GARAGEN

Anders Kjærulffs billedboble, ord- og lyd-strøm fra den lille garage i det store internet

  • LYT TIL INDSLAGET

    I de sidste par uger har jeg lidt af en stadigt stigende utilfredshed med den måde borgernes data bliver behandlet på.  Det er nemlig efterhånden blevet sådan, at alt staten har fået at vide om os, det vi har været nød til at fortælle dem om for at få en ydelse, eller rådgivning eller en ny nummerplade til bilen eller køre en tur med toget, det er ikke længere noget i sig selv, nej, det er noget, der skal sælges eller i hvert fald UDNYTTES og bruges til optimering eller besparelser, også og i den grad selvom ingen har spurgt os om vi har lyst til det.

    Efter de sidste 15 års permanente og rasende angreb på borgernes privatliv og retten til at være i fred, tydeligst set gennem de der sociale medier, som har vænnet os til, at vi skal tale med hinanden og vores politikere i, mens vi er i et miljø, der minder om et forhørs lokale hos STASI, pakket med mikrofoner og kameraer og kunstige intelligenser, der træner sig selv på os, ja, så er det eneste danskerne efterhånden har ret til at sige: Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte.
    Det er som bekendt noget værre vrøvl, men vi må  da håbe, der er bare en lille smule sandhed i det, for det kommer til at gå stærkt nu, meget, meget stærkt.

    ENORMT POTENTIALE
    Således er der netop tiltrådt en ny chef for rigsarkivet, Rigsarkivar, Morten Ellegaard, en mand, der i løbet af de seneste tyve år har arbejdet med digitalisering i flere dele af centraladministrationen og som allerede nu har udtalt til DIGITECH hos Ingeniøren, at: »Rigsarkivet er hele Danmarks hukommelse, og det indeholder rigtig mange data, der rummer et enormt potentiale. Vi skal bruge data bedst muligt, og se på hvordan vi udnytter vores ressourcer bedst« siger altså Morten Ellegaard, hele  Danmarks nye Rigsarkivar, der tydeligvis fortsætter linien med at se alle data og dermed borgerne som råstoffer for optimering og mulig profit eller besparelse, mens det, der vel egentlig var meningen med arkivet, nemlig at bevare fortiden for fremtiden, i den grad træder i baggrunden.
    Men altså. Morten Ellegaard er jo bare en mand af og til tiden, og tiden kalder på data, optimering og effektivisering, så meget, at vi hele tiden glemmer, hvorfor vi egentlig er her og hvad vi egentlig skal?
    Men det er alt sammen ligemeget hvad jeg synes nu, for det handler kun om én ting, ÅBNE DATA. Åbne data og det var en ide, der egentlig startede rigtig godt: Staten skulle stille informationer til rådighed for offentligheden, ikke for effektivitet eller optimering, men for mere demokrati og åbenhed i forvaltningerne, så vi, borgerne kunne kigge dem efter i sømmene.

    MØRKLÆGNINGSLOV
    SÅDAN gik det som bekendt slet slet ikke – den nuværende offentlighedslov har p.t. medført, at journalister og borgere der kræver aktindsigt i sager, får udleveret dokumenter, der ligner kunstværker, med tykke lange sorte tuschstreger hen over alt det væsentlige, for det er åbenbart utrolig vigtigt at vores embedsmænd og politikere får al det privatliv, de helt uden at blinke tager fra os andre?
    Og nu nærmer vi os dagens egentlige konkrete emme, jeg beklager det tog så lang tid at komme derhen men sådan er det jo nogen gange, især når man skal rejse med tog, og det er ligepræsis det, vi skal nu.
    MEN: For at kunne gøre det, så skal man pine-død anvende enten kreditkort til at betale for billetten eller bruge sit REJSEKORT og begge dele afsætter som bekendt klare og tydelige spor om hvem vi er, og hvor vi er rejst hen og hvornår og heldigvis for data, så har Danmark en regnskabslov, der betyder at de oplysninger, de skal gemmes i mindst fem år og sådan har det været siden rejsekortet blev indført i 2008 efter at skandaløst forløb, der fordoblede prisen på systemet. DENGANG var vi nogen, der hylede op om, at de der LOKATIONS-DATA, altså viden om, hvor vi rejste hen og hvornår, at det var sensitive data, og at det var nyt, at de kunne gemmes – før rejsekortet havde vi klippekort og fysiske billetter, og de kunne hverken gemmes eller trackes.
    DSB og staten sagde dengang, at vi skulle tage sølvpapirshattene af, de data skulle jo ikke bruges til andet end at overholde regnskabsloven, så tag det roligt, hr. Paranoia! Det hele skulle højest være til statistik.
    Men det passede selvfølgelig ikke. For når der ligger data, og man ikke har en helt klar ide om hvad man IKKE må med dem, så bliver de selvfølgelig brugt. Og en rejse, der er registreret, er ikke en fri bevægelse. Den er jo overvåget!

    MISTÆNKELIGGØR OG STRAF
    Første måde at bruge rejsekort data på var naturligvis at mistænkeliggøre brugerne. Man begyndte simpelthen at smide noget overvågning henover kundernes rejsekort og registrere hvis man havde glemt at tjekke ud. Når det er sket tre gange, bliver rejsekortet lukket. Derudover er der noget gummiparagraf omkring, at man kan overvåge i tilfælde ‘mistanke om misbrug’. Der har været en historie om, at man registrerer folk, der pludselig skifter rejsemønstre, f.eks ved at stå af en station før de plejer (jeg kan ikke finde bekræftelser på nettet). Og så er der de, der har overtrådt DSBs ‘threestrike-law’ ved at glemme at tjekke ud tre gange i træk, de kommer i det, man så venligt kalder ‘kunderegistreret’ og der er p.t. ca 6000 mennesker, der er i karantæne i mindst et år, før de kan få et nyt rejsekort.
    Men – og nu nærmer vi os kernen – det var naturligvis ikke nok.
    I slutningen af februar 2023, kunne digitaliseringstyrelsen så erklære, at nu vil trafikstyrelsen forære det hele væk.
    ’Der indsamles dagligt over en million datapunkter, når danskere, som rejser med bus, tog eller metro, stempler ind og ud med deres rejsekort. Trafikstyrelsen er i gang med at planlægge, om data fra rejsekortet fremover skal gøres offentligt tilgængeligt i en anonymiseret form. Data vil da fx kunne bruges af virksomheder til at bygge tjenester til gavn for borgerne’, skriver styrelsen og inviterer interesserede firmaer til ‘dialogmøde’ den 7 marts.

    ANONYM?
    Men ANONYMISERET FORM, skriver de? Det lyder jo beroligende, men sporene skræmmer hvad den slags angår.
    Så jeg ringede til Jesper Lund, formand for IT-politisk forening og spurgte ham, hvad han mente om det hele – og hvis du vil høre alt hvad han siger, og det er klogt, så skal du klikke på og lytte til lydfilen i toppen af det her blogindlæg, men det han blandt andet siger er, at det er UMULIGT at lave anonyme data ud af rejsekortdata, da det tager et Machine Learning-system få sekunder, at regne ud, hvor du bor(det er der du starter dine rejser fra) og hvor du arbejder(der du ender) og, hvis man ‘beriger’ de data med lidt fra de sociale medier eller andre offentlige data, så har du navn og adresse lige midt på skærmen.
    Jesper Lund mener, at kunderne til de her data helt oplagt ville være f.eks. PET eller andre efterretningstjenester og selvfølgelig de sociale medier, der så kan berige deres data yderligere og naturligvis alle de, der gerne vil sælge os et eller andet ud fra hvor vi er henne i løbet af dagen.
    Han mener desværre også, at der ikke er ret meget at gøre ved det.
    Bedste bud er, at vi danskere på et tidspunkt bliver trætte af at være data-malkekøer i det ‘Facebook, vi ikke kan sige nej til’, som Jesper Lund kalder statens måde at plyndre os for data, og når vi bliver det, altså trætte af udnyttelsen, så begynder vi nok at producerer dårligere data med vilje, vi ‘OBFUSKERER‘ eller FORVANSKER os selv, så de data ikke kan bruges, en slags DATASTREJKE, og det kunne da være spændende at se, hvad den danske stats rullende HAL9000 maskiner, der alle står hos en række techgiganter, siger til at få lidt perlegrus i maskineriet?

    FORSKERBESKYTTELSE FARVEL
    Problemet er selvfølgelig, at hvis man vil have noget som helst fra staten, så skal man aflevere data og det har man i de facto og i den grad skullet siden Margrethe Vestager under parolen ’man skal give til fællesskabet’ og ’sådan er det jo’ afskaffede den såkaldte forskerbeskyttelse med et pennestrøg i 2014, pakket ind i en samlelov om nye cpr-numre til transkønnede.
    BANG, der røg den rettighed, en rettighed som over 800.000 danskere havde benyttet sig af, selvom staten af flere omgange havde forsøgt at gøre det sværere at bruge den, bla. ved at kræve man indsendte en separat ansøgning.
    Afskaffelsen af forskerbeskyttelsen har massive konsekvenser for det næste område, staten gerne vil sælge dig til erhvervslivet på, dine sundhedsdata.
    Men det er en endnu længere historie, og den handler, ligesom rejsekort historien, om, de der åbne data og den gode ide, der nu er blevet til brændstof for en international techindustri, der rykker længere og længere ind i vores samfunds infrastruktur og tættere og tættere på os.
    DET kan du høre meget mere om i den fremragende podcast Tech Wont Save Us af Richard Marx, der interviewer den engelske forsker Rosie Collington fra Institute for Innovation and Public Purpose var University College London.
    Hun står også bag bogen ‘The Big Con: How the Consulting Industry Weakens Our Businesses, Infantilizes our Governments and Warps our Economies’ – lidt kluntet oversat til: Det store Fupnummer: Hvordan konsulentfirmaer ødelægger vores forretninger, infantiliserer vores regeringer og smadrer vores økonomi, og du bør lytte til den, for skoleeksemplet på, hvad der kan gå galt, det er naturligvis DANMARK.

    DIGITALISERING ER IKKE NOGEN NATURLOV
    Og her til sidst er jeg nød til at minde om, at det altså ikke er nogen naturlov, at der skal laves data ud af os alle sammen, for at få et samfund til at fungere og slet ikke, at de partout skal deles med private aktører. Det gik faktisk udmærket før – måske endda lidt bedre, men det finder vi aldrig ud af, fordi der ikke er en eneste, der spørger om det dataridt vi har gang i nu egentlig gavner almindelige borgere, eller om vi bare er blevet benzin i TechGiganternes store, buldrende motor – i stedet flytter vi os, med den nye rigsarkivars ord, fra at være hver vores ’endestation for offentlige data til at blive en integreret del af den offentlige infrastruktur’.
    Staten ejer dig. Og du er til salg for alle, der kan få et eller andet med potentialer ud af dig, så de kan lave en eller anden app – der igen kan stjæle data fra dig, mens du bruger den.

    Og med de ord vil jeg trække min sølvpapirshat godt ned om ørene og slutte med et


    Kærlig Hilsen

    @kjaerulv

    PS: TRYK på links i det her – der er vigtig info!

  • KH Kjaerulv: Genetisk slægtsforskning – for Politi og fædreland?

    Genetisk Slægtsforskning. Det lyder tilforladeligt, ikke? For slægtsforskning har noget hyggeligt og pensionistagtigt over sig. Noget uskadeligt. Men det er det ikke.
    Og historien begynder i 2012.
    I 2012 siger Peter Skaarup, dengang retsordfører i Dansk Folkeparti, at han ønskede at udvide det danske DNA-register fra politiets daværende godt 10.000 prøver, der kun omfatter tidligere dømte, til…ja, alle danskere:
    “Dels skal alle nyfødte spædbørn optages, så vi med tiden får registreret alle. Dels skal der også være mulighed for at blive optaget frivilligt, så politiet i kriminalsager kan udelukke en masse mennesker med det samme,” sagde altså Skaarup i 2012 til Computerworld og dengang, ja, der blev det skudt ned af blandt andet socialdemokrat Ole Hækkerup:
    “Jeg går ikke ind for et landsdækkende DNA-register, fordi vi skal finde en balance mellem vores registrering og borgernes frihed. Vi antager jo, at folk er fornuftige og opfører sig ordentligt, indtil det modsatte er bevist,” sagde Ole Hækkerup og han fortsatte:

    “Kriminaliteten var jo også utrolig lav i det tidligere Sovjetunionen, men folks frihed vægter altså højt i denne sag”
    Men det var i 2012. Nu er frihed ikke det, der står på nogens dagsorden, For siden da, har en anden Hækkerup, Nick Hækkerup som bekendt i fuld offentlighed erklæret at ’overvågning er frihed’, mens han var justistsminister, så nu er der tydeligvis andre boller på suppen.
    Af samme grund har den nye SVM-regering straks erklæret at de agter at støtte og stemme for et ’borgerforslag’, der gennem massivt lobbyarbejde og en luddoven presse har formået at få over 50.000 støtter.

    POLITI OG BORGERFORSLAG?
    Og lad os lige tage borgerforslaget først: Det er stillet af af en efterforsker,Martin Wittrup Enggaard. Han er ikke bare efterforsker, han er efterforsker OG konsulent på drabsområdet i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet hos Københavns Politi. Han virker flink og troværdig på TV og han har en sag: Han vil have mord opklaret. Og beder bare om bedre værktøjer til det. Det er svært at være modstander af.
    Men: Han er altså ikke en tilfældig pensionist eller en borger, der ellers ikke har adgang til magt og politikere. Han er politi og professionel og fordi vi danskere elsker politiet, fik ’borgerforslaget’ da også på rekordtid de nødvendige 50.000 støtter, det der skal til for at folketinget skal stemme om, hvorvidt de vil tage forslaget op, og gøre det til lov, og når det er muligt, er det fordi medierne har givet ’borgerforslaget’ – og efterforskeren – temmelig ukritisk medvind. Metoden vil ifølge pressen nærmest kunne opklare alt fra Emilie Meng-drabet og masser af voldtægter og alle andre uopklarede sager, lyder det, der tales om ’enorme potentialer’, og et ‘fantastisk værktøj til politiet, vi bare skal række ud efter. Samtidig nævner man konstant et dobbeltdrab i Sverige fra 2004, som nu er opklaret ved hjælp af netop det der hyggelige Genetisk Slægsforskning, mens medierne helt har glemt at undersøge, at netop denne sag er under stærk kritik for at krænke svensk persondataret , at man har måttet bøje og strække reglerne for at det kunne lade sig gøre, og at sagen faktisk ikke er slut endnu.
    Metoden er udbredt – om ikke dokumenteret – i USA.
    Der er endnu en sag – den er fra Norge.
    Ifht. til Norden, er to sager altså lig med ’stort potentiale’.

    AMERIKANSKE DATA
    Men hvad er det så, han vil have, den danske efterforsker?
    Jo, han vil sådan set det samme, som Peter Skaarup i 2012 – men han siger det ikke direkte, og han er tydeligvis selv imod tanken om, at få indført et lovpligtigt, landsdækkende DNA-register.
    Men så må man i stedet gå til de private databaser over DNA?
    Men først lidt historie:
    I sagen med dobbeltdrabet i Sverige havde man DNA på gerningsstedet, men ikke nogen umiddelbare mistænkte. Ud fra DNA kunne man se at gerningsmanden var fra Nordeuropa, havde mellemblondt hår, røg eller brugte snus og var i 20erne, allerede en hel del info om en mand udelukkende ud fra DNA, men ikke nok, for der var ikke noget MATCH i politiets databaser. I stedet kastede man sig så over amerikanske databaser fra firmaer som MyHeritage, 23andme og alle de andre, hvor borgere sender deres spytprøver over, for at finde ud af hvem de er i familie med, og hvad deres egentlige etnicitet er.
    Via disse private DNA-databaser fandt man noget, der matchede rimeligt, selvom det ikke kunne være gerningsmanden, men så var det, at slægtsforskningen gik i gang med at kortlægge familierelationerne til det match man havde fået, og det er rimelig nemt i et ret vel-registreret land som Sverige og vil være enormt nemt i Danmark, hvor vi elsker registre endnu højere end svenskerne – og højere end os selv.
    Og så fandt man altså en morder, og det blev en stor historie og nu vil Netflix lave en serie om det, og alle råber og skriger på mere af samme slags, selv Palme-mordet mener man, vil kunne opklares på denne måde!


    FRIVILLIG TVANG
    Men, for nu at gøre en lang historie kort: Det som det danske ’borgerforslag’ gerne vil have, er muligheden for at benytte sig af de samme databaser som svenskerne, altså udenlandske – læs Amerikanske – DNA-baser, der er opbygget på frivillige, betalte bidrag fra mennesker, der nok ikke regnede med, at deres gener ville komme til at indgå i en kriminal-efterforskning. Men det sker altså allerede, hvilket Jackie Vadurro fra Colifornien fandt ud af, da politiet ringede og fortalte hende, at hun var i familie med et mordoffer fra San Diego, baseret på Jackies prøve hos 23andme.
    Jackie kendte ikke kvinden og ingen i familien havde hørt om hende, men efter lidt ’genetisk slægtsforskning’, mente politiet at kunne konstatere, at kvinden var et hemmeligt resultat, et ’lovechild’ efter en hidtil ukendt affære fra hendes ellers højt respekterede bedstefar.
    Og så ved jeg godt, kære læser, at du så tænker: Jamen SÅ mange prøver kan der da ikke være i en amerikansk database, og du har ret, der er ikke så mange prøver, men til gengæld har så har firmaer specialiseret sig i, at regne alle andre gen-kombinationer ud, på baggrund af hvad man nu har. Og forbinde folk til hinanden. Det kan derfor godt være, at du eller dine nærmeste aldrig har afleveret noget som helst. Men hvis en fjern, eller måske sågar ukendt slægtning har, så er DU også med i den database!

    DET BLIVER DYRT
    Nu er ’borgerforslagsstilleren’ jo fra politiet, og han ved godt, at det er problematisk at få lov at rode i amerikanske databaser. En ting er legaliteten i det. Noget andet er, at man ikke sådan lige kan fyre en dommerkendelse af til USA. Og så må man op med læderet, som vi siger i Jylland, der skal betales ved kasse et, og det bliver nok ikke et helt billigt bekendtskab.
    Men det har politiet, undskyld, ’borgerforslaget’ allerede taget højde for: Man foreslår simpelthen, at man kan lave et ’frivilligt’ DNA-register til at de borgere, der ikke mener de har noget at skjule og som derfor kan ’bidrage’ ved at udelukke sig selv som mistænkte, eller ved at være den slægtning, der via sit DNA, fører politiet på sporet af en gerningsmand.
    Etisk set er frivilligheden i det forslag til at overse, siger man nej, så HAR man jo noget at skjule og hvem vil ikke gerne hjælpe politiet?
    Det eneste man kan sige med sikkerhed her, er, at hvis ’borgerforslaget’ ophøjes til lov, ja, så er vi de facto på vej mod det, der var Peter Skaarups drøm fra 2012: Et fuldt søgbart DNA-register over alle danskere som politiet kan slå op i.
    Og det register kan blive end dog meget omfattende. For der er andre ting i gang.  

    MULTIGENERATIONSREGISTER
    Politiets ønsker om ’genetiske slægstforskning’ falder nemlig sammen med et andet, meget lidt beskrevet projekt: Det store ’Multigenerationsregister’, som Rigsarkivet og sponsoren Novo Nordisk er i gang med at konstruere udfra en digitalisering af de gamle, analoge kirkebøger. Når de er digitale, så er forventningen, at man med lidt machine-learning og noget AI vil kunne kortlægge alle danskere – og ’ukendte familierelationer’ helt tilbage til 1920, noget der kommer til at give genlyd over hele landet, når nogen borgere opdager, at deres far ikke er deres rigtige far og den slags. Jeg håber de har ansat krisepsykologer?
    Hvis man så tager den database og beriger den med bare nogen enkelte frivilligt afgivne DNA-prøver, ja så kommer hele befolkningen hurtigt på listen, fordi man kan regne sig frem til os andre,  hvilket igen fører Novo Nordisk og Rigsarkivet frem mod deres egentlige mål: ’Mange sociale og sundhedsmæssige problemer formodes at kunne forklares ud fra familiære forhold, så der er vigtig viden at hente, hvis forskerne får mulighed for at studere fænomener over 3-5 generationer. Det vil kunne give langt større indsigt i, hvordan arvelige og familiære forhold påvirker bl.a. sundhed og den sociale livsbane, og denne viden vil forskningen kunne bruge til at udvikle bedre behandlinger, herunder udvikling af personlig medicin, samt forebyggelse af sociale og helbredsmæssige vilkår’.

    FORBRYDERALBUM
    Men tilbage til gentisk slægtsforskningen og borgerforslaget: Hvad er der så galt i det, spørger du, der ikke har noget at skjule, mig? Det skal jeg sige dig. Du mister en rettighed. Nemlig den, at du er uskyldig, til det modsatte er bevist. Via de her databaser, er det jo dig, der – sandsynligvis gang på gang – skal bevise, at dine gener ikke var på alle gerningssteder i hele Danmark, og ikke kun dine gener, også dine slægninge, selv dem du ikke kender til, fordi en nådigere fortid, har ladet det forbilve en hemmelighed.
    Da jeg var barn blev vi altid fortalt, at det værste der kunne ske for én, var at man kom i ’forbryderalbummet’. Forbryderalbummet var jo der, hvor dømte og sigtede boede i Politiets arkiver, med billeder og fingeraftryk og det hele. Men det var jo netop, forbrydere.
    I fremtiden bliver det os alle sammen, der er inde i det album, hvis ikke vi får styr på etikken i en fart, og indser, at det altså ikke er alt, man kan gøre, som man skal.
    Følger man den logik til dørs, altså at alle værktøjer er ok for at opklare alvorlige forbrydelser, så skal vi bare have en lille chip i nakken, der hele tiden fortæller hvor vi er, for så kan vi jo både bevise hvor vi ikke var – og politiet kan bevise hvor vi var og dermed, med 100 procent sikkerhed, opklare alle forbrydelser.
    Vi vil jo alle sammen gerne hjælpe politiet, ikke?

    Men nogen gange er den bedste hjælp, at vi bare beder dem gøre det, de er bedst til: Opklare forbrydelser. Med hvad de nu har.
    Sporene skræmmer nemlig, når vi taler politi og data.

    LOGNING OG VARETÆGTSFÆNGSLING
    Således indførtes logningsbekendtgørelsen som bekendt i Danmark på baggrund af en eneste ting: Terrorisme. For at dæmme op for det, var det dengang i 2004, helt afgørende, at teleselskaberne gemte alle danskeres opkalds og sms-historik og hvor vi var mens vi sendte dem eller ringede nogen op. Og ganske få år senere, blev denne logning brugt til opklaring af alle slags forbrydelser, helt ned til cykeltyverier og det er nemmere end at købe en liter mælk at få en dommerkendelse til det. Hvad værre er: Logningsdata har vist sig at være forkerte. Således tilbragte en ung kvinde 11 måneder i varetægtsfængsel, fordi hendes telefon havde været i nærheden af en mast nær et gerningssted. Men det var en fejl – telefonen var ’sprunget’ 30 km fra en mast til en anden. Og det blev værre endnu, da det viste sig, at 10.000 sager, hvor man havde brugt teledata til domfældelse, skulle gennemgås igen, fordi målemetoden havde været systematisk fejlbehæftet.
    Jeg takker fordi du har hængt på så længe. For jeg ved, det er nemmere at sige, du ikke har noget at skjule, og at det næsten umuligt at sige nej til noget, der, i øvrigt uden dokumentation, påstår, at det kan skaffe retfærdighed og opklaring af vanskelige, brutale sager og jeg er desværre også ret overbevist om, at ’borgerforslaget’ glider direkte igennem vores ’overvågning er frihed’-folketing og bliver til endnu en lov, der institutionaliserer mistænkeliggørelse af alle borgere.
    Jeg tillader mig dog at håbe, at nogen af politikerne er klogere og tænker længere frem i tiden, end den umiddelbare sejrsfornemmelse af, at have givet politiet nye værktøjer og, måske, opklare ’kolde’ sager.
    Og hvis det ikke er nok, så håber jeg, at folketinget tager sig den tid, der skal tid for at loven udformes, så den i det mindste overholder samtlige konventioner omkring persondatabeskyttelse og, ikke mindst, at alle data slettes igen, når en sag er slut.
    Det er – efter min mening – det allermindste man kan forlange når ordensmagt og politikere gerne vil lege med vores store genomer.
    Og burde vi ikke stadig antage, ’at folk er fornuftige og opfører sig ordentligt, indtil det modsatte er bevist’, som Ole Hækkerup sagde mens han mindede om forholdene i det tidligere Sovjet.

    For det er vel ikke der, vi har lyst til at bo?

    KH
    @Kjaerulv




  • KH @kjaerulv: Note fra mit Simulacrum

    ‘Simulacrum, noget, der foregøgles eller forekommer bedragerisk. Især i fransk filosofi har begrebet været brugt som udtryk for en kulturel tilstand, hvor det ikke er muligt at skelne mellem noget oprindeligt og dets erstatning, mellem det ægte og det simulerede’

    Nicolas Poussins «Ekko og Narcissus» (1628)

    For to dage siden vågnede jeg op, og kunne ikke længere mærke forskel på mig selv og mine kommentarer på de sociale medier. Mente han det virkelig, da han sagde, at jeg argumenterede som om jeg var konspirationsteoretiker? Og var jeg nedladende, som en anden havde sagt? Og var mine svar lige dumsmarte nok, var jeg ‘snarky’, som amerikanerne, der som bekendt har ord for alt, siger det, eller var det de andre der var det og hvorfor blev netop det ord, SNARKY, siddende i mit hoved som et urværks-gentagent slag med en spids hammer?

    Måske er det fordi SNARKY lyder godt. Det lyder godt, fordi det kombinere det, at være sarkastisk med at være irriteret og ondsindet samtidig og definitionen lyder således: ‘criticizing someone in an annoyed way and trying to hurt their feelings‘, og det gør vi faneme da alle sammen på de sociale medier, ikke, og definitionen er fra Cambridge Dictionary og så må det jo være rigtigt, for de har et fint universitetslogo i hjørnet og naturligvis egen Instagram, Facebook og Twitter konto samt den for tiden uundgåelige og ulidelige mulighed for at få en ‘konto’ hos dem, så de kan ‘lære dig bedre at kende’ og så du kan få lov til at deltage i en endeløs række af quizzer, der har det samme formål, at lære dig bedre at kende, så dine data bliver mere værd, beriges, og kan sælges for profit, for universiteter, de har også brug for penge i disse dage, så meget, at de statsstøttede universiteter i Danmark selvfølgelig har købt aktier for statsstøtten dengang det gik godt med det og nu mangler 1 milliard kroner, fordi alt hvad der engang var institutioner og statsbetalte, sikre bolværk mod tidens kapitalbevægelser, de er nu simple forretninger, de skal give overskud og effektiviseres og optimeres og det nu svensk ejede PostNord(Ja, Sverige har altså majoriteten af aktier i vores gamle postvæsen, det er derfor bilerne og de alt for få postkasser er prips-blå nu, og ikke længere Dannebrogs-røde og posthorns-gule) ja, de fyrer også løs og smider dermed mere og mere af forretningen i hovedet på GLS og UPS og hvad de nu alle sammen hedder, dem der laver sørgelige parodier på posthuse alle mulige steder i nedlagte hjørnebutikker, hvor der engang var en købmand eller en skomager eller noget andet gammeldags, der kan disruptes og internationaliseres.

    DÅRLIGE NYHEDER
    I min radio snakker DRs medieforskere om, at der er for mange dårlige nyheder, der er FOR meget krig i Ukraine og der er FOR meget klimakrise og det er der, men der er også for mange detaljer og så flygter lytterne for vi VED det jo godt, og vi HAR skam været kede af det og tænkt meget på det og så burde journalisterne jo altså sortere lidt mere for det har ikke noget med OS at gøre det her, siger en lærerstuderende som studieværterne lytter andægtigt til, for det er stadig rasende vigtigt at vi lytter ti P1, i hvert fald for de stadigt færre værter og journalister, der mases sammen under et vildt ekspanderende lag af meningsløse mellemledere og medieforskere og social medie-æg-sperter, så derfor er man nød til at lave nyhederne anderledes og få mere nære historier, som noget om INFLATIONEN, den kan vi forstå, det med at et ÆG er blevet dyrere, men gør det os gladere spørger jeg, i hvert fald ikke mere krig eller klimakrise, for det gør folk bliver så triste, det siger de alle sammen og det bliver JEG trist over, for indtil for nylig troede jeg faktisk, at virkeligheden var virkelig og at jeg var en del af den og at den vigtigste del af virkeligheden var den, man skulle fortælle om og tage sig af og forsøge at gøre mindre vigtig, så vi kunne….ja, hvad var det egentlig vi skulle gøre, når virkeligheden holdt op med at være et problem?

    SKYKLAP
    Men se: Her kigger vi ind i det moderne livs største spørgsmål, hvad nu hvis vi ikke havde nogen problemer, hvad er det så vi ville gøre? Vi ved det ikke og grunden til, at der ikke er et indlysende svar er naturligvis, at hvis krigen og klimakrisen, desværre mod forventning, holdt op i morgen, så ville vi få nogen nye problemer, som også ville gøre os triste og angste og få os til at knalde nogen andre sky-klapper på, og hvis nogen skulle have glemt hvad SKYKLAPPER er, så er det sådan en slags tunnel-vision for heste, to sorte klapper på siden af hovedet, der sikrer at hesten ikke ser til siden, at den fortsætter FREMAD og ikke distraheres, at den trækker uden at tænke over det, klip,klap, fremad!
    Og fremad synes stadig at være alle tiders løsen.
    Således har DSB nu fået fået den ide, at de vil ‘digitalisere rejsekortet’, det rejsekort, der i forvejen er en helt vanvittig digitalisering af simple, forståelige og fungerende billetter, som man vidste og kunne se hvad kostede, ikke bare som et kort glimt på en HAL-9000-lignende blå rejsekortstander. ‘Digitaliseringen’, som vel retteligt må kaldes en DOBBELT-DIGITALISERING eller hvad amerikanerne kalder en ‘Double-Whammy’ på klassisk SNARKY vis, den består naturligvis i en APP til smartphones, apparater, som vi simpelthen forventes at eje, oplade, have netadgang i og opdatere alle sammen og som igen ejes af amerikanske techgiganter, der har en fremragende forretning kørende på, at skovle alle data op fra alt hvad vi foretager os på vores små lysende firkanter.

    ENDELIG?
    Samtlige medier har kritikløst ædt DSBs pressemeddelelse og hylder initiativet med et ‘Endelig!’ uden at undersøge hvad det går ud på, og på den måde slipper DSB, der OGSÅ er et privat firma – med noget statstilskud, som jeg ikke håber de investerer i aktier! – så for at forholde sig til det faktum, at over 40 procent af deres kunder IKKE føler sig trygge ved eller ikke kan bruge digitale løsninger – og ja, hvis du klikker på linket står der selvfølgelig, at HOVEDPARTEN er glade for digitale løsninger, for ingen tør slippe den analoge kat ud af den sæk, der bliver mere og mere tyndslidt, for så skulle vi jo faktisk ikke længere gå fremad, men tilbage, og selvom det IMHO ville give fremragende mening at genindføre klippekort og rigtige billetter og KONDUKTØRER istedet for KONTROLLØRER i et tog, så kan det ikke længere lade sig gøre fordi vi definere alle ‘fremskridt’ som at bygge videre på noget vi har gjort, uanset hvor dumt DET var?
    Derfor er det underligt nok ikke et fremskridt, at man indser, man har begået en massiv fejl og brugt en helvedes masse penge på et åndsvagt system, der favoriserer borgere, der går med smartphones og er ligeglade med, hvor deres transportdata ender henne og hvad de bruges til.
    Og hvad værre er: Vi har endegyldigt afskaffet retten til FRI BEVÆGELIGHED for hvis vi registreres imens vi bevæges, og det gør vi, for det er stort set umuligt at købe en billet uden kreditkort og den slags gemmes i fem år, så er bevægelsen ikke fri – den er overvåget og gemt og kan bruges mod os, noget der som bekendt er ganske vanskeligt med et klippekort eller en på stedet printet billet betalt med kontanter, og HOV, nu ved jeg hvad DU tænker, der er sgu da også MISTÆNKELIGT, at du vil bevæges anonymt, har du noget at skjule?

    STOCKHOMSYNDROM
    Har jeg noget at skjule? Ja! Og jeg har kun en ting at sige til det evindelige, barnlige krav om at være gennemsigtig og kedelig: Stop dig selv, Stockholmsyndrom-offer! For indtil ganske nyligt var det en naturlig og fornuftig RET vi havde, men data-fanatikerne kan ikke have det, alt skal samles op, laves til statistikker og køres rundt i systemer, så vi, mennesker af kød og blod og fabelagtige fejl, kan være EFFEKTIVE og OPTIMEREDE, vi skal stå til regnskab for modeller og tal og bliver dermed mere og mere tal selv.
    Og det var det, der skete med mig, da jeg sad og kiggede på en side på Facebook og en kommentar jeg ville til at skrive, en rigtig saftig og SNARKY en: Jeg kunne mærke at det, der er mig, sank sammen under tal, og pludselig lå og stirrede op på loftet, som fra bunden af en sø.
    Og så tænkte jeg på alle de mennesker, jeg kender som jeg sad og hakkede på derinde og på alle dem, der hakkede på mig, og så blev jeg faktisk virkelig ked af det.
    Ikke krænket. Ikke vred. Men ked af det.

    SOM STASI ELLER NSA ELER FE?
    Mest fordi at det godt kan være vi ikke aner hvad vi skal gøre med vores liv, hvis der ikke var nogen problemer, men DET HER, det er jo bare indlysende dumt, at vi sidder og hakker på hinanden på et medie, der har ca. ligeså meget respekt for privatliv som STASI eller NSA.
    Og så skrev jeg om den følelse på Facebook, og så skal jeg love for, der kom gang i butikken, for de fleste har det åbenbart lige sådan, eller også har de lavet en eller anden afværgestrategi og skriver aldrig kommentarer, eller læser kun udvalgte sider.
    Det gælder f.eks. en Facebookven fra Randers, der kalder sig ‘Urban Giraffe’ der kun har en ven på Facebook – mig – og det her skriveri er til den person – jeg ved ikke om du er en mand eller en kvinde – men det er HER jeg skriver fra i nærmeste fremtid, mens jeg forsøger at kommer til at mærke mig selv og mennesker i det hele taget og det, der er den her verden, der faktisk findes og er fyldt med langt sjovere og smukkere og mere sexet intelligens end alt hvad ChatGPT kan præstere.

    NUMMER NUL
    Og samme dag, hvor jeg var holdt op med at deltage i diskussioner på en overvågningsplatform, befandt jeg mig pludselig i en kø hos McDonalds, det sker ikke så tit, men jeg var på hovedbanegården, og der skal man ikke bruge den åndsvage SKÆRM til at bestille mad, men kan gå direkte hen til skranken og betale, sågar med kontanter! Og så får man et nummer.
    Og jeg fik nummer ‘NUL’!
    Nummer nul, sagde manden bag disken, og så begyndte alle dem der stod bag mig, at sige, hold da op, det er alligevel sjældent og jeg stemte i, lidt hysterisk og råbte noget med ‘Ja! Det er jo UENDELIGT’, for det er det, NUL er, det er både ingenting og alting på samme tid, egypternes symbol for NUL var nefer, og det betyder SMUK, og bruges til at indikere bunden på tegninger af grave og pyramider, en BASE LINE, som man måler alt andet ud fra, og sådan følte jeg mig, ikke som ENTEN nul eller alting, men som begge dele og der er stor forskel og den kan mærkes.
    Burgeren var dårlig. Jeg tror ikke jeg gør det igen, altså stiller mig i kø, der? Nu kan jeg vel heller ikke opnå mere?

    EKKO
    Men hvad er det med det billede i toppen af den her tekst? Hvorfor viser jeg et billede af Narcissus og EKKO? Jo, jeg er såmænd i gang med at læse bogen ‘EKKO‘, af den norske journalist Lena Lindgren, og det synes jeg også du skulle gøre, den er nem at læse selvom den er fyldt med enddog meget store tanker – f.eks. at eneste logisk konsekvens af alle medieforskernes moder Marshall McLuhans ideer om ‘The medium is the message’ er, at moderne mennesker SELV bliver til medier, at vi i virkeligheden er blevet en slags film, hver vores, der ligner hinanden og som udkommer i en verden af algoritmer, der styres af META, GOOGLE, Amazon…det er der vi er, nu, presset inde i matematik, der lader som om den er objektiv, mens den styrer os et bestemt sted hen, som regel hen mod vores kreditkort og kontoer og betalinger for services, vi ikke aner om vi har brug for, men som ser godt ud på det Instagram, som vi synes vigtigere at se godt ud på, end for det menneske, der sidder ved siden af os og kigger ned i DERES skærme.
    Og CORONA-epedemien gjorde alting meget, meget mere META, end vi troede det muligt…..

    MIMETISK BEGÆR
    En central del at det Lena Lindgren beskæftiger sig med er det såkaldte ‘mimetiske begær’, et begreb skabt af den franske filosof, René Girard, en mand som Peter Theil, hovedinvestor i META/Facebook, ejer af PayPal og PALANTIR, der bruges af politi og efterretningstjenester verden over, er elev af,
    Jeg citerer:
    “Sociale medier er som skabt ud fra mimetiske principper. En ramme netop for medieret begær, hvor alle samtidig kan se hinanden som imitatorer og modeller. Desuden er alle udrustet med en mimetisk værktøjskasse (deling, reposting, retweeting), som kan distribuere synlighed. Derfor er det ikke tilfældigt, at Facebook, Instagram, Twitter og Snapchat bruger variationer af den samme designidé. Den forstærker de specifikke mimetiske kræfter: idoldyrkelse, rivalisering, gruppesuggestion.”

    I den mimetiske filosofi, er vi meget lidt anderledes end andre, end vi tror. Ingen er noget særligt, men alligevel konkurrerer vi mod hinanden om at opnå overtag. I naturen – den vi har travlt med at smadre til ukendelighed for at få plads til SUV-el-biler og brændende varme serverparker – der gemmer dyr sig ved at camouflere sig som andre arter, helst nogen, der er farligere end dem selv.
    Men måske kan man også gemme sig I sig selv? Og måske var det det, jeg var kommet til at gøre, gemme mig som mig selv – i mig selv – for mig selv?
    Nu vil jeg gerne ud!

    Og nu må det være nok for denne gang.
    Og der kommer mere her på siden, denne hjemmeside, som er mit SIMULACRUM, om den bog, det kan jeg godt garantere, og det helt uden at være SNARKY.

    Og indtil da er der kun en ting at sige:

    kærlig hilsen
    @kjaerulv

    PS: Der er flere der spørger om jeg ikke har et NYHEDSBREV – men jeg hader at skulle gemme flere personoplysninger end WordPresss-systemet allerede gør(jep – skal have flyttet hostingen til noget DK osv. osv.) – men du kan simpelthen abonnere på den her side – det er herfra det kommer alligevel 😉 Enten ved at trykke på ‘FOLLOW’ nede hjørnet(det kræver vistnok -suk – du har en konto, men det er der mange der har, hvis de selv har en blog!) ELLER du går oldschool og bruger det her RSS-feed https://mingarage.net/feed/ – så kan jeg ikke se hvem du er!
    Hurra?
    PPS: Det oprindelige opslag fra det der Facebook….herunder:

  • 2022: et rædselsfuldt år – men fuglene synger?

    Dette er påbegyndt den 22 december hvor vintersolhvervet netop var overstået og efter en række bidende kolde dage var temperaturen steget en anelse, somom den lige skulle indhente klimaforandringerne og et sted udenfor sang en solsort længselsfuldt, den troede, det er blevet forår allerede og det er svært at bebrejde den det, sådan som 2022 har været og også jeg længes efter at dette rædselsfulde år ender og der kommer forår og håb igen, men solsorten synger ikke for det, den er forvirret, ude af trit med tiden, som jeg selv er, her på kanten af dette, sære, kæntrede år.

    Jeg skrev starten af dette på en smartphone og det er dårligt og dumt fordi tastaturet er for småt og skærmen for lille og fordi jeg havde lovet mig selv ikke at bruge smartphones så meget i 2022 som i 2021, som var endnu værre men det blev faktisk værre endnu og nu har jeg det som om jeg sidder fast i den, smartphonen – hvordan har I det, med den?
    Har stadig et par dum-phones, favoritten er min Nokia Tough, men bruger også min Punkt ind imellem – nytårsfortsæt nr. 1: Mere dum-telefon i 2023.

    Og anmeldt – af Danske Kommuner!

    Men hvad er så det her? Jo det er en arbejds og personlig status over året der er gået og den begynder skidt men hæng på, for selvom det begynder skidt, så er det også et ekstremt produktivt år, hvor jeg har gjort mange ting, ikke mindst kan jeg nu kalde mig FORFATTER, og det helt uden at blinke, for ‘ANALOGISERINGSSTYRELSEN – fordi verden er analog og mennesket er smukt’ ER derude, og du kan købe den og læse den, og jo, vi har faktisk analogiseret websitet tilsvarende – de tekster, der nu er trykt, findes fremover kun der, i bogen…check selv 😉
    Vi har også holdt vores første foredrag – på Suhrs Højskole i København og håber på mange flere – og jeg har solo snakket om KONTANTER for Sikkerhedsbranchen og om Cybersikkerhed for Akademikerne.


    EN PÅ KASSSEN
    Men lad mig starte med ulykkerne, alt det triste, og ja kroppen, min krop, der ikke er blevet yngre og som tilgengæld har den fået nye ar og skavanker. DET startede i januar med en længe ventet operation i den der venstre skulder, jeg har skrevet om før, den hvor kravebenet brækkede efter et motorcykeluheld, groede forkert sammen og blev brækket op og sat sammen med skruer og plader i 2021. Det gik ikke så godt med det, jeg kunne mærke pladerne konstant og skruerne og pænt var det heller ikke – og så fulgte en ny operation der skulle fjerne nogen af de skruer og nu synes jeg egentlig det alt sammen var bedre før nogen skar i mig og det er måske læren af 2022 – lad være med at lade nogen skære i dig med mindre det er absolut nødvendigt, for, som en kynisk kirurg sagde: Når man sætter kniv i, så sker der ting.
    Men man behøver ikke sætte knive i. Nogen gange sker tingene ud af det blå.
    For en iskold aften i februar – som egentlig virkede lys, ganske vist var der i januar et kortvarigt møde med ja, Corona, som i første omgang ikke levede op til forventningerne, det var jo bare en influenza på speed, men nej, der var faktisk langtidsvirkninger, træthed ikke mindst, men det går vel over, men så, ja, SÅ væltede jeg igen – ikke på MC men på cykel – med en hjernerystelse og kortvarigt bevidstløshed som en logisk følge af manglende hjelm…jeg tilbragte aftenen på Bispebjerg Hospitals skadestue hvor jeg kunne glæde mig over, at min kraniekasse åbenbart er så solid, at der ikke var nogen indre blødninger. Men alligevel: var væk i 30 minutter og hentet af ambulance og NUL erindring om, hvad der var sket? Jeg hælder til en påkørsel, men jeg finder aldrig ud af det. Og tak til personalet på Bispebjerg for at bære over med mine svar og manglende forståelse af alt – inklusive hvem jeg var, hvor jeg var, hvad der var sket og hvornår…

    NYE CHANCER
    Hjernerystelser er ikke til at spøge med – der gik der faktisk et par måneder med det, med hovedpine og koncentrationsbesvær, måneder hvor det overhovedet at se på en skærm var ulideligt og meget forvirrende og hvor jobs forsvandt, druknede i træthed og mangel på koncentration og hvor jeg gerne, hvis du skulle være en af dem, jeg talte med der i de måneder, vil sige undskyld og beklage, hvis jeg var helt væk og sagde mærkelige ting og glemte at svare på opkald eller mails og den slags.
    Men jeg havde virkelig fået et seriøst gok i nødden, fire sting i højre side og der gik tre måneder, før jeg følte mig helt sikker i hovedet igen, og det, altså sikkerhed i hovedet, er i den grad noget, der har været nødvendigt i dette år.
    For året gik sin gang – jeg har haft en fint samarbejde med TECHMEDIET RADAR hvor min klumme, KH Kjaerulv fandt et hjem. Og som året gik, ja så ville RADAR også gerne have AFLYTTET – mit radioprogram – i en podcastform, jeg kunne accepterer og glæde mig over. Og mon ikke Aflyttet fortsætter i 2023? (PS: SPONSORER SØGES skriv mig!)

    https://aflyttet.podbean.com/

    BESTYRELSER – byd?
    Jeg har også LÆRT noget i år – har bestået bestyrelseskurset på Niels Brock og er klar til tage nye poster, hvor jeg kan gøre en forskel. Og husk lige, at NIS2 faktisk kræver at der sidder nogen, der følger med i cybersikkerhed i din bestyrelse…så tag fat i mig hvis du vil noget?


    Og så har jeg været lidt i mediemøllen – ikke mindst i Politiken, hvor jeg lavede en kronik, der fik både Lisbeth Knudsen og senere Mikkel Flyverbom fra CBS til at skrive MOD-kronikker, og SÅ må man have ramt noget, der er helt rigtigt? Læs den her: Kronik i Politiken 4.8.2022
    Jeg er også fortsat med at være moderator og lave lave podcast fra forskningsmiljøer, senest i dette her fine møde mellem aktører i debatten om digitaliseringen af Danmark: https://soundcloud.com/garagen/reportage-til-workshop-om-borgernaer-digitalisering-pa-itu

    Nødradio fra Garagen · REPORTAGE: Til workshop om Borgernær DIgitalisering på ITU

    TAK!
    Og nu er det jo NYTÅR, så jeg skal også sige tak!
    Tak til Borgerretsfonden for stadig at have mig kørende som bestyrelsesmedlem – og så vil jeg da lige anbefale de podcast, jeg fik lavet på Folkemødet med bla. Pernille Boye Koch og Peter Ernstved Rasmussen – de kan lyttes lige her:
    https://borgerretsfonden.dk/nyheder/
    Også stor tak til Peter Chr. Bech Nielsen og Mats Magnusson fra RADAR for at være de, de er og for deres fine arbejde og ikke mindst til Tobias fra SEMAPHOR, for at give mig et kontor og et sted med mennesker, der kan lide mig og forstår mig – det er guld værd.
    Men også tak til Institut for menneskerettigheder ved Rikke Frank Jørgensen, Pernille Boye-Koch, Stine Johansen og Louise Holck, der også har holdt en slags hånd under mig sammen med John Foley fra IDA, som jeg kommer til at lave mere med i det nye år, til Morten Vammen, for gåture og generel storsindethed, til PROSABLADET og til avisen KOMMUNEN, der i en sparetid har valgt at beholde mine ETIKHACKER-Klummer i 2023.

    Og af hjertet tak til min medfuldmægtige Jesper Balslev og til Mie Oehlenschlager for et år i analogiseringens tegn – vi er kun lige begyndt…

    Nødradio? Well – der kommer nok også noget? Ikke?

    Hvad DET, altså året, ellers bringer, det er stadig åbent, som solsortens længselsfulde sang.

    GODT NYTÅR ALLE SAMMEN! Og til dem, jeg har glemt: Tak!

    KONTAKT MIG HER!

    PS: Året bør spilles ud med noget blues!
    Det er her!