har ingen cases eller beviser’ – selvom altså man samtidig og hele tiden taler om gennemprøvet teknologi? ’Kommissionen vurderer, at det er afgørende for et bæredygtigt sundhedsvæsen på både kort og lang sigt, at teknologiens arbejdskraftbesparende potentiale indfries’ skriver de, og til det kan jeg kun sige som de unge: ’No Shit, Sherlock’, og samtidig minde om, at ’teknologiens arbejdskraftbesparende potentiale’ forhåbentligt og i den grad har været rullet ud over adskillige sygehuse gennem mange år, ikke mindst i region hovedstaden, hvor SUNDHEDSPLATFORMEN, der netop lovede at gøre den slags, men mig bekendt har været en forbandelse for læger, patienter og sygeplejersker, og for den region, der stædigt holder fast i, at platformen, der kostede 2,8 milliarder kroner, virker og er god.
Det mest underlige ved robusthedskommisionens rapport er, at den egentlig årsag til, at alt det her er nødvendigt, nemlig manglen på sygeplejersker, muligvis allerede er ved finde en løsning – i rapporten meldes om bedre rekruttering fremover og selvom man starter fra et skidt sted, så kan det måske gå op. Til gengæld så mangler der fortsat en 15-16.000 SOSU’er i den fremtid, hvor den berømte ældrebyrde virkelig begynder at veje til, mennesker, der kan og vil passe ældre, og her har jeg et interessant fix: Antallet af af ansatte i den statslige administration er nemlig steget til rekordhøje 100.000 mennesker, heraf 14.000, der har ’viden på højeste niveau’ og tilsvarende lønninger, og måske nogen af dem kunne overtales til at tage en tørn i kommunerne? Men måske de har for travlt med at skrive rapporter?
Og hvad angår Mette Filt og blodproppen i benet, og problemerne med kvaliteten af borgernes kameraer, ja, så må vi straks nedsætte endnu en kommission, der kan skrive 192 nye sider om evidens og dokumentation. Så løser det hele sig nemlig. Vi skal bare gentage mantraet: digitalt og teknologisk først, igen og igen og trykke enter. Og så må vi, borgerne tage os sammen, al denne robusthed kommer jo ikke af sig selv?
Robotter kommer til at udkonkurrere mennesker som art. Og når det sker, vil de nok mene at menneskets største fejltagelse lå dybt begravet i deres natur. Mennesket er konkurrence-mindet og vil dominere, og det er præsis de egenskaber, vi er i gang med at lære robotter at simulere. For øjeblikket, hvis man ser sig omkring på robotmarkedet, er der ikke rigtig noget farligt at se. Men der er en, der mener, at vi har problemer allerede i år 2050.
Det er professor i kybernetik Kewin Warwick fra Reading Universitet i England, og han mener at robotter vil overtage jorden om små 50 år. Warwick er en venlig, smilende, lidt kedelig 42-årig mand med en lang og flot karriere både bag og foran sig. Han forsker i kunstig intelligens, styring og robotter, og er manden bag en flok små legetøjsbiler som han kalder de syv små dværge. De syv små dværge kunne ses på Robotix festivalen i Glasgow(1997), og publikum der og undertegnede opfatter dem generelt som søde og harmløse. De drøner rundt i en lille cirkel og det ser sjovt, og en smule planløst ud. Men det er ikke planløst. Robotterne opfører sig lidt som fugle: De skiftes til at være ledere for resten af flokken. Når en af dværgene ser et stykke tomt rum foran sig, ved den den er leder, den tænder en lille lampe på toppen og sender et signal til de andre om, hvor den kører henad og hvad den ser. Den er leder sålænge, den ikke kan se andre robotter foran sig, hvorefter en anden robot overtager.
BEKYMRET Kevin Warwick bekymrer sig. Hans små dværge kan allerede programmere hinanden over telefonlinjerne, som de gjorde fornylig i et forsøg. De kan reagere og blive klogere. Og når robotter begynder at tænke selv, når de får masser af sanser, og man propper den smule tænkning, de allerede mestrer nu, ind i f.eks millitærets udstyr, bliver selv en sød lille dværg pludselig temmelig skræmmende. Tag et krydser missil eller en robot som SARGE, der arbejder for den amerikansk Marine. Den har fire hjul og ruller rundt udenfor de militære baser. Den har varmesyn, nattesyn og overvågningskameraer og den finder selv rundt i området. Dens storesøster Dixie kan navigere med triangulering og bruger et videokamera til at bestemme sin egen position. Begge robotter slår alarm, hvis der er uvedkommende i området, og som sagt kører begge robotter uden fjernstyring og militæret nøjes med at kigge med gennem deres kameraer. En af de syv små dværge er idag ligeså intelligent som et insekt. Om fem år vil der være robotter, der er ligeså kloge som katte, siger Warwick. Og om mellem 20 og 50 år vil de være klogere end mennesker.
UDEN FØLELSER Tilgengæld får robotter aldrig de samme følelser, som vi har. Og de begynder nok heller ikke at male billeder, eller skrive deres egen musik. For hvad skulle de det for? På alle de områder, vi i dag regner for særligt vigtige, er de nemlig allerede bedre end os. De kan beregne hvad som helst langt hurtigere end noget menneske, og selv om de ikke får slået Kasperov i skak helt så nemt som de burde, så kan de så mange andre ting. De behøver ikke at sove, og de kan med tiden få flere sanser end vi har. F.eks varmesyn, røngten og nattesyn. For slet ikke at tale om elektronisk lugtesans og hørelse på ultralydplan. Robotters billede af verden er simpelthen allerede mere nuanceret end vores. Og så er de som sagt så småt begyndt at tænke selv via neurale netværker, så de kan lære af deres erfaringer, og klare sig i forskellige miljøer. En af dem, der ‘tænker’ mest ubehageligt, er The Prowler. Prowler står for Programmerbar Robot Observatør med Logisk fjende reaktion, og den er såmænd en gammel ide fra 1950, hvor den amerikanske hær ville bygge en fjernstyret kampvogn. DEN blev aldrig til noget, men idag er man igang med en moderne version. Den vil blive udstyret med 105 millimeter kanoner, Stinger jord til luft missiler, et par m60 maskingeværer og en lille, men nådesløs hjerne. Med sine fine sanser kan den finde fjenden hvor som helst han gemmer sig i landskabet, regne sig frem til kortest mulige vej derhen og udslette ham totalt. Ingen af de her robotter er hemmelige. Men det kan vi være ret sikker på, at der er andre der er. Og de værste af dem, har ikke engang en krop, man kan få øje på. De bor i millitære netværk, og de kan ikke engang slukkes for.
MILTÆR OG FINANS Der er nemlig to områder af moderne robotforskning, ingen rigtig ved noget om, og det er millitæret og Finansverdenen. Militæret arbejder for tiden på såkaldte forsvarsnetværk, computersystemer, der hjælper generaler med at tage stilling til strategiske situationer, såsom hvornår det er smartest at bombe fjenden. Disse netværk er neurale, selvlærende, og de er blevet trænet i at være aggressive, ved at konkurrere mod andre netværk. For tiden har mennesker stadig det sidste ord før missilerne flyver, men Warwick frygter, at maskinerne kommer til at kontrollere de røde knapper. De er simpelthen bedre og hurtigere til den slags end mennesker, så hvorfor skulle de ikke det? I Finansverdenen har man i mange år benyttet sig af computere med neurale netværk, når mæglerne gik efter den største profit. De neurale netværk er hurtige, lider ikke af etiske hensyn og er programmerede til at optimere profitten for deres ejere. Det var sandsynligvis en række af de her netværk, der medførte den såkaldte ‘sorte mandag’ i børserne for nogen år siden. Netværkene gik i spin, og begyndte at købe og sælge i et væk, en opførsel, der medførte katastrofer hos mennesker, ikke hos maskinerne. De blev tværtimod udbygget og forbedret for at undgå den slags små fejltagelser i fremtiden. Men kan vi ikke bare lave nogen regler for dem?
ASIMOV En robot må ikke skade et menneske, den skal adlyde mennesket ordre og den skal beskytte sin egen eksitens, med mindre det er i konlikt med de to andre love. Sådan lyder de tre Berømte Robot-love fra Sciencefictionforfatteren Isaac Asimov, og man kan spørge sig selv, hvorfor vi ikke bare lægger det lovsæt ind i maskinerne. Men det er for sent. Vi er allerede begyndt at lave “onde” robotter, selv om det stadig kommer an på hvilken side af dem, man står på. Hvis det er ens eget lands hær, der har The Prowler, er det vel en god robot. Med mindre altså en flok Prowlere, pludselig en morgen bliver så smarte, at de finder ud af, at det måske er hele menneskeheden, der er et problem. Vi har allerede robotter, der kan skade mennesker, robotter, der er ligeglade med Asimovs love og dem har vi haft i mange år. Et menneske, der kommer i vejen for en industrirobot kan meget nemt komme til skade, ikke fordi, robotten har nogen ond vilje, men fordi den er hård og stærk. Og en finans-computer, der ruinerer et firma med sine spekulationer, tilføjer jo også mennesker skade.
MASKINER VIL SE OS SOM DYR Warwick bekymrer sig. Så meget, at han har skrevet en bog, Maskinernes Marchs. Undertitlen er “Hvorfor den nye race af robotter vil regere jorden”, og i bogen fortæller han detaljeret om, hvad robotter vil gøre ved os, når de engang når så langt: Maskiner vil behandle os, som vi behandler dyr idag, siger Kevin Warvick. Hvis de ikke vil have, vi får børn, så skærer de bare kønsorganerne af os. Skal der laves flere af os, bygger de menneskefarme, hvor kvinder kun har tilopgave at føde nye mennesker ved kunstig befrugtning. Når de ikke længere kan det, vil robottene slå dem ihjel. Warwicks robotsamfund, er et nyttesamfund og en logisk følge af benhård darwinisme. Det er en verden hvor alting har en logisk, fornuftig mening, hvor intet er tilfældigt, og hvor robotter kun lever for at blive endnu bedre robotter. De opgraderer sig selv, de reparerer sig selv og de udvikler nye arter. Vi mennesker vil stadig betyde noget for dem, sikkert som en slags robotter for robotterne, nogen der kan bygge fabrikker, hvor maskinerne kan bygge nye maskiner.
MASKININTELLIGENS Maskin-intelligens, kalder Warwick den bevidsthed, som han tror robotter kommer til at få med tiden. Maskinintelligens virker ond og kold for os, men vi finder aldrig ud af, hvordan den vil virke for maskiner. Det eneste vi kan være sikre på, er at den har gode kår i vores nuværende højteknologiske samfund, hvor vi bliver mere og mere afhængige af maskiner. Maskiner kan udvikle sig hurtigere end vi kan. Vi skal først gennem en masse genetiske mutationer før der sker noget, maskiner kan bare bygge sig selv om. De har altså alle fordelene, mener Kewin Warwick, der ovenikøbet ikke tror, det bliver så slemt endda, når maskinerne engang overtager verden. Køer ved jo sandsynligvis heller ikke noget om, at de skal slagtes, når de går der fredeligt og græsser på marken, siger Kevin Warwick. Ser man på Warwicks egne projekter, ligner ved første øjekast ikke noget, der kan overtage verden. Den klogeste robot han har ud over de syv små, hedder Elna, og kan lære sig selv at gå. Først krabler den fortvivlet rundt på bordet, med sine seks, hjælpeløse ben, helt overladt til sit grundprogram, der har fortalt den, at den HAR seks Ben, og at den skal gå. Mere uhyggeligt bliver det alligevel efter godt fem minutter, hvor ELNA faktisk går meget glimrende. Den ligner en edderkop, og er ganske hurtig. Og jeg får stadigt sværere ved at forstå, hvorfor han dog bliver ved med at lave frontforskning i noget, han ved, vil medføre en katastrofe.
CHOKOLADE MED GIFT Kewin Warwick er bekymret, men han siger, det minder om at spise chokolade med gift i. Og at ligenu, er det chokoladen, man kan smage, og den holder han meget af. Og så tror han, vi kan lave nogen regler for, hvor meget robotter kan få lov at betemme i fremtiden. Måske forme internationale komiteer, der holder robotterne nede. Men han er ikke sikker på, at det virker. Og han har stadig sine egne drømme, om den perfekte robot. Den perfekte robot er ikke kun en enkelt robot. Den er netop den skræmmevision som Warwick selv har lavet, en der fungerer i netværk med mange andre, og som kan tænke selv og som er klogere end ham selv. Og imens Warwick sidder smilende der på sin stol og føler sig lidt som salig Oppenheimer, ham der opfandt atombomben, har han lige en ekstra egenskab ved mennesker, som han er sikker på, robotterne ikke vil bryde sig om. Mennesker bekymrer sig og det er skidt for produktiviteten. Kewin Warwick skulle måske nok have en lille del af sin hjerne opereret ud af en robot, men da jeg læste hans bog, mærkede jeg alligevel en række hår rejse sig på mit hoved. Hans beskrivelser af det samfund vi allerede lever i nu, får et grimt og koldt skær over sig, og man får en uhyggelig fornemmelse af, at vi er i gang med at rulle den røde løber ud for de aggressive maskiner. Tænk bare på hvor afhængige vi er blevet af dem i dagligdagen, selv om de godt nok ikke ligner det, vi troede de ville ligne. De sniger sig ind i dankortudskrifter og kreditvurderinger og i husenes intelligente varmesystemer, de styrer vore biler og tog og de kommer forklædt som multimediecomputere og virtual-reality-indlæring og interaktivt fjernsyn til børn og voksne. Vi lever med dem og det er godt og hyggeligt, så længe de ikke begynder at tænke selv eller føle sig som en ny race, maskin-racen, menneskets perfekte spejlbillede. De er fri for vores distraherende mangel på logik, helt uden følelsesmæssige svagheder og skrøbelige kroppe, og frem for alt uden visheden om døden som det, der i sandhed gør os til de mennesker, vi nu engang er.
PS: Kevin Warwick blev senere kendt som verdens første CYBORG, da han fik en chip opereret ind i armen.
GARAGEN 